Som 15-årig kunne Miriam en masse bibelvers udenad og brugte meget tid på at læse og dykke ned i Bibelen. Mens hun gik på Sædding Efterskole, medvirkede hun i en tv-udsendelse med fokus på unge og religion, hvor hun citerede fra Salme 84; En dag i dine forgårde er bedre end tusind, jeg selv har valgt. At ligge ved tærsklen til min Guds hus er bedre end at bo i ugudeliges telte.
»I min familie var bøn og andagt det mest naturlige i hele verden. Jeg kendte bibelhistorierne, fra jeg var helt lille, og jeg havde en helt almindelig tryg opvækst præget af kærlighed, ærlighed og faste rammer,« fortæller Miriam, som efter efterskolen kom hjem og startede på HF i Hillerød.
»Der var andre kristne på gymnasiet – men ikke nogen, jeg kunne følges med. De kendte alle sammen hinanden på forhånd, og ingen inviterede mig med til KFS,« mindes Miriam.
»Jeg var med fem-seks gange, og så gad jeg ikke det mere. Derimod var der nogle piger i min klasse, som var så søde og imødekommende og spurgte, om jeg ikke skulle med ned og ryge i gården. Og det gjorde jeg så.«
Lokkede med Jesus
Miriam følte ikke, hun passede ind blandt andre kristne. Hun havde det bedre sammen med pigerne fra klassen.
»De lærte mig at bruge makeup. Det var ikke noget, jeg havde prøvet før. Jeg begyndte også at ryge ligesom dem og tage med til fester og fredagsbar på skolen. Og så lærte de mig at danse – det lærer man jo ikke som kristen. Vi kunne stå midt på dansegulvet og grine fjollet af, hvor skøre vi så ud. Det var megabefriende. Man skulle ikke holde på alle formerne, som jeg var vant til, at man skulle som kristen.«
Lige dér kan jeg huske, at jeg takkede Gud - for første gang i meget lang tid
Efterhånden begyndte Miriam at gå i byen både torsdag, fredag og lørdag aften og havde ofte tømmermænd dagen efter. Hendes forældre blev bekymrede og spurgte flere gange, om ikke hun skulle på bibelskole, når hun var færdig med HF.
»De prøvede at lokke med Gud og Jesus, men jeg gad det ikke det mere, for det sagde mig ikke noget,« siger Miriam og sammenligner det med, når folk taler meget om sundhed og sund kost, hvor man ofte kan tænke, at »det er fint, at du kun spiser sund mad, men jeg har brug for fredagsslik.«
»På samme måde havde jeg det med Gud. Det var ikke, fordi jeg som sådan afviste ham – jeg tror egentlig mere, det var ligegyldighed eller lunkenhed.«
Da Miriam fik en kæreste, der ikke var kristen, og hendes forældre begyndte at sætte spørgsmålstegn ved, om han nu var den rigtige for hende, fik hun nok.
»Jeg valgte at cutte al kontakt med dem og flyttede ud til min kæreste i hans etværelses lejlighed.«
De var der bare
Hendes forældre hørte intet fra hende før en dag tre måneder senere, hvor hun fik en diskusprolaps og skulle akut på hospitalet.
»Jeg havde ikke nogen til at køre mig derhen. Min kæreste var på arbejde, så jeg ringede hjem til min mor. Jeg havde egentlig ikke lyst, men jeg vidste også, at hun altid ville være der for mig,« husker Miriam.
»Det var første gang, Gud satte mig i en situation, hvor jeg ikke havde andre muligheder end at ringe til mine forældre efter hjælp. Når jeg ser tilbage, kan jeg se, at de stoppede med at tale så meget om kristendommen, som de havde gjort før. De var der bare for mig.«
Hun og kæresten købte hus sammen og levede et liv med masser af alkohol og fester. Flere af de venner, der kom hjemme hos dem, var involveret i stoffer og kriminalitet.
En dag opdagede hun, at kæresten havde været hende utro gennem længere tid. Hun ringede fortvivlet hjem til sine forældre og spurgte: »Hvad gør jeg nu?«
Igen stod mor og far med åbne arme. På mindre end en time sørgede de for at få hentet Miriams ting, og hendes onkel sørgede for, at hun kunne komme gældfri ud af det hus, som hun og kæresten havde købt sammen.
Ham mor havde bedt om
Det var svært for Miriam, der var fyldt 20 år, at blive indlogeret hjemme hos forældrene igen.
»Men det har helt sikkert også været svært for dem,« medgiver hun.
»De må have været gode til at bide sig selv i tungen for ikke at sige: ’Hvad sagde vi?’. De holdt stadig andagt og sang til bords, som de plejede, men de prøvede ikke længere at overtale mig til at komme i kristne sammenhænge. Igennem det hele var de der med hjælp og omsorg, og jeg ved, at de har bedt mange bønner for mig, når de var alene.«
Efter endnu et forlist forhold med en kæreste, der endte med at være fysisk truende over for hende, havde Miriam efterhånden mistet troen på, at hun ville få et godt liv.
Morten havde også en bibel
En aften i byen mødte hun imidlertid Morten. Han var meget interesseret i hende, men hun prøvede at feje ham væk ved at sige: »Jeg er ikke noget for dig, for jeg har en meget kristen familie.« Det fik ham ikke til at opgive, for han svarede: »Jamen, jeg har også en bibel.«
Morten var ikke opvokset i et kristent hjem, men havde sin konfirmationsbibel liggende ved sin seng. De snakkede sammen hele natten, og tre dage senere hentede han hende hjemme hos hendes forældre, så de kunne gå ned og spise en is sammen på havnen.
