Diakoni lyder som noget for dem med et særligt kald eller en særlig uddannelse. Men det er en misforståelse, fastslår diakonikonsulent i Indre Mission Margit Ahlefeldt Simonsen.
»For nogle er det en livsstil og en hovedtjeneste, men for mange andre er det bare noget, de gør. De er diakoner uden at vide det, og hvis man spørger, om de er involveret i diakonalt arbejde, vil de svare nej. For de gør det helt uden at tænke over det.«
Margit Simonsen definerer diakoni som at møde mennesker med Guds kærlighed. Det kan være gennem et smil, en hjælpende hånd eller en dyb samtale. Allerhelst vil hun dog tale om at være med Gud på arbejde.
»I selve handlingen er der ingen forskel på diakoni og socialt arbejde. Men bag handlingen er der stor forskel. For i diakoni er vi med Gud på arbejde. Det er vi ikke nødvendigvis i socialt arbejde,« fastslår hun.
Det oplevede hun, da hun i ti år var ansat som elevcoach på en erhvervsskole.
»Jeg er opdraget til, at vores vidnesbyrd er det, vi siger. Og at Gud virker gennem de ord, der kommer ud af vores mund. Men når jeg sad med eleverne på erhvervsskolen, oplevede jeg noget andet. Jeg sagde ikke et ord om Gud eller min tro – alligevel kunne en elev pludselig se på mig og spørge: 'Er du præst?' Han kunne ikke sætte ord på, hvad der fik ham til at spørge, men for mig var det en påmindelse om, at jeg var med Gud på arbejde. Det var ikke mig, eleverne så,« fortæller hun.
Noget vi gør sammen
Når hun i dag bruger både arbejdstid og fritid på at inspirere til diakonalt arbejde, skyldes det ikke kun, at der er brug for venlige smil, hjælpende hænder og lyttende ører. Hun mener også, at diakoni kan styrke den enkeltes tro og de kristne fællesskaber.
»Jeg tror meget på ideen om diakoni som noget, vi gør sammen. Det giver os arbejdsfællesskab og noget at tale om og bede for. Mange efterlyser de vidnesbyrd, som engang prægede møderne i missionshuset. Jeg tror, de ville komme tilbage, hvis flere fællesskaber valgte at satse på et diakonalt projekt, for vidnesbyrd kommer ofte på baggrund af handling,« siger hun.
For mange vil det også føles mere trygt at gøre det sammen end hver for sig, mener hun.
»For så har man nogen at dele sin tjeneste med. Både når den lykkes, og når den ikke gør. For den lykkes ikke altid,« erkender hun.
»Ved at gøre det til et fælles projekt kan vi også rydde nogle af de bekymringer af vejen, som forhindrer mange i at komme i gang. Jeg er selv koordinator for en besøgstjeneste, hvor jeg prøver at finde det rigtige match mellem besøgsven og besøgsmodtager. Jeg sørger for at afstemme forventningerne, og går noget skævt, eller ønsker en af parterne at stoppe, er det mig, der ringer og overbringer beskeden. På den måde tager jeg mig af det, som kan være svært og sårbart. Mange er forståeligt nok bange for, at hvis de giver en lillefinger, ender det med at tage hele armen. Men det kan man organisere sig ud af med en koordinator.«
En god test
Lørdag den 14. september står Margit Ahlefeldt Simonsen og Indre Missions diakoniudvalg bag det landsdækkende arrangement Gestus, hvor IM-fællesskaber, IMU-grupper og klubber i Danmarks Folkekirkelige Søndagsskoler opfordres til at sætte diakonale projekter i værk. Enten den 14. september eller en anden dag, hvis det passer bedre.
Kun fantasien og de lokale ressourcer sætter grænser for, hvordan dagen kan forme sig. Hun har dog et bud på et tiltag, som kræver begrænset forberedelse og er let at gå til.
