En søndag i juli stod vi under gudstjenesten i Kronjyllands Frimenighed i Randers og sang »Navnet Jesus blegner aldrig«. Glæden over alt det, som det navn rummer, har fulgt mig gennem livet. Og det har været et ønske for mig at gøre det navn kendt gennem mine ledelsesopgaver og gennem forkyndelse og undervisning.
Det fortæller Ingolf Henoch Pedersen med en fasthed og varme, som også kommer til udtryk i hans selvbiografi Skatten i lerkar, der er udgivet på Lohse.
Han har gennem årene bestridt flere lederposter i kristne organisationer, men han har ikke kunnet gøre det uden ægtefællen Ingrids og familiens opbakning.
»Jeg skylder Ingrid utrolig meget,« siger Ingolf, der har forsøgt at leve efter følgende prioriteringer: Først Gud, så familien og dernæst arbejde og fritidsinteresser.
»Jeg indrømmer, at det indimellem har været hundesvært, og det har givet nogle udfordringer. Men jeg har bestræbt mig på at være nærværende som ægtemand og far,« forklarer Ingolf, der er stolt af familien, som tæller fem børn, fem svigerbørn og 15 børnebørn.
Han fortæller, hvordan han gennem livet har slidt på sit konfirmationsord: »Kast al jeres bekymring på ham, for han har omsorg for jer« (1 Pet 5,7). Det har han blandt andet gjort i de situationer, hvor han har søgt nye arbejdsmæssige udfordringer.
»Jeg tænkte på, om der var noget arbejde til mig med mine holdninger, og hvordan min familie ville trives i det nye,« siger Ingolf, som har erfaret, at Gud holder, hvad han lover.
Tingene er ikke kommet let
Ingolfs liv begyndte på Bornholm for 72 år siden, og når han ser tilbage, så er han overrasket over, hvordan Gud har brugt ham.
»Jeg har fået lov til at være med i opstarten af mange ting. Da jeg var generalsekretær i Kristeligt Forbund for Studerende (KFS), var jeg med i tilblivelsen af Ledertræningscentret i Ødsted. Som præst var jeg med i opstarten af valgmenigheden i Fjellerup - den første i missionske kredse. Siden hen var jeg også den første præst for Kronjyllands Valgmenighed, som nu er en frimenighed. Som fakultetsleder på Menighedsfakultetet var jeg aktiv omkring udformningen af bacheloruddannelsen, og jeg var med i opstarten af Evangelisk Luthersk Netværk,« fortæller Ingolf.
Jeg ved ikke, hvor vi ville have været i dag, hvis det ikke havde været for DBI og MF. Jeg tror, at vi langt på vej ville være blevet kørt over af en gold, bibelkritisk teologi
»Jeg har haft det godt med, at mit kald var at have lederopgaver, hvor jeg sammen med andre kunne være med til at bygge noget op, som kunne fremme evangeliets udbredelse.«
Der er en forbindelse til bogtitlen: »Skatten i lerkar«.
»Jeg kan ikke tage æren for det, jeg har fået lov til at sætte i søen. Det hele skyldes Guds overvældende kraft. Tingene er ikke kommet let til mig, for jeg har alle år kæmpet med præstationsangst. Det er blandt andet her, lerkaret kommer ind i billedet,« fastslår han.
»Ordene rækker ikke til at beskrive, hvad det betyder for mig at have fået del i den skat, der ligger i evangeliet. Jeg ved bare, at der blev tændt en brand i mig i min tidligste ungdom, og den har ikke sluppet mig.«
Bibelvækkelsen i KFS
Det kom i en lang årrække KFS til gode, og den tidligere generalsekretær taler varmt om bevægelsen og den betydning, som KFS har haft.
»I 1970’erne slog der en bibelvækkelse igennem i KFS, og de studerende fik en tørst efter at lære Bibelen at kende og sprede glæden over Guds ord til andre. Det fik en epokegørende betydning for både KFS og missionsforeningerne.
