Mine smerter var væk

Der blev bedt for Brians rygsmerter på Hjallerup Bibelcamping. Nogle uger senere var han helbredt.

Brian Hestbech Tidemand tror på, at Gud hører bønner og griber ind i hans liv, når tiden er rigtig.

Det er helt naturligt for Brian Hestbech Tidemand at bruge forbøn i forskellige situationer.

»Jeg er en person, der tænker meget og bekymrer mig om mange ting. Derfor er det nærmest en selvfølge for mig at opsøge nogen, som kan bede for mig. Det kan ske, når jeg er sammen med venner, i kirken, eller når jeg er på bibelcamping,« forklarer Brian, der er 41 år og bor i Engesvang i Midtjylland med ægtefællen Sara og datteren Maria.

»Den personlige bøn betyder selvfølgelig meget for mig, men det gør også en stor forskel i mit liv at kunne opsøge et andet menneske, der beder for mig. Hvis jeg har kæmpet med noget i længere tid og ikke rigtig føler, at Gud har svaret på mine bønner, så er det en uvurderlig gave at kunne overlade det til en anden, der bærer det sammen med mig.«

Sådan var det også sidste sommer, hvor han kom til skade og fik problemer med ryggen. På trods af det tog familien til Hjallerup Bibelcamping.

»Smerterne blev så slemme, at jeg måtte lægge mig ned i mine forældres campingvogn. Vi tilkaldte vagtlægen, og jeg fik noget medicin, men det hjalp ikke meget. Jeg ringede til én af personerne i forbønsteamet og bad ham komme og bede for mig. Det gjorde ikke nogen umiddelbar forskel, men alligevel følte jeg en indre ro og havde en stærk fornemmelse af, at Gud ville helbrede mig på et tidspunkt,« fortæller Brian.

Han brugte tiden i campingvognen konstruktivt, så han bad for alle de mennesker, han kom i tanke om, samtidig med at han lyttede til lovsangen fra det store mødetelt.

To kvinders besked

Da Brian kom hjem, tilbragte han tre uger i sengen på grund af smerter i ryggen, og venner fra familiens kirke var søde og kom med aftensmad. Han opsøgte en kiropraktor, som konstaterede, at iskiasnerven i ryggen var kommet i klemme, og at der var stor risiko for, at han kunne få en diskusprolaps. Brian fik flere behandlinger, som lindrede, men smerterne forsvandt ikke.

I samme periode stod han overfor at skulle begynde et nyt job hos Telekæden i Brande. På grund af rygsmerterne måtte han dog informere arbejdsgiveren om, at han desværre ikke kunne starte som planlagt. Heldigvis viste lederen forståelse og udsatte hans startdato med to uger.

Brian var stadig ikke på toppen, da han mødte på jobbet i Brande. Men med hjælp fra stærk medicin kunne han dog holde sig i gang og bevæge sig nogenlunde. Efter en måned kom to kvinder ind i butikken, og han hjalp dem med det, de ledte efter.

»På vej ud af butikken spurgte de, om der var nogen, der havde rygsmerter eller smerter i benene. Jeg tænkte over, hvad jeg skulle svare, og til sidst fortalte jeg dem, at jeg faktisk havde smerter. De forklarede, at de var sendt af Gud for at sige, at jeg var ved at blive helbredt. Jeg blev noget overrasket, og jeg spurgte dem, hvem de var, og de fortalte, at de kom fra en frikirke i byen,« siger Brian.

Forbøn er en gave

Han fortalte dem, at han også var kristen, og at det var lidt pudsigt, at de kom lige den dag, hvor han om aftenen for første gang som fritidsforkynder i IM skulle tale et sted om helbredelse.

 

Forbønnen gjorde ikke nogen umiddelbar forskel, men alligevel følte jeg en indre ro og havde en stærk fornemmelse af, at Gud ville helbrede mig på et tidspunkt

 

 

 

»Jeg troede på det, kvinderne sagde, for det ville være fantastisk, hvis det var sandt. Men jeg indrømmer, at jeg også var lidt skeptisk,« forklarer Brian.

Han tog afsked med de to kvinder, som lovede at bede for ham. Han havde en rigtig god oplevelse, da han om aftenen var ude at forkynde. Næste dag havde han fri fra arbejde, og han bestemte sig for at undersøge, om han var blevet helbredt, så han stoppede med at tage medicinen.

»Mine smerter var væk, og sådan har det været lige siden. Det er ret fantastisk,« siger Brian.

Senere var han til en opfølgende konsultation hos kiropraktoren, som syntes, at det var utroligt, for alt var i orden med ryggen.

»Jeg fortalte ham, at Gud havde helbredt mig,« fortæller Brian.

Gud griber ind, når han vil

Brian har en grundlæggende tillid til Gud.

Brian er glad for teksten på omslaget af hans bibel. Ordene er fra Jer 29,11.

»Jeg stoler på, at Gud hører mine bønner, og at han griber ind i mit liv, når tiden er rigtig for ham og mig,« forklarer han.

»Jeg tror på, at Gud kan helbrede og gribe ind på måder, som vi ikke helt kan forstå. Gud er den største og stærkeste, og han har styr på det.«

Han har flere gange oplevet, at Gud har svaret konkret på hans egen bøn, og når han har været til forbøn.

»Jeg tror ikke, jeg er meget anderledes end mange andre mennesker, hvor kristenlivet går op og ned. Der er dage, hvor man føler sig på toppen og tænker, at Gud er stor, og så er der dage, hvor man er nede i kulkælderen og oplever, at Gud er fjern. De gange, hvor jeg ser, at Gud svarer på bøn, og tingene pludselig falder på plads, er et stærkt vidnesbyrd for mig om, at Gud er med mig. Det giver mig styrke til særligt de tunge og triste dage,« siger Brian.

Han har også erfaret, at han ikke altid får det, han beder om i sin personlige bøn, eller når han går til forbøn.

»Faktisk sker det sjældent, men det betyder ikke, at Gud ikke vil mig noget godt. Jeg tror, at vi ofte kun ser glimt af, hvad Gud gør. Vi får ikke alt, hvad vi beder om, som om det var en automat, hvor man trækker en gevinst ud.«

Forbønnen er en gave

Brian er en del af et forbønsteam i kirken, hvor han og familien kommer. Han opmuntrer andre til at gøre brug af muligheden for forbøn.

»Det er virkelig værdifuldt, at mennesker står til rådighed for at bede for andre. Det skaber et rum, hvor vi har mulighed for at komme frem, og hvor en anden person kan løfte vores bønner op til Gud,« understreger Brian.

»Forbøn er en gave fra Gud. Han giver os muligheden for at søge forbøn, og selvom man ikke får lige præcis det, man har bedt om, så oplever man ofte Guds nærvær meget stærkt under forbønnen.«

Hold dig opdateret med vores aktiviteter og nyheder fra Indre Mission

Vi sender vores nyhedsmailen hver anden torsdag med nyheder fra landsarbejdet og inspiration fra de lokale fællesskaber. Du får også en oversigt over kommende begivenheder og smagsprøver på magasinet impuls.
.
Seneste artikler
Sporten samler unge om bibel og lovsang
Volleyball-eventet Heartbeat tiltrækker flere og flere unge, som gerne vil bruge en weekend på sport, lovsang og fællesskab. …
En festdag fyldt af taknemmelighed
Deltagerantallet sprængte alle rammer og forventninger, da bibelskolen i Børkop fejrede 50-års-jubilæum.
Andenstyrmanden går på dæk
Efter 34 år i forskellige lederstillinger i IM går vicegeneralsekretær Peter Nord Hansen på pension.

Annoncer