Sportslejr smurt ind i solcreme og store smil

Fodbold og fællesskab er to sider af samme sag på JuniorSportsCamp, hvor en god oplevelse med Jesus er lederens højeste ønske for børnene

Der blev løbet mange runder i fodboldrundbold, og nogle havde fart i benene.

Hvad får man, hvis man krydser en klassisk børnelejr med en fodboldskole og tilføjer solcreme. Svaret er masser af smil og grin.

I hvert fald at dømme efter humøret på Djurslands Efterskole, hvor Danmarks Folkekirkelige Søndagsskoler i begyndelsen af sommerferien holder en af årets to JuniorSportsCamps.

Solcremen er en nødvendighed, for det danske sommervejr giver de bedste betingelser for, at de 63 børn på sportslejren kan øve sig i fodbold, hockey, discgolf og mange andre sportsgrene.

Blandt andre 13-årige Viktor fra Lystrup, der er med på sportslejr for første gang og har valgt fodboldlinjen.

»Jeg har valgt det, fordi jeg gerne vil blive bedre til fodbold,« forklarer Viktor, der hellere vil på sportscamp end på fodboldskole.

»Fordi det er hyggeligere at være på JuniorSportsCamp. Der er også nogle af mine venner med,« tilføjer den unge fodboldspiller, inden han kaster sig ud i at træne saksespark og hovedstød på en sandbane.

Prøver flere sportsgrene af

I hallen er Ofelia på 10 år i gang med at træne hockeypasninger. Det er også hendes første gang på JuniorSportsCamp, og hun har valgt linjen blandet sport. Dermed får hun prøvet flere sportsgrene af. På lejrens første dag fik hun prøvet både basket og discgolf, og i dag står den altså på hockey.

Netop variationen er årsagen til, at den sportsglade pige fra Aarhus er taget på sportslejr.

»Fordi jeg vil se, om der var nogle sportsgrene, jeg hellere vil gå til. Det fede er, at man bare træner og bliver bedre til sport og finder ud af, om der er noget andet sport, man bedre kan lide,« siger Ofelia, der allerede går til gymnastik og tidligere har gået til både håndbold og fodbold.

Rundbold med fødderne

Det er en af hendes veninder, der har fået hende med på lejr, og det samme gælder for 11-årige Camilla, som impuls møder på efterskolens fodboldbaner.

Da hun har løbet endnu et point hjem i fodboldrundbold, altså rundbold spillet med fødderne, fortæller hun, hvordan de er 10 fra hendes klasse på Jakobskolen i Aarhus, som er taget på lejr sammen. Seks piger og fire drenge for at være nøjagtig.

Camilla nyder al sporten, der er det sjoveste, mens hun ikke glæder sig så meget til bålaftenen.

»For så kommer man til at lugte af røg,« siger Camilla, da hun efter træningen slæber et stort boldnet tilbage til spisesalen, hvor frokosten venter, inden eftermiddagen byder på endnu et træningspas.

Fællesskabet er fedt

Et hold på 20 ledere står bag sportslejren, så det er ikke en helt skidt normering, fortæller lejrens hovedleder Mathias Mikkelsen med et glimt i øjet, da han fortæller om lejren.

Han har været med som leder i fire-fem omgange, og i år står han for første gang alene med hovedansvaret for at give børnene, der indtil sommerferiens begyndelse gik fra 3. til 7. klasse, en god oplevelse. Både med hinanden og med Jesus.

»Det gode svar på, hvad børnene skal have med hjem fra JuniorSportsCamp, er en god oplevelse med Jesus, men også af, at det kristne fællesskab kan noget særligt,« siger Mathias Mikkelsen og uddyber, at mange børn tager på forskellige sportsskoler henover sommeren og måske også på en kirkelig sommerlejr.

»Her får de noget af begge dele,« siger hovedlederen om lejren, hvor der i øvrigt ikke stilles krav om et sportsligt niveau. Børnene skal blot være indstillet på at dyrke en masse sport.

I år er der kommet en ekstra JuniorSportsCamp, som holdes samtidig på Hestlund Efterskole, og det betyder, at selv om deltagerantallet på Djursland ikke når de vanlige 100, er der sammenlagt et godt stykke over 100 børn med på de aktive lejre, hvor ben- og lattermuskler motioneres på boldbaner og til bibeltimer.

Se en kort stemningsreportage fra årets JuniorSportsCamp:


Reportage fra JuniorSportsCamp 2021


Når du afspiller videoen tillader du cookies fra YouTube
Accepter & AfspilAccepter for alle videoer & Afspil
×

Hold dig opdateret med vores aktiviteter og nyheder fra Indre Mission

Vi sender vores nyhedsmailen hver anden torsdag med nyheder fra landsarbejdet og inspiration fra de lokale fællesskaber. Du får også en oversigt over kommende begivenheder og smagsprøver på magasinet impuls.
.
Seneste artikler
Jeg tæller ned til at vi skal mødes i familienetværket
Familienetværket i Lindehøj Sogn tilbyder et fristed for Nadia og hendes datter. Gennem samvær og støtte oplever de glæde og mening i en ellers…
Finn blev mønsterbryder og missionær
Efter 44 år som missionær i Indre Mission er Finn Najbjerg gået på pension. Det har været et holdepunkt for ham, at Gud er trofast. …
Den aften mødte jeg min himmelske far
Som 17-årig fandt Inger Nørgaard den tryghed og kærlighed, hun havde længtes efter, i et møde med Gud. Troen gav hende ro og styrke i de kommende år,…

Annoncer