Skjern Å er et mindre paradis for lystfiskere. Det er ikke kun lokale, som fisker der. De kommer fra Norge, Sverige, Tyskland for at fiske. I særdeleshed for at fange laks, som er en speciel fisk. Den fødes i ferskvand – i et å-løb – men lever trods det en del af livet i saltvand.
Men ikke alene skifter den vand, nej, når den skal til at gyde, så svømmer den tilbage til ferskvand, til å-løb. Ikke et tilfældigt å-løb eller det nærmeste, men derimod tilbage til præcis det sted, hvor den havde sin opvækst.
Der er altså noget i laksen, som drager den tilbage til dens fødested – tilbage til dens oprindelse. Hvad det er, ved vi ikke. Men noget i den gør, at trods tid og afstand er den i stand til at finde hjem, om man vil.
Mennesket som laks
Når Jesus taler om at drage os til sig, så er det som med laksen. Han ønsker at vække noget i os, som giver os en hjemlængsel – til det sted, som vi kommer fra.
Når laksen vandrer tilbage for at gyde, så bliver det også dens sidste rejse.
Billedet med laksen er et godt billede på os mennesker. For ligesom laksen hører til i ferskvand, men lever i saltvand – sådan er vi mennesker oprindelig skabt til at leve sammen med Gud. Oprindeligt – som i Paradis. Men vores liv lever vi borte fra vores bestemmelsessted. Fra dér hvor vi hører til.
Når laksen vandrer tilbage for at gyde, så bliver det også dens sidste rejse. For når den er færdig, dør den. Dens indre trang og dragning mod det gamle å-løb betyder, at den når hjem til sit bestemmelsessted.
Drager os hjem
Sådan ønsker Jesus også at drage os – hjem til der, hvor vi hører til. Hvordan gør han det? Jo, han siger: »Når jeg er blevet ophøjet fra jorden«. Og så gør Johannes det klart, at Jesus taler om sin død. Det havde ellers været nærliggende at forstå det om Jesu himmelfart. At Jesus, tilbagevendt til ære og herlighed, dér ville drage mennesker til sig. At når vi så hans magt og ophøjelse, så ham siddende på tronen, så blev vi bevæget og begyndte at vandre mod ham. Men Jesus’ ophøjelse er hans død. Ikke det, at han korsfæstes på Golgata som en art forhøjning. Men på korset, der hvor Jesus er allermest fornedret og ydmyget, frataget alt, hvad der giver et menneske værdighed og ære, dér er han ophøjet. Hvordan kan det være? Ja, og hvordan kan det drage mennesker?
Guds kærlighed
Jo, for ved sin død åbenbarer Jesus Guds kærlighed. For kærlighed er at give sit liv for en anden. I Jesus på korset ser vi det ultimative tegn på Guds kærlighed. Ved korset er vi ved det inderste af Guds faderhjerte. Der ofrer Jesus sig selv og giver sig hen for vores skyld. Lad os se på korset – så ser vi, hvor stor en kærlighed, faderen har. Derfor er Jesus ophøjet – fordi han allermest tydeligt åbenbarer, hvem Gud er.
Men dermed viser han os også, hvor det er, vi kommer fra. Han viser os, hvem der har født os til verden og givet os liv. Han viser os vores oprindelsessted. Nemlig det at være sammen med Gud.
Bestemmelsessted
Problemet er, at vi som laksen er sat i bevægelse, men af denne verdens fyrste, og er vandret bort fra vores bestemmelsessted. At vi på sin vis er vandret til en anden materie. Ja, som laksen hørte til i ferskvand, men bevæger sig ud i saltvand, sådan er vi mennesker blevet ført væk fra vores gudsbestemte destination.
Når laksen vender tilbage til åen for at gyde, da kan spærringer som betonstyrt eller rørudløb hindre laksens vandring op ad åen. Hvis den skal vende tilbage, er det nødvendigt, at der ikke er disse spærringer.
Når Jesus dør på korset, så er det for at vise os, at vi stadig er velkomne hjemme hos Gud. At vejen tilbage til det sted, vi kom fra, vores oprindelse, ikke er blokeret eller spærret, men at der er fri passage.
Vores dragning
Som det adopterede barn har en længsel efter at kende sine biologiske forældre, sådan er der i vores dyb en længsel efter at kende vores Skaber. Som kirkefaderen Augustin siger, så har Gud skabt os til ham – og vores hjerte er uroligt, indtil det finder hvile hos Gud.
Så lad os da drages af Jesus. Lad os komme til ham med vores længsel. Lad os ikke forvirre af denne verdens myretue, der med dens gange og stier søger at bevæge os bort fra Gud og lede os vild i verden. Men lad os med Brorson bede »Drag, Jesus, mig dog efter dig til Himlens frydebolig!« (DDS 255,4)
Evangelieteksten til Sidste søndag efter helligtrekonger er fra Joh. 12, 23-33. Læs den online hos Bibelselskabet.
