I ti år har der stået IMU i Daniel Præstholms jobtitel – først som ungdomskonsulent fra 2013 til 2017, dernæst som undervisningskonsulent fra 2017 til 2021 og til slut fra 2021 til nu som landsleder. Men som Daniel selv formulerer det, er det en æra, som nu slutter, når han den 31. august har sidste arbejdsdag som landsleder. Hvad planerne derefter er, er ikke helt på plads endnu.
»Der er mange, der har spurgt mig, hvorfor jeg stopper som landsleder i IMU, og det er der forskellige grunde til. Blandt andet har mit arbejde krævet en del kørsel,« fortæller Daniel og understreger, at han har været rigtig glad for sit arbejde og kollegerne, og at han stopper fyldt af taknemmelighed over alle de fantastiske oplevelser og relationer, han har fået i sin tid i IMU.
»Men jeg er også meget afklaret med, at jeg holder nu. Jeg er blevet spurgt, om jeg ikke lige kunne tage et år mere, og det kunne jeg jo godt, men når man stopper i en lederstilling, har det ofte lidt at gøre med timing, både i forhold til det private og i organisationen. Og jeg synes, der er flere ting, som har lagt sig til rette, så det kunne passe fint med, at det er nu, jeg stopper. Og så er ti år sådan et dejligt rundt tal,« siger han med et smil.
Man er meget eksponeret
En anden årsag til, at Daniel har lyst til at prøve noget andet, er, at man som ansat i IMU er meget eksponeret.
»Som landsleder er man meget synlig, og det er egentlig på en positiv måde. Det er en del af det at være et kendt ansigt i de her kredse. Men det betyder for eksempel, at det er sjældent, jeg går ind i et rum med højrefløjskristne, hvor der ikke er nogen, der siger: ‘Nå, goddag Daniel Præstholm’. Og så er der jo altid nogle, der har en holdning til det, man siger eller gør. Det tror jeg ikke, at jeg kommer til at savne.«
Når man som frivillig bliver involveret og får tingene ind under huden, kommer man også til at brænde meget mere for det
Daniel fortæller om dengang, han lige var blevet ansat som ungdomskonsulent, hvor han på en familieudflugt mødte en fremmed, som uden videre introduktion bare kom hen og sagde: »Nå, men tillykke«. Det var noget, der kom meget bag på Daniel, og han skulle lige vænne sig til, at han nu var sådan en, folk vidste, hvem var.
»Jeg befinder mig egentlig fint nok i det nu, men nogle gange har jeg nok haft en dragen mod at være lidt mere anonym – velvidende at det bliver jeg jo ikke helt, bare fordi jeg stopper som landsleder. Men jeg kan godt gå lidt mere i baggrunden.«
Daniel tænker også, at det er fint, at hans børn, hvor de ældste er ved at være i efterskolealderen, kan få lov at have for eksempel Event for sig selv, uden at deres far render rundt oppe på scenen hele tiden.
Større involvering af de frivillige
Når Daniel skal se tilbage på de ti år, han har været involveret i IMU, kan han se, at der er sket en udvikling i den måde, de frivillige er blevet inddraget i arbejdet.
»Det er jo en udvikling, som er startet før min tid, men jeg er meget glad for, at det er en retning, vi er fortsat i. Ser man på IMU’s historie, er man, så vidt jeg ved, gået fra, at det, der blev arrangeret på landsplan, var på lønnede hænder, og til, at man begynder at inddrage flere frivillige i landsarbejdet. Og det er jeg meget stor tilhænger af, at man gør,« understreger Daniel.
»Når man som frivillig bliver involveret og får tingene ind under huden, kommer man også til at brænde meget mere for det. Det er både en oplevelse, jeg selv havde som frivillig, før jeg blev ansat, og noget, jeg har kunnet se i mange af de frivillige, jeg har arbejdet sammen med som ansat. Det bliver jo deres på en anden måde, end hvis jeg bare arrangerede noget for dem, som de deltog i. De lønnede medarbejdere har i stedet til opgave at understøtte de gode initiativer og give en retning.«
Bro mellem generationer
Man taler ofte om, at der skal bygges bro mellem de unge og de ældre i Indre Mission. Ifølge Daniel er det et emne, der har fyldt til alle tider. Han lavede på et tidspunkt sin egen lille undersøgelse af, hvad tidligere landsledere i IMU igennem tiden har skrevet om i ledere i impuls. Han fandt ud af, at de tre forrige landsledere alle havde skrevet om at bygge bro mellem generationerne og havde appelleret til de ældre generationer om at tage imod de yngre generationer ca. tre gange i den tid, de har siddet som landsledere.
