Jeg var ikke klar til det virkelige liv

Det var et kæmpe chok, da Camilla Quist trådte ud af den kristne osteklokke og ind i gymnasieverdenen. Hun kom i tvivl, om kirken var mere end en smart leg.

Camilla mener, at det bryder den kristne osteklokke lidt ned, hvis man i kirken får et sprog, som kan bruges alle steder.

»Jeg har ikke alle svarene. Jeg er hverken teolog eller missionær. Jeg beder ikke tre timer om dagen eller lever som Moder Teresa. Jeg er meget almindelig. Jeg er bare Camilla fra Herlev, som er midt i 20’erne og læser til socialrådgiver. Hende som stadig er på en rejse med Jesus og bestemt ikke altid forstår, men stadig tvivler, undrer sig og stiller spørgsmål.«

Sådan præsenterer Camilla Quist sig selv i sin bog Jesus i øjenhøjde. Her reflekterer hun over mødet mellem den kristne osteklokke, hun oplevede under sin opvækst, og den verden, hun mødte i gymnasietiden. Det resulterede i en troskrise, hvor hun kæmpede for at finde ud af, om hendes tro på Jesus kunne overleve i et miljø præget af kultursammenstød og tvivl.

I stedet for sommerlejrenes slikbod var der fri bar. Der var ingen, som snakkede om Jesus, kendte Paulus eller bad

Camilla beskriver sin opvækst som et liv i en kristen osteklokke.

»Jeg havde en næsten perfekt og tryg barndom. Jeg gik på kristen friskole og tog derefter på en kristen efterskole. Jeg tilbragte en stor del af mit liv i Lindehøj Kirke, hvor jeg var omgivet af nogle gode mennesker. Gennem sange lærte jeg, at Jesus altid ville passe på mig. På kristne lejre fortalte voksne mig historier om Jesus, der elskede mig så højt, at han gik i døden for mig. Jeg var en del af et dybt og fantastisk fællesskab,« understreger Camilla.

»Jeg kunne lide den kristne osteklokke, og jeg kunne lide Jesus. Så jeg mente virkelig mit ja, da jeg skulle konfirmeres, for han gav mening for mig.«

En brat opvågning

Gymnasietiden blev noget af et wake-up-call for Camilla, for hendes gymnasievenner kendte intet til den verden, som var så naturlig for hende.

»Jeg kom ud af den kristne boble og ud i den virkelige verden. I stedet for sommerlejrenes slikbod var der fri bar. Der var ingen, som snakkede om Jesus, kendte Paulus eller bad. I stedet drejede samtalen sig om kys og scoringer,« fortæller Camilla.

Hun blev draget af festkulturen, og hun gjorde oprør mod det, hun havde med sig i bagagen, at kristne ikke drikker alkohol og ikke har sex.

»Jeg syntes, at det var nogle kedelige, snærende bånd, samtidig med at jeg havde svært ved at finde mit ståsted i det,« siger hun.

De vidste godt, at jeg var troende, men jeg lukkede ned for det, fordi jeg var lidt pinlig over det, jeg troede på

Camilla var af den opfattelse, at de gladeste mennesker var dem, der troede på Jesus.

»Men så fik jeg venner, der ikke troede på Gud, der var lige så søde og glade. Deres fællesskab var dybt på en anden måde, end det jeg havde mødt i min barndom. De havde en anden tilgang til livet, hvor de stillede spørgsmål og så mere nuanceret på tingene end det, jeg havde oplevet,« fortæller Camilla.

Hun havde en religionslærer, som brugte meget af undervisningen på at modbevise kristendommen.

»Jeg var slet ikke gearet til at skulle forholde mig til de vilde ting, der blev sagt. Jeg havde heller ikke nok i bagagen til at svare på spørgsmål fra mine venner, om jeg var meget kristen, eller hvad jeg mente om alkohol eller sex, abort og homoseksualitet,« siger Camilla, der ikke havde modet til at fortælle gymnasievenner om sin kristne tro.

