Jesus blev ikke født i en stald i Betlehem, men i en tyrkisk døgnkiosk i Rødovre. Og de første barselsgæster var ikke hyrder, men fulde svenskere på jagt efter billige øl i København. Bagefter slingrede de op ad Strøget med klirrende poser og forkyndte, at nu var Guds søn kommet til verden.
Sådan udlagde Poul Joachim Stender for nogle år siden juleevangeliet for menigheden i Kisserup og Kirke Såby på Midtsjælland. Havde de forventet en sød julehistorie fra prædikestolen, gik de forgæves.
»Jeg giver den altid fuld gas, for folk vil gerne provokeres, når de kommer i kirke juleaften. Men det er ikke provokation for provokationens skyld. Evangeliet er provokerende, når det sættes ind i en nutidig kontekst. Det er provokerende, at Gud blev menneske. Læg dertil, at han lod sig føde i en stald af en pige på måske 13-14 år, og at de første, der besøgte ham, var en flok hyrder. Længere ned på den sociale rangstige kunne man ikke komme.«
Han har endnu ikke en provokation i ærmet til årets juleprædiken, men den skal nok komme. Og i år bliver det hans sidste juleprædiken i de to små sogne med tilsammen 3000 indbyggere. Her har han døbt børnene, konfirmeret de unge og begravet bedsteforældrene i 42 år. 1. februar prædiker han for sidste gang og går på pension – tre måneder før han fylder 70.
Kristendommen har båret mit liv
Det var ikke meningen, at han skulle gro fast, og han har prøvet at bryde ud. Dels ved at stille op til bispevalg i Roskilde Stift i 2008 og Lolland-Falsters Stift i 2017 uden dog at blive biskop. Dels ved at gøre tjeneste som dansk præst i Los Angeles i USA.
»Dybest set kan jeg bare rigtig godt lide menigheden her. Det er noget særligt at være præst det samme sted i mange år. Jeg kender folk, jeg ved, hvad de hedder, og jeg kender deres livshistorier og de problemer, de tumler med. Og så har det alle årene været en stor glæde at være med til at knytte folk sammen i en stor kirkefamilie. Her tager man ikke bare til gudstjeneste uden at tale med nogen.«
Af alle de gode dyder, vi har, synes jeg, at mod er en af dem, vi skal lægge vægt på
Poul Joachim Stender voksede op på Vordingborg-egnen som den næstyngste i en søskendeflok på seks. Hans mor var en af de to kvinder, der har formet ham. Den anden er Miriam, som han mødte som 19- årig og har dannet par med siden.
»Det er i høj grad den kristne tro, der har båret mit liv, og jeg har aldrig haft skyggen af tvivl på, at Gud var der. Hver aften sang min mor Jeg er træt og går til ro og bad en lang aftenbøn, hvor alle i familien blev nævnt ved navn - også onkler og tanter. Jeg fik næsten den fornemmelse, at hvis hun glemte at nævne nogle af dem, var de nok døde dagen efter,« smiler han.
Faderen var skoleinspektør, men drømte om at blive præst og blev det endelig som 60-årig. Poul Joachim Stender var kun 27, da han fik sit nuværende embede.
Folkekirkens frække dreng
»De spurgte mig, hvilken kirkelig retning jeg tilhørte. Det kunne jeg ikke svare på. ‘Jeg står direkte under Vorherre!’ sagde jeg, og der har jeg stået lige siden.«
Han har aldrig brudt sig om kirkelig kassetænkning. Han henter inspiration hos både missionske og tidehvervske. Men han skæver også til kolleger på den politiske, aktivistiske fløj, der har fået fat i mennesker, som nok ellers ikke var kommet i kirke.
Frit svævende mellem de traditionelle retninger har han kunnet ride sine mange mærkesager, der har gjort ham til et kendt ansigt langt udenfor de to små sogne. Gennem bøger, klummer og på tv har han talt tidsånden midt imod, udfordret den kirkelige vanetænkning og revset præstestanden.
For eksempel da han betalte unge, som ellers ikke kom i kirken, for at gå til gudstjeneste. Da han sammen med kokken Claus Meyer inviterede sognet til gourmet, og han gjorde sig selv til »folkekirkens frække dreng« med bogen Med Gud i sengen om sex og erotik i Bibelen.
Det er, som om man vil tale dåben ned og sige, at det er ikke så helligt, at det gør noget
»Mange opfatter mig som en provokatør, men sådan har jeg aldrig opfattet mig selv. Jeg synes bare, at man skal turde sige det, man brænder for. Vi lever i en politisk korrekt tid, hvor folk ikke tør sige noget af frygt for at blive kaldt konservativ, racist eller homofob. Det er sørgeligt. Af alle de gode dyder, vi har, synes jeg, at mod er en af dem, vi skal lægge vægt på,« fastslår han og nævner specifikt præsterne.
