Prædiketeksten til 16. søndag efter trinitatis er fra Joh. 11,19-45
Der findes en nutidens Lazarus. Et menneske, som må leve i dødens skygge og gravens mørke. Adskilt fra livets og lysets Gud. Viklet ind i syndens linnedklæder og bundet på hænder og fødder. Viklet ind i det, som adskiller os fra Gud.
Egoismen, der ustandseligt kredser om en selv og kun med øje for sit eget. Begæret, der er travlt optaget af at få, hvad der ikke er ens eget. Konstant ønsker at have mere. Selvforherligelsen, hvor vi altid vil være på toppen af pyramiden. Gerne træder de andre ned for selv at komme op.
Vi har brug for, at han kalder og vækker os til live fra vores åndelige død
Eller der, hvor vi misrøgter og vanærer, hvad Gud har givet os. Om det drejer sig om den lod af skaberværket, vi skal tage vare på, eller det er forholdet til næsten, som vi ignorerer eller ikke behandler pænt.
Alt det og meget mere til vikler sig om os og adskiller os fra Gud. Det binder og vikler os ind, så vi ikke er frie til at tjene ham, som vi er skabt til at tilhøre.
Syndens sløring
Lazarus havde et klæde om ansigtet. Det hindrede ham i at se klart og gjorde, at alt omkring ham var mørkt. På en underlig måde er synden også med til at sløre vores blik. For den hindrer os i at se den gudskabte virkelighed. Ja, i virkeligheden gør syndens klæde, at vi kun kan se sprækker og det allernærmeste. Vi lever, hvor vi ikke ser meget længere end til vores egen næsetip. I stedet for at se Guds virkelighed tror vi, at det hele drejer sig om os selv. Vi magter og evner ikke at se Gud. I stedet er det som spejlet, hvor vi kun ser os selv.
Jo, vi mennesker lever i gravens mørke. Som en bil i en sen nattetime bevæger vi os rundt uden lys på. Ja, vi mennesker er som Lazarus. Viklet ind i syndens linnedklæder, så vi ikke ser den Gud, som skabte os. Viklet ind i syndens klæde, så vi ikke er frie til at tjene Gud.
Kom herud
Derfor har også vi brug for at høre Jesus’ ord ”Kom herud”. Vi har brug for, at han kalder og vækker os til live fra vores åndelige død. Vi kan ikke selv vælte stenen fra, for syndens linnedklæder er viklet om os. Kun ved Jesus’ kald kan vi blive sat ind i den rette relation. Kun da kan vi blive frie til at tjene ham.
Når Jesus kan det, er det, fordi han selv er gået ind i graven. Han blev menneske og trådte ind i gravens mørke for at hente os ud. Han kom for at løse vores linnedklæder; dem synden havde viklet os ind i. Han tog dem på sig, for at vi kan blive frie.
Linnedklæderne, vores synd, bar han op på Golgata, på korset. Dér blev de naglet til træet, så at vi ikke længere skal være bundet af dem. Når Jesus råber ”Kom herud”, kan han gøre det, fordi han selv har løst os.
Jesus’ råb kan vi høre, når vi lytter til Guds tale. For eksempel i den daglige andagt, i forkyndelsen, ved gudstjenesten. Vi må høre ham kalde. For Jesus kalder os til at leve for Gud, snarere end i gravens mørke. Han kalder os til at leve i lyset.