»Jeg manglede et sprog, som ville fungere overfor mine venner. De vidste godt, at jeg var troende, men jeg lukkede ned for det, fordi jeg var lidt pinlig over det, jeg troede på, og jeg var bange for at blive stemplet som kedelig.«

Det virkede som en smart leg

Kultursammenstødet påvirkede hendes forhold til den kristne tro.

»Jeg kom ud i en troskrise, hvor jeg blev mere og mere forvirret over Jesus og min tro på ham. Og jeg begyndte at sætte spørgsmålstegn ved alt i det, jeg havde fået med. Jeg kunne nogle gange sidde i kirken og føle, at det var som kejserens nye klæder. Det hele virkede som en smart leg, vi legede,« forklarer Camilla, der trak sig fra KFS på gymnasiet og fra ungdomsgruppen i Lindehøj Kirke.

Der var flere grunde til, at Jesus ikke blev smidt på porten.

»Jeg havde en rigtig god kristen veninde i min klasse. Vi havde vores egen lille osteklokke i gymnasiet, hvor vi kunne snakke om alt. Og jeg havde ret mange stærke oplevelser af Jesus fra min barndom, som virkelig satte sig fast. Det har gang på gang draget mig tilbage til ham,« siger Camilla.

Efter gymnasiet holdt Camilla fem sabbatår, inden hun begyndte på uddannelsen som socialrådgiver.

»Jeg tog ud på en menneskelig og åndelig rejse. Jeg manglede at få Jesus ned på hverdagsniveau og i øjenhøjde, så jeg kunne forstå ham. Jeg ville, at han gav mening i alle aspekter i mit liv og ikke kun i den kristne osteklokke,« fortæller hun.

Camilla Quist fra Herlev skulle igennem en troskrise for at opdage, at Jesus også giver mening uden for den kristne boble.

Jesus blev en levende relation

Efter en bemærkelsesværdig rejse med bibelskoler og spændende oplevelser i Honduras og Indien, begyndte mange puslespilsbrikker at falde på plads for Camilla.

»Min rejse var fyldt med undervisning i Bibelen, dybe samtaler med forskellige mennesker, bøn og møde med mennesker på tværs af kulturer og landegrænser. Herigennem erfarede jeg, at Jesus havde relevans og stadig gav mening,« siger Camilla.

Hun reflekterer over de kampe, hun havde med sin tro undervejs.

»Mine kampe med Jesus har faktisk ført mig til dyrebare erfaringer, der har transformeret mit billede af ham,« forklarer Camilla. »I min barndom tænkte jeg Jesus lidt som en læremester, der stod langt fra mig i hjørnet af lokalet og sagde nogle kloge ting. Han var en lidt abstrakt og fjern størrelse, som jeg ikke ville belemre med for mange spørgsmål eller med min fortvivlelse.«

Under opholdet i udlandet oplevede hun, at kristendommen langt fra er en kedelig religion, og at den er relevant i dag.

»Det var kæmpestort for mig at se, at Bibelen kan være så levende for alle slags mennesker. De var helt anderledes end mig, og alligevel troede de på Jesus og elskede ham. Jeg var ude i mange forskellige sammenhænge og skulle fortælle om Jesus. Det var udfordrende, men det lærte mig at sætte ord på min tro. På børnehjemmet i Honduras følte jeg mig allertættest på Jesus, fordi jeg oplevede at møde ham gennem børnene,« siger Camilla.

»Disse oplevelser reviderede min opfattelse af Jesus. Først og fremmest forstod jeg, at kristendommen handler om en levende forbindelse til Jesus. Han er min ven, som altid er ved min side og bor i mig. Uanset hvor jeg er, møder han mig der. Jesus er fuldstændig til stede under kampe, frustrationer og spørgsmål. Det handler ikke om at sige, føle eller gøre de rigtige ting for Jesus. Han ønsker blot at være sammen med mig som den, jeg er.«

Har stadig brug for den kristne boble

Hun har stadig brug for at være i den kristne osteklokke.