Paulus er superhelten »Det er jo sådan, at man som sognepræst kan stå på prædikestolen i 43 år uden at sige noget som helst, og alligevel får man en fortjenstmedalje og en tjenestemandspension, når man går af. Det er som regel dem, der tør sige noget, der kommer i problemer og skal stå skoleret på biskoppens kontor og sige undskyld. Imens kan man næsten ikke se forskel på vores kirkeblad og de blade, der kommer fra AOF og Ældre-Sagen. Vi har masser af underholdning og folkeoplysning, men ikke ret mange arrangementer, der orienterer om kirken og om Kristus. Det er en udfordring,« siger han og retter straks sig selv.
»Nej, det er ikke en udfordring – jeg hader det udtryk – det er et problem!«
Selvom han aldrig har tvivlet på Gud, har hans tro ændret sig gennem årene. Ofte er det sket gennem bibellæsning.
»De sidste fem-seks år har jeg læst Paulus. Han er blevet superhelten i min bibellæsning, næst efter Jesus. Tidligere har jeg ikke gået så meget op i ham, fordi han er svær at forstå, men går man i dybden, ligger der virkelig en guldgrube i hans breve.«
Duften er en motorvej
En af Stenders mærkesager handler om sanselighed i teologien, i kirken og i forkyndelsen. Derfor har han også – om ikke en korrektion – så i hvert fald en tilføjelse til sin nye superhelt, som i Romerbrevet kapitel 10 vers 17 skriver: »Troen kommer altså af det, der høres, og det, der høres, kommer i kraft af Kristi ord.«
»Vi er en del af en evangelisk-luthersk tradition, hvor der er lagt meget vægt på, at ordet skal kunne høres. Og så gør vi meget for, at der skal være smukt i kirken. Jeg vil dog gerne føje lidt til Paulus og sige, at troen kommer af det, der høres og lugtes og ses og smages og føles og fornemmes. Jeg tror, Vorherre har givet os vores sanser, for at han kan spille på dem alle sammen,« fastslår han.
Han vil ikke sige, at man kan smage eller lugte Gud. Det er for stærkt.
»Men smagssansen og lugtesansen hjælper mig til at huske. Jeg tror, de fleste har prøvet at træde ind i et hus, hvor duften er præcis, som da man var der som barn. Og pludselig er man fem år igen og husker noget helt fantastisk. Duften er en motorvej til vores inderste følelser og minder, « forklarer han.
Det vil han meget gerne trække ind i den danske folkekirke, som efter hans mening mest dufter af uldfrakker og størknet altervin.
»Vi gør allerede lidt. Når vi stiller blomster på alteret, er det ikke kun for øjnene. Det er også et duftoffer til Gud,« siger han.
Også smagssansen er i mange år blevet forsømt, mener han. Derfor gik Poul Joachim Stender i gang med at undersøge, hvad Bibelen egentlig siger om mad, og efterfølgende skrev han en kogebog. De seneste år er mad dog kommet til at fylde alt for meget, mener han.
Åndelig sult
»Man kan efterhånden ikke komme til et kirkeligt arrangement, uden at man skal spise. For eksempel er der spaghettigudstjenester alle vegne, selvom spaghetti ikke er nævnt én eneste gang i Bibelen. Hvis det i det mindste var kalvesteg, man serverede, så kunne man jo bruge det til at fortælle børnene om den fortabte søn, der vendte hjem, og fedekalven blev slagtet. Min tanke har altid været, at maden skal bruges til at formidle evangeliet, men i dag lokker man med mad uden at bespise folk åndeligt,« siger han indigneret.
»Poul Drachmann har skrevet et digt om præster, der spiste sultne mennesker af med skriftsteder og fadervor. I dag er det omvendt. Sultne mennesker kommer til kirken og bliver bespist med spaghetti og småkager, men de går åndeligt sultne hjem igen.«
Den tiltagende åndelige sult i befolkningen mærkes også i Kisserup og Kirke Såby.
»Det er særligt unge mænd, som kommer og stiller spørgsmål om alt muligt i kristendommen. Jeg plejer at give dem en bibel og sige, at de skal gå hjem og læse Markusevangeliet og skrive de spørgsmål ned, der melder sig undervejs. Når de har gjort det, må de komme igen, og så har vi noget at tale ud fra. Jeg har 10-12 unge mænd, som har henvendt sig på den måde, og de har efterfølgende lavet en lille studiekreds, hvor de mødes for at snakke om Gud og Bibelen over en god, røget whisky og en cigar. Det havde jeg ærlig talt ikke set komme, for da jeg kom her til sognet, parkerede forældrene 100 meter væk, når deres konfirmander skulle til gudstjeneste. Ingen måtte se, at de holdt foran kirken. Sådan er det heldigvis ikke længere.«
Sultne mennesker kommer til kirken og bliver bespist med spaghetti og småkager, men de går åndeligt sultne hjem igen
Konfirmanderne skal til gudstjeneste et vist antal gange i forbindelse med konfirmandforberedelsen. Hver gang får de et kryds, og sognepræsten lovede dem på et tidspunkt tre krydser, hvis de også kunne få deres forældre med.
