Selv om 28-årige Bo Berentsen i mange henseender har lagt fortiden bag sig, kan sladder, bagtalelse og falske beskyldninger stadig sende ham retur til skolegården, hvor han gennem det meste af sin barndom blev udsat for massiv mobning.
Det oplevede den nyslåede cand.theol. for nylig, da han havde søgt et præsteembede og efter den obligatoriske prøveprædiken skulle til samtale hos hele menighedsrådet. Her blev der ikke lagt fingre imellem, og nogle af de spørgsmål og kommentarer, han blev konfronteret med, gik klart over stregen.
Nederst i hierarkiet
Mobberiet begyndte allerede i de små klasser, hvor slåskampe var en del af dagligdagen. Den fysiske mobning aftog en smule efter et skoleskifte i 5. klasse, men på den nye skole ventede i stedet bagtalelse og psykisk mobning.
»Jeg kom ind i en klasse, hvor der særligt i drengegruppen var et tydeligt hierarki og en udtalt æreskultur. Det var et hårdt miljø, fordi der hele tiden var nogle, der havde brug for at trække andre ned for selv at komme frem i hierarkiet. Der blev sagt rigtig meget grimt, både direkte og bag ryggen, og det vigtigste var ikke, om det, der blev sagt, var sandt, men om det kunne klistre fast på den, det gik ud over,« husker Bo, som er vokset op i Farum nord for København.
Som ny dreng i klassen og lidt stille af natur var Bo nederst i hierarkiet og det oplagte mobbeoffer.
Beskyldningerne trængte ind
»Det meste af tiden tog jeg bare imod. Jeg vidste ikke, hvad jeg ellers skulle gøre. Enkelte gange forsøgte jeg at sige fra, men så endte det i slåskamp,« fortæller han.
Her kom Bo altid i undertal, for ingen turde stille sig på hans side af frygt for, hvad det ville få af konsekvenser for dem selv.
Bo har siden gjort sig mange tanker om, hvordan hans skoletid kunne have forløbet anderledes. Var han selv skyld i mobberiet, og kunne han have sagt tydeligere fra overfor sine plageånder? Han har også overvejet, hvad der drev dem til at være så onde mod ham.
Hvis man ikke har noget godt at sige om en person, skal man hellere lade være
»Først og fremmest var vi jo en flok teenagere, der var enormt usikre på os selv. Når man bagtaler og mobber, er det som regel et udtryk for, at man er usikker på sig selv og føler, at man må kæmpe for sin plads i fællesskabet. Det gør man så ved at sparke nedad, så der ikke kommer nogen bagfra og overhaler en. Jeg tror, der er et hierarki i alle skoleklasser. I min klasse var der bare rigtig mange, som købte ind på æreskulturen, og der var ingen voksne, der stoppede det.
Bibelen er fuld af mobbeofre
Bos mor havde lært ham at bede fadervor. Derfor var han én af de to, som rakte hånden i vejret, da konfirmationspræsten spurgte, hvor mange i klassen der troede på Gud. Den anden dreng, der rakte hånden op, var i øvrigt hurtig til at få den ned igen, da han opdagede, at han var kommet på hold med Bo.
»Præsten havde god forstand på mennesker og opdagede hurtigt dynamikkerne i klassen. Han tog mig under sine vinger og var den første, ud over min familie, som viste, at han ville mig det godt,« husker Bo.
En elendig soldat
Efter 8. klasse tog Bo på efterskole, hvor han for første gang i sit liv oplevede ikke at blive mobbet. Det var en helt ny verden for ham, men vreden over alt det, han indtil da havde måttet udstå, kunne han ikke lægge fra sig. Han ville have hævn!
»Efter gymnasiet søgte jeg ind til Livgarden med et mål om at blive sergent. Jeg ville være en af de hårde og lede befalingsmænd, som virkelig kunne sætte folk på plads og gøre livet surt for de menige. På den måde kunne jeg måske få afløb for noget af den vrede, jeg bar på. Men det var ikke et godt sted for mig at være. Der var alt for mange, der ligesom jeg havde rigtig meget at bevise, og jeg var dybest set en elendig soldat.«
Mødte Gud på bunden
På soldaterhjemmet faldt han i snak med en medarbejder, som gav ham Det Nye Testamente og opfordrede ham til at læse i det. Det gjorde Bo en af de efterfølgende dage, hvor han var på øvelsestur med sit kompagni.