»Jeg elsker jo det kristne fællesskab, for jeg har brug for at være sammen med ligesindede. Det ville være for hårdt, hvis jeg kun hang ud med mennesker, som ikke tror. Samtidig går jeg meget op i, at man kommer ud af osteklokken, for troen skal jo også kunne overleve der,« konstaterer Camilla.

Først og fremmest forstod jeg, at kristendommen handler om en levende forbindelse til Jesus. Han er min ven, som altid er ved min side og bor i mig

Hun har fået mere mod på at tale om sin tro med de mennesker, hun møder, fordi hun lever i en relation til Jesus.

»Jeg har fået nemmere ved at fortælle om mine tanker som kristen, eller når jeg har det svært. Hvis jeg hører, at der er én, som bøvler med nogle ting, er jeg begyndt at foreslå, om vi ikke skal bede over det,« siger Camilla.

»Hvis jeg har en samtale om for eksempel sex eller alkohol, så er jeg blevet bedre til at stille nogle afklarende spørgsmål for at finde ud af, hvad det er for en sammenhæng, jeg snakker ind i.«

Udruster kristne teenagere

Camilla er leder for en gruppe teenagere i Lindehøj Kirke, og det er vigtigt for hende at klæde dem på, så kulturchokket bliver mindre, når de møder verden uden for den kristne boble.

»Når vi har snakke om Gud, prøver jeg at relatere budskabet til deres hverdag. Jeg giver dem rum til, at de kan fortælle om ting, som de synes, er svære. Så fortæller jeg, hvordan jeg selv har oplevet det, når det ikke har fungeret for mig. Jeg tror på, at det levede liv giver mening,« forklarer lederen, der understreger overfor teenagerne, at Jesus er ved deres side og er åben for alle slags spørgsmål.

Hendes mål er at udstyre de unge med værktøjer til at tale om deres tro på en nutidig måde.

»Det er essentielt for mig, at de unge har et sprog til at udtrykke deres tro, som kan bruges i den verden, de er en del af. Derfor reflekterer vi over, hvordan vi beskriver vores tanker om Gud. Vi diskuterer emner, der er aktuelle, og vi arbejder på at gøre Jesus relevant i deres daglige liv. Målet er, at det bliver naturligt for dem at tale om bøn på samme måde, som de taler om alt andet,« siger Camilla.

»Det bryder osteklokken lidt ned, hvis vi i kirken får et sprog, vi kan bruge i alle arenaer. Så er det ikke kun et sprog, som fungerer i osteklokken. Så bliver det ikke så opdelt og forvirrende at skifte for eksempel til gymnasiet. Det var jo netop det, jeg havde brug for, at der var et sprog, som jeg havde med i bagagen, som jeg kunne tage med ind i gymnasiet. Jeg oplevede, at i kirken havde vi et sprog, som gav mening inden for de fire vægge, men udenfor kirken fungerede det ikke. Jesus giver også mening udenfor kirkens fire vægge. Han er lige så virkelig udenfor osteklokken. Jo bedre vi bliver til at snakke og få tro i øjenhøjde, jo nemmere bliver det at være i verden med sin tro, og den kristne osteklokke kan forsvinde mere og mere.

Camilla Quist har skrevet bogen Jesus i øjenhøjde, som er udgivet af Forlagsgruppen Lohse.

Hold dig opdateret med vores aktiviteter og nyheder fra Indre Mission

Vi sender vores nyhedsmailen hver anden torsdag med nyheder fra landsarbejdet og inspiration fra de lokale fællesskaber. Du får også en oversigt over kommende begivenheder og smagsprøver på magasinet impuls.
.
Seneste artikler
Jeg slap ikke fra Gud
En ulykke udfordrede Sørens måde at være et troende menneske på. »Det hele ramlede for mig, fordi det var umuligt at finde ud af, hvor Gud var,«…
Fire dage med sol, musik og kristent fællesskab
Koncerter, gudstjenester og lange køer foran isboderne. Danmarks største kristne musikfestival var en oplevelse for de omkring 6000 deltagere. …
Vores venskab er en gave
Jannie og Signe har været venner i mange år. Jannie har været kristen hele livet, mens Signe stadig er på vej.

Annoncer