Bliv ved med at passe på jeres menighed i coronatiden. Graden af den indsats kan ikke overvurderes. Sådan lyder budskabet fra kirkeminister Joy Mogensen til alle, der er aktive i kirkeligt arbejde.
Hun roser de mange i folkekirken, som gør en indsats for at få tingene til at fungere på trods af restriktionerne.
»Jeg vil gerne sige tak til alle, der har været tålmodige og kreative i at finde måder at holde det kirkelige liv i gang. Det er vigtigt, at holde folkekirken åben i coronatiden, selv om det er svært. Folkekirken har et budskab, som vi har brug for at høre, fordi vi alle kan mærke de mentale konsekvenser, som coronakrisen gør ved os. Vi kan blive isoleret, og vi kan opleve en angst for, hvordan situationen påvirker vores hverdagsliv og arbejdssituation, « forklarer Joy Mogensen.
Derfor havde hun det også svært med, at nedlukningen af landet sidste år i marts også ramte folkekirkens gudstjenester og aktiviteter.
»Beslutningen om at lukke kirken i en tid, hvor alle mennesker mere end noget andet havde brug for at mødes og høre kirkens budskab, var den sværeste og hårdeste, jeg har truffet i mit liv. Jeg håber aldrig, at jeg kommer til at træffe den beslutning igen,« siger kirkeministeren.
Jeg er stor fan af bøn
Joy Mogensen har selv brug for at komme i kirke og høre dens budskab.
»Jeg finder jævnligt ind i en kirke om søndagen. Jeg kan godt lide gudstjenestens sange, men bønnerne betyder noget helt særligt. Jeg er meget stor fan af bøn,« understreger hun.
»Det, jeg lærte om bøn, da jeg gik i katolsk skole, har jeg taget med mig. Det præger min egen bøn.« Hun sætter pris på de forskellige måder, man kan gå i kirke.
»Folkekirken har flere tilbud end tidligere, og det er jeg glad for. Blandt andet har det været inspirerende for mig at deltage i nogle Onsdagsrefleksioner i en kirke, hvor der blev læst nogle bibeltekster og brugt forskellige bønner,« fortæller Joy Mogensen.
Kirken spiller en vigtig rolle
Der var flere ting, som kom bag på hende, da hun blev kirkeminister og besøgte nogle af landets sogne.
»Jeg blev lidt overrasket over, hvor mange der faktisk er medlemmer af folkekirken, og hvor mange der deltager i kirkens aktiviteter, og den betydning den har for mange i lokalsamfundet,« forklarer kirkeministeren.
Uden for de store byer spiller kirken tit en vigtig rolle i at holde sammen på lokalsamfundet.
»Jeg er stolt over, at kirken som en repræsentant for det menneskelige, sjælelige og åndelige står så stærkt. Vi har alle brug for at samles og høre om, hvem vi er som mennesker,« fortsætter Joy Mogensen.
Jeg håber, at vi kan blive ved med at have en god dialog, så vi kan være i folkekirken sammen
»Jeg er rigtig stor fan af velfærdssamfundet, men det, der er organiseret af frivillige kræfter, er meget svært at genskabe, hvis folk skulle have penge for at gøre det.
Kirken har lært mig, at den er bærer af et menneskeligt perspektiv på livet, som er et vigtigt bidrag ind i velfærdssamfundet. Uden den stemme kan velfærdssamfundet ende med at blive en instans, hvor alt udelukkende køres efter skemaer, regler og retningslinjer.
Vi glemmer nogle gange, at mange af velfærdssamfundets tilbud er udsprunget af kirken. Rigtig mange steder er der private tilbud, der supplerer det offentlige. Det ser man for eksempel i juletiden, hvor mange kirkers organisation af julehjælp og julestuer betyder rigtig meget.«
Indre Mission bidrager positivt
Kirkeministeren mener, at Indre Mission er en vigtig del af folkekirken og bidrager positivt til det kirkelige arbejde.
»Det gør Indre Mission på utrolig mange måder, fordi folkekirken er organiseret sådan, at der er plads til, at man sætter sit lokale præg på det kirkelige liv.
Det faktum, at folkekirken også kan rumme Indre Mission, skyldes, at vi har en folkekirke, der er rummelig, og hvor der er en udstrakt grad af lokal frihed. Det tror jeg også, er en af grundene til, at der er så mange danskere, der bakker op om folkekirken,« forklarer Joy Mogensen.
»Jeg tænker, at Indre Mission er en vigtig del af folkekirken, for organisationen er med til at sikre, at der er en gruppe af kristne, som oplever, at folkekirken kan rumme dem og deres syn på livet og verden.«
Brug for et nuanceret billede af Indre Mission
Joy Mogensen har to forskellige billeder af Indre Mission.
»Det ene billede har jeg fra min tid som borgmester i Roskilde. Her mødte jeg flere borgere, som var aktive i Indre Mission. De var rigtig gode samfundsborgere, som altid var der, når der skulle laves noget for dem, der havde allermest brug for hjælp.
Det andet billede har jeg fra diskussionen om vielse af homoseksuelle, hvor Indre Mission blev kendt for at have udfordringer med vielse af homoseksuelle.
Jeg anerkender, at folkekirken har en soleklar udfordring, for diskussionen fik nogle til at melde sig ud af folkekirken, men jeg håber også, at Indre Mission kan acceptere det kompromis, der blev indgået mellem forskellige synsvinkler. Det giver homoseksuelle mulighed for at blive gift i kirken, men præsten har også mulighed for at afslå det. I de situationer skal der findes en anden præst, eller parret kan blive gift et andet sted,« forklarer kirkeministeren.
»Jeg synes, at der er en udfordring i, hvordan man får samlet de to billeder af Indre Mission. Der er rigtig mange fra Indre Mission, der gør rigtig meget godt i folkekirken, men det kommer ikke lige så meget frem i den landsdækkende debat. Spørgsmålet er, hvordan man får et nuanceret billede af Indre Mission.«
Fremadrettet peger Joy Mogensen på værdien af samtale.
»Jeg håber, at vi kan blive ved med at have en god dialog, så vi kan være i folkekirken sammen,« siger hun.