Jeg slap ikke fra Gud

Søren Thuesen sætter sig midt i det grønne forår med fuglesang og blå himmel, mens han tænker på, hvordan han stadig arbejder på at forlige sig med fadervorbønnen »ske din vilje som i himlen således også på jorden«. Han er en stærk fighter, som vil lede og sætte i værk. En målrettet entreprenør, der elsker at finde på nyt, og som hellere vil den dybe samtale fremfor smalltalk.

Sammen med sin hustru, Signe, og deres børn bor han på sydspidsen af Djursland. Her ejer de 20 hektar jord, hvilket svarer til 28 fodboldbaner. De har marker ned til 250 meter egen kystlinje, masser af udendørsplads til aktiviteter, lejrliv, jagt og vandring. En del af pladsen lejes ud til foreningen Valfart, som de er frivillige i. Valfart er en nonprofit-forening, hvis formål er at skabe aktiviteter til fordybelse og fællesskab funderet på kristne værdier og med et fokus på natur, krop, sjæl og ånd. Visionen er Signe og Sørens. Den er født ud af deres yderst smertefulde livserfaringer og et dybfølt ønske om at tjene Gud.

Livets muslingeskal

»’Ske din vilje’ kan være som en muslingeskal, hvor grimme sandkorn irriterer smertefuldt og ikke går væk. Når mennesket accepterer livet på godt og ondt, kan sandkornene over tid udvikle sig til perler, selvom de er rundet af noget grimt og forfærdeligt,« begynder Søren.

For sådan er det til en vis grad for familien Thuesen.

»Det var efter ulykken. Jeg var blevet gift med Signe, og vi var flyttet til Glostrup. En aften snakkede vi om vores fremtidsdrømme og vores fælles liv. Vi kunne tage til verdens brændpunkter som henholdsvis sygeplejerske og redder, eller vi kunne skabe et fristed på Helgenæs, hvor mennesker kunne valfarte til og mærke hinanden, sig selv og Gud på en ny og personlig måde. Ja, så det her er Valfart,« siger Søren med et smil og ser sig omkring. Han vil være medvandrer for andre.

Afmagt

Ulykken, som Søren Thuesen refererer til, fandt sted i Norge den 18. august 2010, hvor seks unge, kristne mænd fra Aarhus sejlede ud, men kun de to kom hjem i live. Søren så vennerne dø, mens det lykkedes at redde én ven. Ham bjærgede han til en lille ubeboet ø, inden han selv svømmede flere km efter hjælp. Ulykken udfordrede hans måde at være et troende menneske på:

»Det hele ramlede for mig, fordi det var umuligt at finde ud af, hvor Gud var. Hver gang nogle bagefter roste mig for min indsats, fik jeg det værre. For der var fire venner, som jeg ikke kunne redde. Da det var mig, der havde flest kræfter i situationen, var det mig, der måtte gribe det ansvar at prøve at bjærge dem, men jeg måtte give slip. Vi råbte til Gud, bad fadervor, råbte igen, men han forblev tavs. Når han ikke var der, da vi skulle bruge ham allermest, hvad skulle jeg så med ham? Han svigtede os. Det var min tilgang i tiden efter. Jeg følte, at jeg svømmede under vandet og kun trak en mundfuld luft et kort øjeblik ved overfladen, før jeg igen dykkede ned i vandets dybe mørke. Det var svært, og jeg dykker stadig af og til. For hvorfor hjalp Gud os ikke? Hvorfor var han tavs? Hvorfor? Vreden voksede i min afmagt, og jeg gav Gud fingeren.«

Skaberværket taler

Månederne gik, mens Søren fightede videre med Gud og forsøgte at ryste ham af. Han gik vandreture med rygsækken fyldt med sten for i det mindste at mærke sin krop. Efter ulykken følte han ikke noget for nogen, og han kunne slet ikke mærke sig selv. Kun tomhed og rastløshed. Ude i naturen blev det dog sværere og sværere at benægte skaberværket:

»Jeg så blade folde sig ud, solens genskin i havet og livet i naturen. I min verden er der unægteligt en skaber, for intet kommer af intet. Gud er der, men jeg kunne ikke mærke ham i mit liv. Midt i mit sinds buldermørke prøvede jeg en dag at overgive mig til Gud, selvom jeg ikke fattede ham. Det blev dog et mærkeligt underdanigt distanceforhold til en fjern, bestemmende konge, ikke et personligt forhold til en far, der elsker sit barn.«

Gud bruger os forskelligt, og jeg ser Gud som min arbejdsgiver. Det er dog stadig en udfordring for mig at slutte fred i hverdagen med, at det ikke er alting, jeg får svar på

Jesus sender trøst

Søren begyndte på teologistudiet for at blive klogere på, hvem Gud er. En dag tog han noget modvilligt, men på hustruens klare opfordring, til et møde med amerikaneren Weyman Howard. Han udfordrede Søren så meget, at han gik op til ham efter mødet. Da Howard spurgte, hvem han var, blev der helt stille. Det viste sig nemlig, at Howard havde bedt for Søren i flere år. Han kendte til ulykken i Norge, fordi han tidligere tjente i Aarhus Valgmenighed, hvor Signe og Søren kom, inden de flyttede til Glostrup.