»Det var der flere, der gjorde, og jeg har indtryk af, at flere af forældrene faktisk gerne ville. Men nogle gange har de brug for et alibi for at komme afsted, og det må man så prøve at give dem.«
Folk vil have evangeliet
Når folk kommer i kirke, skal de have noget at leve af. I mange år havde Poul Joachim Stender den forestilling, at folk gerne ville høre genfortællinger af romaner og analyser af billeder fra prædikestolen. Det fik han et helt andet syn på, da han i 1997-2000 var præst ved den danske kirke i Los Angeles. Da han vendte hjem, syntes menigheden, at han var blevet en langt bedre prædikant.
»Jeg opdagede – som vi også ved fra kirker herhjemme – at folk gerne vil gå i kirke der, hvor de hører evangeliet om Jesus. Den u-alvorlige, pjattede folkekirke, der er åben for alle synspunkter, taber derimod menigheden. Folk vil have evangeliet,« siger han.
Derfor finder han også den aktuelle dåbsdebat i folkekirken dybt sørgelig.
»Det er selvfølgelig fint nok, at vi har debatten. Men det er sørgeligt, at man vil tale dåben ned i et misforstået forsøg på at rette op på faldende dåbstal. Jeg har aldrig mødt dåbsforældre, som bad om et andet ritual, og jeg tror heller ikke, de er blevet spurgt. Det er, som om man vil tale dåben ned og sige, at det er ikke så helligt, at det gør noget. Det er den forkerte vej at gå. I dåben bliver vi Guds børn, og vi frelses gennem dåb og tro på Jesus Kristus som Guds søn og hele verdens frelser! Det er selve kernen, som vi skal formidle på en nutidig måde,« siger han.
Troen er som et isbjerg
Poul Joachim Stender føler sig hjemme i den lutherske tradition, men har også et godt øje til de græsk-ortodokse, som han har mødt på sine mange rejser til Grækenland. De er gode til at give plads til det mystiske og uforklarlige i kristendommen, mener han.
»I den lutherske kirke har vi en tvangstanke om, at alt skal kunne forklares og nedskrives, og ordene skal helst være så små og letforståelige som muligt. Derved ryger noget af dybden desværre. Troen er som et isbjerg, hvor vi kun ser de øverste 10 procent. Resten er skjult under vandet som noget mystisk og hemmelighedsfuldt, vi slet ikke kan begribe, fordi Gud er for stor til, at vi kan gribe om ham med vores sanser.«
Der er ikke noget galt i en gang i mellem at gå i stå og ikke gøre noget som helst. Bare glo ud i luften og komme i tanke om, at man er et dødeligt væsen
Grækenland kommer han til at se mere til, når han stopper som sognepræst, men fortsætter som forkynder på fuld tid. Ikke fra en prædikestol, men fra guidesædet i en bus.
»Jeg arrangerer mange rejser, og det kommer jeg til at bruge mere tid på fremover. Desuden har jeg nogle bøger, jeg skal have skrevet. Jeg håber dog også, at jeg får tid til at kede mig. Vi lever i en tid, hvor vi skal være i gang hele tiden, kirken skal være aktivistisk, og folk skal ud af deres hjem, op til arrangementer og ditten og datten. Men der er ikke noget galt i en gang i mellem at gå i stå og ikke gøre noget som helst. Bare glo ud i luften og komme i tanke om, at man er et dødeligt væsen,« funderer han.
»Adventstiden er jo egentlig en fordybelsestid, hvor man kan gå ned i tempo og vove langsomheden og eftertanken. Men det slag er nok tabt, for december er jo blevet tiden, hvor det hele er blæst op til at gå endnu stærkere end nogensinde før.«
Vis mod og køb en engel
Det har han det ambivalent med, for han holder meget af julen, hvor sanseligheden får fuld skrue.
»Jeg synes, det er dejligt med gran og gløgg og appelsiner, men det overdøver nogle gange den åndelige side om Ordet, der blev kød. Derfor ærgrer jeg mig over, at man ikke kan købe en engel eller en julekrybbe i et dansk supermarked, men til gengæld en masse kønsløst julepynt, som intet har med juleevangeliet at gøre. Det var anderledes i min barndom, hvor juletræet var fyldt med engle, og ingen var i tvivl om, at vi fejrede jul, fordi Jesus blev født,« husker han.
»Selvfølgelig fik vi også andesteg og julegaver. Det er der ikke noget galt i, for gaverne minder os jo om, at Jesus er gaven til os, og vi giver gaver til hinanden, fordi vi selv har fået en god gave af Gud. Alt det er desværre totalt på retur,« sukker han og tager sig selv i at lyde som et gammelt brokkehoved.
»Det er let nok bare at brokke sig og lyde som en sur, gammel præst, der er på vej på pension. I stedet kunne vi jo få supermarkedet til at sælge kristen julepynt igen. Og så kunne vi jo købe en smuk engel og give den til vores børn eller børnebørn, mens vi fortæller dem om, hvorfor vi holder jul. Det er der desværre mange forældre og bedsteforældre, der ikke tør, men også på det punkt synes jeg, at vi skal vise mod.«
