Da Mai Froberg Sørensen ville lære mere om Gud, startede hun i Første Mosebog.
»Jeg begyndte at læse i Bibelen fra side et; det gør man i en bog,« fortæller Mai, der arbejder i Psykiatrien i Region Syddanmark. Hun begyndte bibellæsningen, da hun havde taget hul på første år af medicinstudiet, hvor hun pendlede fra sit daværende hjem og til Odense.
»Jeg havde 25 minutter hver vej i toget, og gennem de ni måneder, hvor jeg pendlede, kom jeg igennem Det Gamle Testamente og et stykke ind i Det Nye Testamente.«
Mai fortæller, at hun fandt Gud i Det Gamle Testamente. Hun peger også på, at
kærlighedsbuddet ‘Du skal elske din næste som dig selv’ står såvel i Det Gamle som i Det Nye Testamente.
»Jeg så, at Gud var stor og retfærdig og almægtig, men også kærlig. Jeg havde det sådan, at det var kærlighedsbuddet, der var vidunderligt i kristendommen, men hvis det også var med i Det Gamle Testamente, hvad skulle jeg så bruge Det Nye Testamente til?«
Mor var ateist
Den kristne kultur har altid været en del af Mais liv. Hun betegner sin far som kulturkristen, mens hendes mor er ateist. Moren meldte sig ud af folkekirken, da hun var ung.
»Det var nok ikke meningen, at jeg skulle have været barnedøbt, hvis det stod til min mor, men det var en stærk tradition i min fars familie, så både min bror og jeg blev døbt, da vi var børn. Min farmor har altid gået i kirke, og min mor har sagt om min farmor: ‘Hun var et godt menneske. Hun sagde aldrig noget ondt om nogen.’ Hun er et godt eksempel på, hvordan man kan være en god kristen,« konstaterer Mai.
30-årige Mai har altid troet på, at Gud eksisterer, selvom hun har overvejet muligheden for, at han ikke gør. Den mulighed har dog aldrig tiltalt hende.
»For mig var det et meget mørkt sted at gå hen. Jeg kunne mærke, hvordan tomheden og intetheden omsluttede mig, når jeg lavede det tankeeksperiment. Hvis Gud ikke er der, så er alt lige meget – i hvert fald for mig,« understreger hun.
Der var nok en Gud
»Da jeg kom i konfirmationsalderen, var jeg ikke i tvivl om, at jeg skulle konfirmeres, for det gjorde man, når man troede på Gud,« siger Mai.
»Gud var et meget naturligt svar på, at der var et eller andet skabende i verden, men hvordan han så ud, var jeg ikke klar over, og jeg havde ikke nogen idé om, hvordan han skulle være. Det var nok en Gud, som kunne være lidt hvilken som helst, men jeg blev konfirmeret og levede ellers bare et helt almindeligt ungdomsliv som de fleste andre.«
Det ændrede sig, da hun kom på gymnasiet og havnede i klasse med den eneste muslim på hele gymnasiet.
Vi snakkede meget om tro, og lige da jeg gik ud af gymnasiet, tænkte jeg, at nu skulle det gøres konkret.«
Hun besluttede sig for at læse Bibelen. Man kunne måske forestille sig, at det var Koranen, hun ville læse efter at have snakket så meget med sin muslimske klassekammerat, men noget i hende sagde, at islam ikke var rigtigt.
»Der er aldrig noget, der har trukket mig over mod islam. Det var nok også på grund af min opvækst. Bibelen var den bog, vi troede på, og så var det et godt udgangspunkt at læse den.«
Ville konvertere
Mai fandt ikke svar på, hvad hun skulle bruge Det Nye Testamente til.
»Jeg fandt noget ægte og rigtigt i Det Gamle Testamente. Hvem havde Det Gamle Testamente? Det havde jøderne, og så var der i min verden kun én konklusion, når man havde forelsket sig i Det Gamle Testamente; jeg skulle være jøde.«
Hun skrev til rabbineren i København og spurgte, hvordan hun kunne konvertere.
»Han skrev tilbage: ‘Det er spændende, skal vi ikke lige have en snak om det?’ Så jeg tog til København og fik en snak med ham.«
Det var ikke helt enkelt at konvertere. Rabbineren var ikke sikker på, om man kunne konvertere i Danmark, og hvis man kunne, skulle hun flytte til København, og måske endda til Israel. For at konvertere skal man nemlig blive en del af det jødiske samfund.
»Man skal kunne fordybe sig i folket, så det skal man have rundt om sig, og man skal kunne gå i synagogen om lørdagen,« forklarer Mai.
»Rabbineren sluttede af med at sige: ‘Har du for øvrigt snakket med en præst om nogle af de her ting?’ Det havde jeg ikke, for præsten var jo kristen, og jeg skulle være jøde; men der var nogle punkter, jeg skulle have krydset af, inden jeg kunne snakke med rabbineren igen.«
Hun besøgte en folkekirke, men fik ikke mange svar.
»Jeg begyndte at komme lidt i kirken, for det var en del af kontrakten, jeg havde lavet med mig selv: ‘Nu snakker jeg med den her præst, og så vil jeg prøve at give kristendom en chance.’«
En langsom vandring
Hun havde dog stadig mange spørgsmål og googlede kristendomskursus for at finde ud af mere. Hun fandt et kursus ved Sankt Hans Kirke i Odense, som hun bestemte sig for at prøve af.
»Det var ret godt, og der var nogle ting, der faldt på plads for mig omkring kristendommen. Jeg tror, at jeg havde forsøgt at få Gud til at passe ind i min kasse, men det gør Gud ikke. Han er, som han er, og jeg må sige: Sådan er det. Jeg har fundet fred med det.«
Hun bad Gud om, at han måtte vise hende, om det var rigtigt eller ej.
»Jeg fik fred med, at Jesus er Gud. Bøn er noget kraftfuldt, ligesom Bibelen er kraftfuld. Det var også vigtigt for mig, at det med Jesus rent historisk kunne passe, for jeg kunne ikke bruge det til noget, hvis han var en mand, der bare sagde nogle kloge ting. Treenigheden har jeg stadig ikke fået helt styr på, men den kan godt passe, for Gud er større, vildere og mægtigere, end jeg nogensinde kan forstå.«
Mai fik en erkendelse af, at Jesus også er Gud, men hun oplevede det ikke som et lyn fra en klar himmel.
»Det var en langsom vandring til en erkendelse af, at det var rigtigt, og så var det op til mig at tage imod det eller ej. Det valgte jeg så at gøre.«
Gud har søgt os
Troen på Jesus har ikke ændret det billede af Gud, som Mai havde fra Det Gamle Testamente.
»Der er måske blevet tilføjet mere til mit billede af Gud fra det, jeg læste i Det Gamle Testamente, fordi Gud stadig er almægtig og retfærdig og vild og stor, men det vilde i kristendommen er, at Gud har søgt os. Han kommer til os gennem Jesus og siger: ‘Du er mit barn’. På den måde bliver han en meget konkret faderfigur.
Han kan også sætte sig ind i, hvordan det er at være mig, fordi han var her på jorden. Han ved godt, hvordan det er at få en splint i foden. På en måde er han blevet mere menneskelig og mere nede på jorden, samtidig med at han er vildt stor.«