»Jeg foreslår, at man en uges tid i forvejen laver et opslag i en af de mange lokale facebook-grupper, hvor folk orienterer om, hvad der sker i lokalsamfundet. Her ville jeg skrive, at missionshuset er åbent i tre timer lørdag den 14. september, og hvis man har noget, der skal fikses, kan man komme forbi og få det gjort ganske gratis. Det kan være cykler eller bukser, der skal lappes, telefoner, der skal opdateres eller andet lavpraktisk. Man behøver ikke at være ekspert, men der er sikkert nogle i fællesskabet, som er gode med en symaskine eller en skruetrækker. Ellers er det selvfølgelig OK at henvise til en professionel,« understreger hun.
Alternativt kunne man tilbyde vinduesvask, bortkørsel af affald, maling af stakit eller lettere havearbejde. Opgaven skal bare kunne nås i det tidsrum, der er afsat, understreger hun.
»Sådan en dag er en god test af behov og ressourcer, for man forpligter sig kun på denne ene dag og i et begrænset tidsrum. Så kan man bagefter evaluere og tage stilling til, om man skal prøve igen en anden gang.«
Fiks cyklen – ikke ejeren
Margit Ahlefeldt Simonsen forventer, at dagen også vil føre til mange samtaler, og det gør ikke noget, hvis de umiddelbart virker overfladiske.
»De fleste af os kan meget bedre være i en samtale om en telefon eller en punkteret cykel, end hvis en vildt fremmed kommer og fortæller om alle sine problemer. Og folk føler sig lige så sete og værdsatte, når vi hjælper dem med et lavpraktisk problem, som hvis vi satte os og tog en dyb samtale om noget langt sværere,« understreger hun.
»Vi har store hjerter og vil mennesker det godt, men vi skal ikke overtage deres liv eller forsøge at definere deres bagvedliggende problemer. Mange har brændt nallerne på diakonalt arbejde, fordi de ikke nøjedes med at fikse cyklen, men også gerne ville fikse ejeren. Derfor anbefaler jeg, at man spørger, hvad man kan hjælpe med, og forsøger at løse det problem, de nævner. På den måde undgår man at træde over andres intimsfære og begive sig ud i noget, man slet ikke har forstand på,« siger hun.
»Jeg har besøgt mennesker, som efter mine standarder var ved at gå til i rod og skidt. Og jeg har tænkt, at hvis jeg bare fik to dage og et par handsker, så skulle jeg nok få styr på den rodebutik. Heldigvis sagde jeg det ikke højt, for den grundige oprydning var jo mit behov og ikke deres. Og jeg ville have signaleret, at deres hjem skulle være rent og ryddeligt, hvis jeg skulle være i det. Det har ikke noget med diakoni at gøre, og det var heller ikke sådan, Jesus mødte mennesker,« siger hun og nævner hans møde med Zakæus.
»Jesus forsøgte ikke at fikse ham. Han viste derimod, at han ville være sammen med Zakæus midt i det skidt og rod, som tolderen havde skabt med sin måde at leve på. Jesus mødte ham med venlighed, hjælpsomhed og ligeværdighed. Og det gav Zakæus modet til selv at ændre noget i sit liv. Sådan skal vi også møde mennesker.«
Bed og arbejd
Målet med Gestus eller andre diakonale tiltag er ikke at skabe en anledning til at fortælle om Jesus.
»Diakoni er ikke lokkemad, vi lægger ud, så vi lettere kan fange dem, der bider på. Som udgangspunkt taler vi slet ikke om Gud, medmindre vi bliver spurgt. Men vi bliver spurgt, så der er bestemt evangelisation i diakoni. Men det er ikke en strategisk handling med henblik på at få lov til at fortælle om Jesus,« understreger hun.
»Da jeg var barn, var der et motto, der hed 'bed og arbejd'. Bøn og arbejde hænger sammen også i Indre Mission, hvor vi i 2024 både har Bønnens År og Gestus. Vi beder, og vi tror på, at det virker, og så rækker vi ud og handler. Det er vores opgave. Vi skal ikke omvende nogen – det er Guds opgave. Vi skal ikke redde verden – det er Guds opgave. Jeg skal møde det menneske, Gud viser mig, med hans kærlighed. Så er resten op til ham.«