Jeg ville være en af de hårde og lede befalingsmænd, som virkelig kunne sætte folk på plads og gøre livet surt for de menige
»Jeg begyndte forfra med Jesus’ slægtstavle i Matthæusevangeliet og tænkte, at jeg jo også har en slægtstavle. Så kom jeg til beretningen om Jesus’ dåb, som mindede mig om, at jeg også selv blev døbt som barn. Og da jeg nåede til Jesus’ saligprisninger i bjergprædikenen, oplevede jeg, at ordene talte direkte til mig. ‘Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres,’ sagde Jesus. Wow, Gud lovede mig salighed, og han lovede mig Himmeriget, selvom jeg var fattig, mislykket og færdig. Ja, han lovede mig det alt sammen, netop fordi jeg var på bunden af mit liv og intet havde at bidrage med. Det var fuldstændig modsat alt, hvad jeg tidligere havde tænkt,« fortæller ha
Brændt barn skyr ilden
Via medarbejderen på soldaterhjemmet blev Bo introduceret for Luthersk Missions Unge, og i 2016 begyndte han at studere teologi på Dansk Bibel-Institut i København med en klar målsætning om at blive præst i folkekirken. Til sommer afslutter han uddannelsen på Pastoralseminariet og er i fuld gang med at søge præstestillinger rundt om i landet.
»Ad mange mærkelige omveje må jeg konstatere, at alt det, jeg oplevede i skolen og senere i Livgarden, har været medvirkende til, at jeg er, hvor jeg er i dag. Derfor ville jeg heller ikke have været det foruden, selv om det lyder mærkeligt,« smiler han.
Mødet med kristendommen og det kristne fællesskab har hjulpet ham til at lægge fortiden bag sig, men det, han oplevede, sidder stadig i ham, og han er meget sensitiv over for sladder og bagtalelse. Brændt barn skyr som bekendt ilde
Plads til at sige fra
»Det betyder desværre ikke, at jeg aldrig selv synder mod det ottende bud. Jeg tager mig også i at bagtale andre og hævde mig selv på andres bekostning, så jeg føler mig på ingen måde bedre end andre. Men jeg vil rigtig gerne være med til at skabe en kultur, hvor det er okay at sige, at man ikke vil være med til at sladre og bagtale. Hvis man ikke har noget godt at sige om en person, skal man hellere lade være, og hvis man ikke ville sige noget om en person, hvis vedkommende stod og hørte på, så er det bedre at holde mund. For det, vi hører om andre, former vores billede af dem,« siger han.
Når man bagtaler og mobber, er det som regel et udtryk for, at man er usikker på sig selv og føler, at man må kæmpe for sin plads i fællesskabet
»Udfordringen er, at det er så vanskeligt at sætte grænser for bagtalelse. Nogle gange taler vi om andre i bedste mening, fordi vi har omsorg for dem, men det ender måske alligevel med at blive bagtalelse, fordi vi ikke får stoppet i tide. Det er virkelig svært at mærke, hvor grænsen går. Derfor er det vigtigt, at vi kan sige det til hinanden, når vi kommer til at gå over grænsen. Selvfølgelig kan man få en viden, som er for tung til, at man kan bære den alene. Men så må man lette sit hjerte over for en præst eller en anden sjælesørger,« siger han
Frem i lyset
Synd kan være særdeles vanedannende, og indgroet synd kan være svær at lægge fra sig. Det gælder også sladder og bagtalelse, medgiver Bo. Hans egen erfaring er dog, at synden må frem i lyset. Et af de bibelvers, der har hjulpet ham, er fra Johannesevangeliet kapitel 3 vers 19-21: »Og dette er dommen, at lyset er kommet til verden, og menneskene elskede mørket frem for lyset, fordi deres gerninger var onde. For enhver, som øver ondt, hader lyset og kommer ikke til lyset, for at hans gerninger ikke skal afsløres. Men den, der gør sandheden, kommer til lyset, for at det skal blive åbenbart, at hans gerninger er gjort i Gud.«
»Jeg havde engang et akvarie med ål. De hadede lyset, og de døde, hvis de var i lyset for længe. Sådan er det også med synden. Hvis man får den frem i lyset, får den bekendt og tilgivet, så overlever den ikke. Derfor går jeg selv til skriftemål med jævne mellemrum for at bekende min synd og få tilsagt syndernes forladelse. Det er ikke altid let at skulle gøre, men når jeg går derfra med Guds tilgivelse, så føles synden behandlet. Det betyder ikke, at jeg ikke kan falde i den samme synd igen. Men jeg har bare et andet forhold til den, fordi den er blevet bekendt og er kommet frem i lyset
DET OTTENDE BUD
Du må ikke vidne falsk mod din næste
2 Mos 20,16
Du må ikke vidne falsk mod din næste.
Hvad vil det sige?
Vi skal frygte og elske Gud, så vi ikke lyver vores næste noget på, udleverer og bagtaler ham eller bringer ham i vanry, men derimod undskylder ham, taler godt om ham og optager alt i bedste mening.
Fra Luthers Lille Katekismus
