Jeg ville gerne vise at det ikke var farligt

Den tidligere håndboldspiller Anette Hoffmann blev et forbillede for mange, da hun offentligt fortalte om sin kristne tro.

Anette Hoffmann havde svært ved at forholde sig til pludselig at være et forbillede for andre kristne.

Engang var hun verdens bedste venstrefløj og en af de jernhårde ladies på 1990’ernes håndboldlandshold. Sammen med navne som Anja Andersen og Camilla Andersen hentede hun medaljer hjem til Danmark ved både VM, EM og OL, mens millioner af tv-seere fulgte med fra sofarækkerne.

Med succesen fulgte en enorm interesse, og pludselig måtte Anette Hoffmann forholde sig til at være en offentlig person, som blev genkendt på gaden og udsat for nysgerrige spørgsmål. Ved en landsholdssamling efter EM-sølvet i 1993 blev hun interviewet til Jyllands-Posten, og undervejs tog samtalen en drejning. »Jeg har hørt, at du er missionsk!« sagde journalisten.

Det prædikat, syntes Anette Hoffmann, var forbundet med mange negative associationer, men hun ville gerne stå ved, at hun var kristen, læste i Bibelen og bad til Gud. Dagen efter fik hendes historie en hel side i datidens store avisformat, og pludselig rettede der sig en særlig opmærksomhed mod den dengang 22-årige håndboldspiller. Hun var blevet et forbillede – ikke bare på grund af sine lynhurtige kontraløb og tekniske finurligheder fra fløjen. Pludselig var hun også blevet et kristent forbillede.

En lettelse at få det sagt

»Jeg har aldrig været typen, der bare stillede mig op og fortalte, at jeg var kristen. Men jeg har altid været åben om det, når nogen spurgte. Jeg ved ikke, hvor mange på holdet der vidste, at jeg var kristen, men jeg var rystende nervøs for reaktionerne på avisartiklen,« husker hun.

»En af mine holdkammerater konstaterede efter at have læst artiklen: ‘Men du er jo stadig den samme’. Ellers blev der ikke sagt meget. Jeg følte mig respekteret, og det var rart at få det ud. Jeg kunne ikke adskille min tro fra mit håndboldliv. Når vi stod og sang Der er et yndigt land før en landskamp, så jeg på korset i Dannebrog og tænkte, at jeg godt nok gerne ville vinde. Men skulle vi tabe, så var det trods alt vigtigere, at Jesus hang på korset for mig. Jeg havde troen med i hele mit liv, så det var rart, at mine holdkammerater kendte til den del af mig. Så kunne de bare spørge, hvis de ville vide mere, og det har gennem årene ført til mange gode samtaler.«

Svært at leve op til

Det var ikke kun i håndboldmiljøet, artiklen blev læst. Rundt om i landet havde mange kristne fået en offentlig person at spejle sig i.

»Det var faktisk lidt skræmmende at tænke på sig selv som et forbillede for andre, som jeg slet ikke kendte. Det var fint, at folk lod sig inspirere af mit håndboldspil, og jeg var jo hverken en bisse i forsvaret eller typen, der råbte grimme ting efter dommeren, så jeg så mig selv som et nogenlunde godt forbillede på en håndboldbane. Men at nogle skulle se op til mig som menneske og som kristen – puha, det syntes jeg næsten ikke, at jeg kunne leve op til. Der var mange, som var mindst lige så gode forbilleder som mig, uanset om de var kristne eller ej. Jeg var jo bare mig med mine fejl og mangler, og jeg havde ikke noget behov for, at andre skulle vælge at leve med deres tro på samme måde som mig. Det er jo meget individuelt. Men jeg var glad for at kunne vise andre kristne, at det ikke var farligt at stå frem med sin tro.«

Selv om det er over 20 år siden, Anette Hoffmann stoppede som aktiv håndboldspiller, er hun bevidst om, at hun bliver genkendt på gaden.

Bøn, bøger og kassettebånd

Hun ville også gerne vise, at hun godt kunne forene sin kristne tro med en håndboldkarriere på øverste niveau. Netop den kombination har både hun og især hendes forældre flere gange måttet forsvare.

»Min far fortalte mig først for nylig, at han mange gange er blevet spurgt, om det nu var klogt, at jeg brugte så meget tid på håndbold, når det nu betød, at der var andre ting, jeg ikke kunne være med til. For eksempel var det ofte svært for mig at nå i kirke eller at være en fast del af et kristent fællesskab. Jeg har ikke tidligere vidst, at nogle reagerede så kraftigt på det. Og jeg ved heller ikke, om jeg forstår det, for kan man sætte tid på tro? Troen er jo i tanke, ord og handling – den er der hele tiden,« siger hun.

