IMU mødtes med IM’s hovedbestyrelse

Forud for årsmødet i Vejen Idrætscenter lørdag den 10. juni var hovedbestyrelsen samlet hele fredagen.

Hovedbestyrelsen har gennem længere tid haft fokus på at styrke samtalen og bygge bro mellem generationerne i IM. Derfor var et af hovedpunkterne på dagsordenen mødet med Indre Missions Ungdoms landsudvalg.

Landsudvalget gav udtryk for, at de gerne vil tættere på ledelsen i IM og lægger stor vægt på at se IMU som en del af IM. Bestyrelsen udtrykte for sin del stor glæde over at møde en ny og engageret generation af ledere i Indre Mission. Mulighederne for en tættere relation blev diskuteret, og det blev besluttet, at IMU’s ledelse fremover mødes med hovedbestyrelsen hvert år, hvert andet år med hele landsudvalget og de øvrige gange med landsudvalgsformanden og IMU’s landsleder.

Møde med landsledere

Bestyrelsen havde lejlighed til at møde den nye landsleder for DFS, Jonathan Kiel Thormann, som præsenterede sig selv og fortalte om sine tanker og visioner for søndagsskolernes arbejde.

Landslederen for IM-musik Linda Kofoed Iversen orienterede om aktuelle oplevelser og visioner for IM-musik og lagde op til en samtale om, hvordan der bliver bedre plads til mere kreative og forskelligartede forkyndelsesformer i IM.

Indre Mission har sammen med en lang række andre organisationer og kirker tilsluttet sig dokumentet »Etos for god adfærd i kirker og kristne hjem«, som er blevet til som opfølgning på konferencen »Når kirken svigter« i september 2021. Dokumentet kan findes på indremission.dk/dok.

Tillid til Bibelen

Har Indre Mission et bibelsyn? Det spørgsmål er bestyrelsen flere gange blevet mødt med. Bestyrelsen har ikke noget ønske om at lægge sig fast på eller binde IM’s venner til et bestemt bibelsyn. Indenfor rammen af den lutherske bekendelse kan og vil Indre Mission rumme forskellige forståelser og udlægninger af Bibelens tekster. Indre Mission ønsker at formidle en grundlæggende frimodig tillid til Bibelen som Guds åbenbaring og rettesnor for alt, der bliver sagt og gjort.

Fremtiden for årsmødet

Årsmøderne og paletten af landsarrangementer var også til drøftelse, og det blev diskuteret, hvordan årsmødet og årsmødefestivalen kan udfolde sig i fremtiden. Det blev understreget, at der ikke findes formelle krav til, at årsmødet skal have den form og det indhold, det har i dag. Spørgsmålet drøftes videre i Daglig Ledelse, som senere vil fremlægge forskellige forslag for bestyrelsen.

Åbent bestyrelsesmøde i Esbjerg

Bestyrelsesmødet i Vejen blev det sidste for Henrik Boje Jensen, der stopper efter otte år i bestyrelsen. Formanden takkede Henrik for fællesskabet og samarbejdet i bestyrelsen.

Hovedbestyrelsen samles næste gang i Esbjerg den 18. september, hvor en del af mødet er afsat til åbent bestyrelsesmøde.

Få inspiration og seneste nyt fra Indre Mission

Hver anden uge sender vi en mail med gode historier fra vores arbejde og inspiration til foreningsarbejdet. Du får også en smagsprøve på magsinet impuls og en oversigt over kommende arrangementer.

.
TikTok kan hjælpe budskabet ud – men får ikke flere i kirke
Andreas Skovbo Meng var en af de første danske præster på TikTok, og han ser store muligheder i mediet, selvom han dybest set ikke bryder sig om det. …
Jeg er ikke ensom men jeg er alene
Marianne Dalsgaard og Liselotte Mejlvang har begge oplevet at miste deres ægtefæller. År senere lever sorgen stadig side om side med tro, hverdag og…
Unge mangler et sprog for skyld
Andreas Bøge oplever som præst i Ansgars Kirken, at mange unge godt ved, at noget er galt – men de ved ikke, hvad de skal gøre med det. Derfor…

Annoncer