Selvom Magnus Bruun Hedegaard på 22 år ikke synes, at faste er det, han har gjort allermest i, har han alligevel prøvet kræfter med flere forskellige typer af faste. Han har både prøvet at faste fra mad i et døgns tid, fra kaffe i et par år og fra sin mobiltelefon i et par uger ad gangen. Grundene til fasten har også været forskellige. Nogle gange har det været for at blive mindet om Gud i hverdagen, andre gange har det måske bare været for at se, om han kunne, og andre gange igen har det været for at give plads til noget vigtigere at bruge sin tid på.
»Hvis jeg faster med et åndeligt perspektiv, kan det for eksempel være, at jeg gerne vil fokusere mere på at læse i min bibel eller på at bede. For jeg kan mærke, at fasten hjælper mig til det. Jeg er ret glemsom, men hvis jeg faster fra mad, så bliver jeg mindet om, hver gang jeg er sulten, at jeg i stedet for at spise skal rette tankerne mod Gud,« forklarer Magnus.
Hvis man øver sig i at gøre ting, man egentlig ikke har lyst til, så styrker det ens evne til at stå imod, når der kommer hårde tider. Man vænner sig til ikke at søge sin egen behagelighed
»At faste har også tilladt mig at fordybe mig. En retræteweekend er på en måde faste fra at tale og fra fællesskab. Og så har man jo pludselig en masse tid til at fordybe sig i andre ting,« siger Magnus, der erkender, at det måske ikke er alle, der skal madfaste i længere tid.
»Men jeg tror, det kan være sundt for alle mennesker en gang imellem lige at få et øget fokus på et eller andet, hvilket fasten netop kan. Vi gør det i forvejen mange andre steder. Nogle øger deres fokus på deres job eller på en sportsgren, de godt kan lide. Og jeg tror, vi kan bruge det i vores åndelige liv også. Som en åndelig disciplin ligesom bøn og bibellæsning.«
Faste fra vores egen behagelighed
Danskere er generelt vant til at kunne få alt, hvad de har lyst til. Det er også noget, der påvirker kristne i dag, og ifølge Magnus er det en udfordring, da man nemt glemmer, at det lette liv ikke er en selvfølge.
»Jeg tror, at vores store problem her i Danmark er, at vi har alt, så vi kan godt klare os selv, og vi oplever ikke rigtigt, at vi har brug for Gud i vores hverdag. Fasten kan være med til at åbne vores øjne for alle de ting, som Gud velsigner os med.«
Han understreger, at det kan være meget sundt for os privilegerede, danske kristne at faste, fordi det kan minde os om, at det er Gud, der har magten til at tage og give.
»Igennem fasten lærer du at sætte pris på nogle ting, fordi du netop har skullet undvære dem en tid, så jeg tror, faste kan skabe taknemmelighed,« siger Magnus og fortsætter:
»Hvis man øver sig i at gøre ting, man egentlig ikke har lyst til, så styrker det ens evne til at stå imod, når der kommer hårde tider. Man vænner sig til ikke at søge sin egen behagelighed. Der er en dejlig tekst fra Esajas 58, hvor Gud vender det med faste 180 grader. Vi får nemlig ofte faste til at handle om en masse, vi skal gøre. Men det handler også om at tage blikket lidt væk fra dig selv og i stedet kigge ud på mennesker omkring dig. Jeg synes, det er meget smukt, at faste ikke bare er, at jeg skal afstå fra noget, men at jeg skal søge andres ære og derigennem også Guds ære,« siger Magnus.
Fare for selvophøjelse
Magnus kender godt til det, at faste kan ende med at få et for stort fokus på én selv. Han kommer selv med det eksempel, at hvis han faster fra de sociale medier, og der så er nogen, der spørger ham, hvorfor han ikke tjekker sin mobil, så kan han godt blive fristet til indirekte at prale lidt af, at han faster.
»Det fodrer da mit ego. Og jeg tror også, at selv hvis der ikke er andre, der ved, at jeg faster, så er der alligevel noget selvophøjende i mig, der får mig til at føle mig som en bedre kristen, fordi jeg nu afstår fra noget, som jeg egentlig har super meget lyst til. Så føler jeg mig lige lidt ekstra from. Så bliver det til selvophøjelse i stedet for Gudsophøjelse. Det tror jeg, man nemt falder i. Målet med fasten var at øge fokus på Gud, men i stedet endte man med at øge fokus på sig selv,« erkender Magnus.
Selvom det er nemt at falde i grøften med selvophøjelse, mener Magnus dog ikke, at det skal skræmme nogen fra at faste. Man skal bare være meget bevidst om, at man ikke faster for at gøre sig fortjent til noget over for Gud.
»Der er en hårfin grænse. For selvom den smerte, du oplever ved at faste, minder dig om Gud, bliver du på samme tid også mindet om, at du selv afstår fra noget. Så det gælder om at have helt på plads, at din frelse overhovedet ikke er påvirket af, om du faster eller ej, og hvordan du gør det. Det kan hjælpe dig til at fordybe dig i, hvem Gud er, og det kan være meget opbyggeligt for dig at faste. Men det ændrer ikke på din frelse.«
Tror I, det er den faste, jeg ønsker, at mennesket spæger sit legeme, hænger med hovedet som et siv og ligger i sæk og aske? Er det det, I kalder faste, en dag til Herrens behag? Nej, den faste, jeg ønsker, er at løse ondskabens lænker og sprænge ågets bånd, at sætte de undertrykte i frihed, og bryde hvert åg; ja, at du deler dit brød med den sultne, giver husly til hjemløse stakler, at du har klæder til den nøgne og ikke vender ryggen til dine egne.
Es 58,5-7