Nogle derfra så skævt til os i KFS, fordi de sagde, at vi snuppede de unge. Men vi var frimodige nok til at svare, at de ville få dem tilbage igen med renters rente, og jeg synes, at det er kommet til at holde stik. Ingolf er ikke blevet færdig med at udforske den skat, der er i lerkaret. Hvad det vil sige at være et lerkar, kender han alt til. Efter min opfattelse har impulserne fra bibelvækkelsen præget udviklingen i Indre Mission og de andre missionsbevægelser, og jeg mener, at KFS fortsat spiller en strategisk vigtig rolle.
Når man kommer i KFS på gymnasier og studiesteder, kan man ikke være en anonym kristen,« siger Ingolf, der glæder sig over, at unge stadig møder evangeliet gennem KFS.
Løfte bibeltro teologi
Han bevæger sig over i, hvilken rolle Menighedsfakultetet (MF) i Aarhus og Dansk Bibel-Institut (DBI) i København har haft for dansk kirkeliv.
»Jeg ved ikke, hvor vi ville have været i dag, hvis det ikke havde været for DBI og MF. Jeg tror, at vi langt på vej ville være blevet kørt over af en gold, bibelkritisk teologi. De to uddannelsesinstitutioner har været med til at løfte en god, gedigen bibeltro teologi og undervisning. Gud være lovet, så har vi mange præster, der har fået den skoling,« fastslår Ingolf, der som ung teologistuderende var med i kredsen, som oprettede DBI.
Han peger på to udfordringer, som DBI og MF står overfor i fremtiden.
»Det er vigtigt at blive på det spor, man lagde ud med fra begyndelsen. Selv om man har formuleret et klart og tydeligt bibelsyn, så er der altid en fare for, at man giver køb på, hvad man står for teologisk, fordi man ønsker at vinde anerkendelse og være akademisk præsentable,« forklarer Ingolf og nævner den anden udfordring.
»De yngre generationer skal ikke bare tage det som en selvfølge, at der er to institutioner som DBI og MF. Det er fortsat noget, der skal kæmpes for.«
Overdreven kærlighed
Ingolf var glad for årene som undervisningskonsulent i Indre Mission, men han kunne ikke helt identificere sig med Indre Missions forhold til folkekirken. I selvbiografien omtaler han det som »Indre Missions overdrevne kærlighedsforhold til folkekirken.«
»Det er sat på spidsen, men jeg synes sommetider, at Indre Mission har omtalt folkekirken, som om den var ene om at være kirken i Danmark. Det er rigtigt, at folkekirken står på et godt og solidt grundlag i Bibelen og de lutherske bekendelser, men der findes godt nok også meget ukrudt inden for folkekirkens rammer.
Jeg har indimellem efterlyst, at Indre Mission kom med en klarere advarsel til folk om ikke uden videre at slutte op om lokale præster, men at lytte til, hvad der bliver sagt. Og så drage konsekvenserne af det, hvis der ikke forkyndes klart om frelse og fortabelse, om Jesus’ stedfortrædende død og om en legemlig opstandelse,« understreger Ingolf.
Vi skal skære ind til midten
»Det bekymrer mig dybt, når der lægges røgslør ud i store dele af folkekirken i de her centrale spørgsmål. Jeg vil også sige til missionsbevægelserne og valg- og frimenighederne, at vi skal være optaget af at forkynde disse helt centrale sandheder og passe på, at vi ikke bliver for optaget af ting i periferien, så vi havner ude i noget, som ikke er godt,« fortsætter Ingolf og beskriver det med et billede, der kommer fra sammenkomsterne i Ingrids familie i Sverige.
»Der er to måder at skære lagkage på. I Sverige tager man først et stykke i kanten, og til sidst står midten af kagen tilbage. I Danmark skærer vi helt ind til midten, når vi skal have et stykke kage. Uanset hvad vi taler om i kirken, skal vi altid ind og have midten med: det frigørende evangelium.«
Det forsøger han selv på, når han tager rundt og underviser i Bibelen.
»Det giver mig stor glæde at forkynde og undervise i Bibelens budskab og søge at gøre det relevant for mennesker,« fortæller Ingolf, der håber, at han kan gøre det mange år endnu.
»Jeg er på ingen måde blevet færdig med at udforske den skat, som evangeliet rummer.«