Jesus havde talt til Howard med et budskab til Søren. Han skulle ikke aktivt opsøge ham, men vente på at møde ham. Nu var Howard tilbage i Danmark på visit og traf Søren: »Jeg er kommet for at give dig en hilsen fra Jesus. Det var ikke dig, der reddede Niels,« var alt, han sagde.

»Det blev pludselig helt klart for mig, hvordan Gud havde været med os i vandet. Helt tæt på – i os. Der var en utrolig befrielse i de ord. Det forklarede, hvorfor jeg kunne udholde at svømme, og ikke mindst tog det byrden og ansvaret fra mine skuldre. Hvis det var Gud, der reddede Niels og svømmede i mig, så var det heller ikke længere mit ansvar, hvordan det ellers gik. Så kunne jeg smide byrden. Han reddede os i land, og han svømmede de fire venner, som druknede, direkte ind i paradis. Jeg kommer aldrig til at forstå, hvorfor han ikke reddede dem, men det får jeg svar på en dag.«

Mirakel og tab af barn

Signe og Søren stiftede familie. Da Signe ventede deres første barn, fik de nogle dårlige scanninger og fik anbefalet en abort.

»Vi var dybt ulykkelige. Til Gud sagde jeg: ‘Det her tillader du bare ikke!’ Vreden fik dog ikke lov til at sætte sig i mit sind. Jeg vidste, at vi måtte lægge al bekymring over til Gud, og det gjorde vi. Vi vidste, hvor vi skulle gå hen. Efter endnu et par scanninger undrede lægen sig. Jeg spurgte, om det var et mirakel. Lægens svar var – ‘det er i hvert fald uvidenskabeligt.’ Alberte blev født sund og rask. Hun er 10 år i dag.«

Da Signe blev gravid igen, vendte optimismen. Hun endte med at måtte føde Anker, selvom han var død i hendes mave. Igen gik parret til Gud med sorgen og smerten:

»Det onde må ikke få lov til at tage magten over os. Det er det, jeg lever på. At ske Guds vilje. Ja, men jeg lever ikke i frygt. Jesus ønsker et nærvær med os i både begejstring og trøst,« siger Søren, inden han tilføjer:

»Intet ondt kommer fra Gud. Undervejs ved vi dog ikke altid, om noget er ondt eller godt. Det er noget bavl at sige, at Gud tillader det onde, for så lader han stå til efter min mening. Så kan jeg ikke læne mig op ad ham. Jeg stoler på, at Gud har styr på det – også det, jeg ikke forstår. Vi mennesker trøstes forskelligt, så måske er ‘ske din vilje’ noget af det, vi skal lade være med at diskutere, fordi det at udtale sig om det på andres vegne kan opleves som et overgreb ind i de personers liv. I stedet kan man være sammen i smerten og spørge Gud: ‘Hvor var du?’ – Græde med den grædende.«

Formet af Gud

Søren har erfaret, at Gud bruger mennesker:

»Jeg kan ikke komme uden om det, Howard har sagt til mig. Det er en stor trøst og en forløsning uden lige. Samtidig tænkte jeg dengang: Hvad ville Gud så nu? Jeg ønsker altid en guidning, for jeg vil ikke lade stå til. Jeg har en stor følelse af rastløshed, men jeg har ingen skyldfølelse over ulykken. Gud bruger os forskelligt, og jeg ser Gud som min arbejdsgiver. Det er dog stadig en udfordring for mig at slutte fred i hverdagen med, at det ikke er alting, jeg får svar på. Jeg lærte at bøje mig for, at det er ham, der i sidste ende har styr på det hele. Det er nøglen til at anerkende, at sådan er det. Endnu vigtigtigere lærte jeg, at jeg ikke kan løbe væk fra Gud. Selvom vi ikke altid begriber det, er vi altid grebet af ham.«

Fornyet og berørt

Søren har rejst sig for at arbejde på Valfart. Her er nok at se til. Han kaster et blik op mod hjemmet, hvor Signe er på barsel med nummer fire – en lille datter med store, vågne blå øjne. Livet er mest lyst.

Han omtaler flere ideer til Valfart og glæder sig over de mange, der allerede har besøgt stedet, boet i teltlejren, deltaget i aktiviteter og i vandsport. Den sidste søndag i hver måned holdes der også en naturkirkegudstjeneste, som alle kan valfarte til. Her er der god plads til at være menneske.   

Hold dig opdateret med vores aktiviteter og nyheder fra Indre Mission

Vi sender vores nyhedsmailen hver anden torsdag med nyheder fra landsarbejdet og inspiration fra de lokale fællesskaber. Du får også en oversigt over kommende begivenheder og smagsprøver på magasinet impuls.

Tilmeld mig

Tak for din tilmelding

Vi har sendt en mail og bedt dig bekræfte din mailadresse. Du er først tilmeldt, når adressen er bekræftet.