»Når det er sagt, så tog det virkelig meget af min tid, og der var meget, som jeg måtte undvære. For eksempel skulle jeg spille DM-finale den dag, min lillesøster skulle konfirmeres, og jeg nåede kun med til afslutningen af hendes fest. Det var både hun og jeg kede af, men sådan var det, og det bakkede min familie mig 100 procent op i,« husker hun.

»Jeg kom også i KFS (Kristeligt Forbund for Studerende), når det lod sig gøre. Men det var langt fra hver gang. Dengang fandtes der ikke kristne podcasts, som man lige kunne lytte til, før man skulle sove. Så i lange perioder blev min tro især holdt oppe af bøn, bøger og taler på kassettebånd. Det kunne jeg tage med mig overalt.«

Savnede forbilleder

Siden Anette Hoffmann lod sig pensionere som håndboldspiller, er det blevet mere normalt, at sportsfolk og andre kendisser taler om deres tro. Selv havde hun ingen kristne forbilleder på håndboldbanen.

»Det havde været rart at have én eller flere, man kunne læne sig lidt op ad. Selvfølgelig talte jeg med andre kristne, men ingen, som havde stået i samme situation. Det var ikke altid let at vide, hvordan man skulle agere i forskellige situationer,« erkender hun.

»Jeg valgte for eksempel at gå i byen med de andre spillere, når en titel skulle fejres. Ikke for at spille smart og hælde indenbords, men fordi det var vigtigt for mig også at være en del af holdet uden for banen. Jeg har aldrig brudt mig om hverken øl eller champagne, så det var ikke svært for mig at sige nej tak, men jeg ved jo ikke, hvad andre har tænkt, hvis de for eksempel har mødt mig på et diskotek. Det er i det hele taget svært at forholde sig til, hvad folk tænker, når de kun kender én fra fjernsynet.«

Der var også flere kirker og IMU-foreninger, som gerne ville have hende ud at fortælle, men det kunne hun slet ikke se sig selv i.

»Jeg tænkte, at det var det værste, man overhovedet kunne sætte mig til. Senere har jeg faktisk holdt nogle foredrag, og hvis jeg nu havde haft en at spejle mig i dengang, kunne jeg måske også have gjort forsøget,« siger hun.

I dag nævner hun sine forældre som sine største åndelige forbilleder.

»De lærte mig, at Gud har givet os evner, for at vi skal bruge dem, og de bakkede mig op i, at jeg skulle prøve at udleve min drøm, selv om det havde store omkostninger for både dem og mig. Samtidig viste de mig en meget stor rummelighed i forhold til at skulle være på en bestemt måde i forhold til at være menneske og kristen. Den rummelighed har jeg også prøvet at give videre til mine egne børn.«

 

Anette Hoffmann

- Anette er født i 1971 og tidligere professionel håndboldspiller.

- Fra 1990-2000 scorede hun 641 mål i 183 landskampe for Danmark og vandt guld ved EM i 1994 og 1996, VM i 1997 og OL i 1996 og 2000. Desuden vandt hun fire danske mesterskaber, tre pokaltitler og den europæiske EHF-cup med sin klub, Viborg HK.

- Anette er gift med Henrik og mor til tre piger. Familien bor i Jelling ved Vejle.

- Til daglig arbejder hun som salgskonsulent i en virksomhed, der sælger sportsudstyr til klubber og institutioner.

 

Hold dig opdateret med vores aktiviteter og nyheder fra Indre Mission

Vi sender vores nyhedsmailen hver anden torsdag med nyheder fra landsarbejdet og inspiration fra de lokale fællesskaber. Du får også en oversigt over kommende begivenheder og smagsprøver på magasinet impuls.
.
Seneste artikler
Jeg slap ikke fra Gud
En ulykke udfordrede Sørens måde at være et troende menneske på. »Det hele ramlede for mig, fordi det var umuligt at finde ud af, hvor Gud var,«…
Fire dage med sol, musik og kristent fællesskab
Koncerter, gudstjenester og lange køer foran isboderne. Danmarks største kristne musikfestival var en oplevelse for de omkring 6000 deltagere. …
Vores venskab er en gave
Jannie og Signe har været venner i mange år. Jannie har været kristen hele livet, mens Signe stadig er på vej.

Annoncer