De prøvede at lokke med Gud og Jesus, men jeg gad det ikke mere
»Han stak lige hovedet ind og sagde hej til mor og far – og jeg er ret sikker på, at man tydeligt kunne se hans store tatoveringer på armene. Alligevel har mor fortalt mig, at hun efterfølgende sagde til far: ’Dér var ham, som jeg har bedt for hele tiden.’«
»Man skulle jo tro, hun havde bedt for, at jeg måtte få en kristen kæreste. Men der var bare noget over Morten, som hun mærkede med det samme.«
Vild og voldsom start på livet
Miriam og Morten blev kærester og flyttede senere sammen. Kort tid efter blev Miriam gravid.
Graviditeten gik godt indtil uge 27, hvor hun blev indlagt med plukkeveer. Lille Thilde blev født to uger senere – alt for tidligt og med komplikationer.
»Det var en voldsom og barsk start. Vi var så nye i bare at være kærester, og pludselig var vi mor og far til en, der var så lillebitte og flere gange var ved at dø. Det var vildt.«
Thilde kom sig heldigvis, men hendes helbred var meget skrøbeligt i starten, og den lille familie måtte leve en meget isoleret tilværelse. Et halvt år efter fødslen stod Miriam hjemme i sin lejlighed en af årets første forårsdage og kiggede længselsfuldt ud ad vinduet, mens hun tænkte, at der snart kom solskin, så de kunne komme ud.
»Lige dér kan jeg huske, at jeg takkede Gud – for første gang i meget lang tid. Bagefter undrede jeg mig over, hvorfor jeg overhovedet gjorde det. Men så gik det op for mig, hvor mange gange jeg egentlig havde talt med ham på hospitalet, når jeg sad og var ked af det. Gud havde holdt fast i mig, selvom jeg vendte ham ryggen. Han var der hele tiden.«
Fandt Mortens bibel
Miriam følte pludselig en stærk trang til at finde en salmebog eller en bibel. Så kom hun i tanker om, at Morten jo havde en bibel liggende ved sin seng. Hun tog den op og begyndte at læse i den.
»Det var så fremmed for mig – som at åbne en bog på et andet sprog. Jeg kan huske, at jeg fandt indholdsfortegnelsen og læste, men det sagde mig ikke noget. Det, jeg engang havde fået indlært, var nu helt forsvundet.«
På forunderlig vis slog hun op på verset fra Salme 84.
»Da jeg citerede det på efterskolen, syntes jeg bare, det lød godt, men jeg vidste ikke helt, hvad det betød. Nu, da jeg læste det igen, tænkte jeg: Jeg har valgt 1000 andre ting, men jeg har det faktisk bedre nu, hvor jeg sidder alene med en bibel.«
Svært at troppe op igen
Miriam delte sin oplevelse med Morten, og de besluttede begge, at de gerne ville tro på Gud. En måned senere blev de gift på rådhuset. Samme dag ringede Miriam til sine forældre og fortalte dem, at de gerne ville giftes i kirken senere på året for at få Guds velsignelse over deres ægteskab.
Parret flyttede til et hus i Gilleleje, hvor Miriam fra baghaven kunne se lige over på byens missionshus. Da Morten foreslog: »Skal vi ikke begynde at komme dér, hvor dine forældre kommer?«, syntes hun først, det var en dårlig idé.
En dag i dine forgårde er bedre end tusind, jeg selv har valgt
»Jeg syntes, det var svært, for alle vidste jo godt, at jeg ikke kom nogen steder og i lang tid ikke havde levet som en kristen.«
Kort efter blev der dannet et nyt gudstjenestefællesskab, som mødtes i private hjem, og her kom Miriam og Morten med. Det første møde, de var med til, var derfor hjemme hos hendes forældre.
»Det var trygt og godt – og lidt lettere end at troppe op i de gamle rammer i missionshuset. «
I dag kommer parret frimodigt med deres to piger i missionshuset. Som mor håber hun, at hendes egne børn vælger den kristne tro til, men hun presser ikke på.
»Da jeg var barn, var det helt normalt, at man skulle på en kristen efterskole i Jylland. Vi blev aldrig spurgt, men vi har heller aldrig sagt nej. Det var bare noget, man gjorde. Jeg bliver glad, når mine børn selv tager et bevidst valg.«
Ingen fordømmelse
Miriam blev taget godt imod, da hun vendte tilbage til kirken – men hun har mødt fordomme. Derfor vælger hun at skjule sine tatoveringer og tage en langærmet trøje på, når hun er mødeleder.
»Jeg vil gerne respektere, at der kan sidde nogen til mødet, som har en anden holdning end mig. Men jeg ville bare sådan ønske, at det også gik den anden vej, så man ikke dømmer hinanden ved første øjekast,« siger hun og fortsætter:
»I mit liv har jeg mødt flere fordømmende blikke fra kristne end fra ikke-kristne. Jeg ville ønske, at kristne var bedre til at favne dem, der prøver at vende tilbage til fællesskabet eller har brug for en invitation – det kan være en, der sidder med en øl i hånden, men gerne vil med til gudstjeneste. Det er da lige præcis sådan et menneske, der har brug for at komme med!«
Artiklen er tidligere bragt i magasinet Tro & Mission