»Det viser, at det er en udfordring, der altid har været der. Men jeg tror alligevel, det er blevet en større udfordring i dag, for generationerne bliver kortere og kortere. Vi taler tit om, at der er de voksne og de unge, men det er jo et alt for forenklet billede. Vi har syv generationer i live i øjeblikket, og de fire af dem er på arbejdsmarkedet. Der er for eksempel flere generationer mellem mig på 38 år og min søn på 15 år. Det gør, at jeg er nødt til at øve mig i at forstå, hvad mine børn siger. Og jeg håber, at de også øver sig i at forstå, hvad jeg siger,« fortæller Daniel.
Nogle gange har jeg nok haft en dragen mod at være lidt mere anonym
»Vi må aldrig blive for gamle til at være nysgerrige på, hvad der rører sig blandt de unge. Men omvendt vil jeg også opfordre de unge til at være nysgerrige på de ældre generationer. Vi skal øve os i at være nysgerrige på hinanden som mennesker og måske ikke være så optaget af de her alderssegmenter.«
Han fortæller, at arrangementet ECHO har været et forsøg på at blande generationerne lidt, for at man på den måde kan få en lidt større forståelse for hinanden.
En yngre model
Daniel er meget glad for, at Filip Bangura Fyhn skal være ny landsleder for IMU.
»Jeg kender Filip lidt fra hans tid i Grindsted. Jeg er virkelig glad for, at han sagde ja til udfordringen, og jeg er meget spændt på at se, hvad han kommer med,« siger Daniel.
Han er også glad for, at der kun kommer til at være én måned uden landsleder, da Filip allerede starter til oktober. Det var netop for at undgå, at IMU i lang tid skulle være uden leder, at Daniel sagde op i så god tid. For som han siger, har en organisation ikke godt af at køre uden leder for længe.
»Jeg er glad for, at man har valgt en, der har en anden alder og er et andet sted i livet end mig. For jeg har kunnet gøre nogle ting, fordi jeg netop er den, jeg er, og har haft den erfaring, jeg har, men nu tror jeg, det er godt, at der kommer en, der er ti år yngre end mig. Han repræsenterer en yngre generation, og jeg tror faktisk, at flere IMU’ere kan spejle sig i ham.«
»Og man kunne jo have valgt en teolog som mig, men Filip er filosof, og det tror jeg bestemt også, kan give noget godt.«
Vi skal øve os i at være nysgerrige på hinanden som mennesker og måske ikke være så optaget af de her alderssegmenter
Daniel ser også sin egen rolle som landsleder som anderledes, end den Filip skal til at udfylde.
»Jeg har set min egen rolle, i den tid jeg har været leder, som den at kunne rydde op i nogle ting. Mine forgængere har udviklet og tænkt nye tanker og retninger. Det har de været gode til, fordi de er kommet udefra og ind i organisationen. Men det har så også betydet, at der havde hobet sig en forholdsvis stor mængde af ting op, som på en eller anden måde skulle sættes i orden. Jeg håber, at jeg giver en organisation videre, som er forholdsvis smurt. Det gør nemlig, at Filip i stedet kan koncentrere sig om, hvor IMU nu skal hen, og komme på nye tiltag.«
En æra er slut
Da det blev offentliggjort, at Daniel stopper i IMU, var der mange unge, der reagerede på det.
»Fordi jeg har været i IMU i ti år, har det for nogle unge været lidt et symbol på, at en æra er slut, at jeg nu stopper. Det bliver tydeligt for dem, at de også er blevet ældre,« siger Daniel og uddyber, at det hos nogle har sat tankerne i gang, om det også er på tide for dem at rykke videre fra IMU.
»Jeg har lige skullet vænne mig til, at jeg på den måde er blevet et symbol på en tid for nogle. Det er helt vildt, men det betyder jo, at jeg på en eller anden måde har stået for noget.«
Kommer til at savne relationerne
Daniel har det ambivalent med, at han stopper, for på den ene side er han meget afklaret med beslutningen, og på den anden side er det meget trist at sige farvel til et arbejde, som han har været meget glad for.
»Der er mange ting, jeg kommer til at savne, men mest af alt, er det nok relationerne. Det at jeg har fået lov til at følge nogle igennem mange år. Og ofte i nogle af de vigtigste år af deres liv. Det er fantastisk at få lov til. Det er måske ikke nogle, jeg har gået op og ned ad hver dag, men jeg er stødt på dem måske som frivillige, på kurser og senere måske som volontører eller ansatte. Det er en kæmpe gave at få lov til at se, hvordan Gud bruger mennesker på mangfoldige måder til at nå andre mennesker med evangeliet.«
Daniel ser nysgerrigt på fremtiden, og han oplever et kald til nu at kunne være lidt mere lokalt i Grindsted.
»Jeg håber at kunne bruge lidt mere energi i Grindsted, hvor vi er sat, men jeg håber også, at jeg stadig har noget at give i IMU. Jeg kunne for eksempel godt forestille mig at være frivillig på Å-festival eller lignende i fremtiden.«
