Teologien slog benene væk under Jes

Fiskersønnen fra Esbjerg afprøvede forskellige veje i det kirkelige landskab, før han fandt sit teologiske ståsted. I dag er Jes Nedergaard Espersen præst i Kristkirken i Kolding.

Jes betragter nadveren som gudstjenestens højdepunkt. »Det er der, hvor himmelen møder jorden, hvor Jesus konkret forbinder sig med os igennem brød og vin,« siger han.

På havnen i Esbjerg kan man møde en gammel fisker, som stolt fortæller kammeraterne om sønnen, der er præst. 70 kilometer derfra i Kolding sidder fiskersønnen, Jes Nedergaard Espersen, der i dag er præst ved Kristkirken, og siger spontant med et glimt i øjet:

»Mine fisk er lidt mere besværlige at få i nettet end dem, min far fangede.«

Jes er ud af en gammel fiskerslægt, men han valgte en helt anden livsbane end generationerne før ham. Han blev familiens mønsterbryder på det uddannelsesmæssige og trosmæssige område.

»Når jeg ser tilbage, har jeg en oplevelse af, at Gud har ført mit liv ad nogle omveje til der, hvor jeg er nu. Som min svigerfar sagde nogle gange til mig: ‘Der har været nogle ‘gudfældigheder’ i dit liv’,« fortæller Jes, der er 33 år, gift med Mariane og har sønnen Mads Emil.

Nok mit livs mirakel

I de første klasser i folkeskolen havde Jes en kammerat, som inviterede ham med på en børnelejr, som pinsekirken stod for.

»Det var mit første møde med mennesker, der praktiserede deres kristne tro. Jeg var med flere gange, og jeg har nogle positive billeder af børnefester, dejlige mennesker og gode børnesange,« siger Jes.

Han skiftede i femte klasse til den kristne friskole Markusskolen, fordi han blev mobbet.

»Det er nok mit livs mirakel. Jeg kom hurtigt til at trives, og i løbet af et år lærte jeg at læse,« fortæller han.

Min opgave er at pege hen på Kristus som et håb for verden og for alle mennesker

Så mødte han præsten i Sædden Kirke i forbindelse med konfirmationsundervisningen, og det gjorde et uudsletteligt indtryk.

»Jeg syntes, at det var sjovt at deltage i konfirmationsforberedelsen, for præsten var livlig, og jeg kunne tydeligt mærke gennem hans måde at være præst på, at det var vigtigt for ham at formidle evangeliet, så vi forstod det,« fortæller Jes.

Han var begejstret for at deltage i gudstjenesterne.

»Kirken havde en særlig duft, som jeg forbandt med noget trygt og hjemligt,« husker Jes, der for første gang begyndte at overveje, om han skulle blive præst.

»Alt ved jobbet som præst fascinerede mig.«

Han accepterede invitationen til at deltage i en konfirmandklub, som præsten stod for sammen med nogle IMU’ere.

»Det blev min første oplevelse af, at det kristne fællesskab har noget særligt at byde på. Troen forbinder os omkring noget større end os selv.«

Har stadig huller i bibelhistorien

Efter en konfirmandlejr på Frøstruphave Efterskole gik Jes hjem til sine forældre og fortalte, at han ønskede at tage på efterskole. Han tilbragte ottende og niende klasse på Frøstruphave Efterskole, og i tiende klasse flyttede han ind på Sædding Efterskole.

Det var første gang, han oplevede en hverdag præget af kristne værdier, som de fleste efterskoleelever allerede havde med sig hjemmefra.

Jeg kunne tydeligt mærke gennem hans måde at være præst på, at det var vigtigt for ham at formidle evangeliet, så vi forstod det

»I begyndelsen følte jeg mig en smule som en fremmed, men jeg tilpassede mig hurtigt og fik nogle gode venner,« forklarer Jes, der opsugede alt vedrørende teologi.

»Jeg satte stor pris på timerne i bibelhistorie, hvor jeg blev introduceret til det bibelske univers. Jeg kan stadig mærke, at der er nogle huller i min viden om den gammeltestamentlige historie, fordi jeg ikke hørte det i barndommen.«

Evangeliet ramte mig

I Frøstruphave-perioden fik Jes bygget flere sten på sin glæde ved gudstjenesten og kirkerummet, for efterskolen brugte Zions Kirke i Esbjerg som gudstjenestested.

»Jeg kunne godt lide alt ved gudstjenesten. Den traditionelle liturgi, forkyndelsen og de tunge og indholdsmættede salmer, selvom de ikke altid var lige lette at synge. Det fyldte hele kirkerummet på en sådan måde, at det ligesom blev mit livsrum. Måske var det der, hvor evangeliet ramte mig for fuld udblæsning, og hvor der var noget, der faldt i hak for mig,« fortæller Jes.

Han blev rigtig gode venner med præsten, som han senere var i præstepraktik hos i forbindelse med teologistudiet, og som i dag stadig er en mentor for ham.

Jes Nedergaard Espersen har siden 2021 været præst i Kristkirken i Kolding. Her trives han rigtig godt, fordi kirkens ansatte og frivillige gerne vil afspejle det liv og den glæde, det er at være en kristen.

Mærkede en skævhed i troen

Han beskriver de efterfølgende tre år på Det Kristne Gymnasium i Ringkøbing som fantastiske. Fritiden brugte han i frikirkemiljøet i Holstebro, som han havde lært at kende gennem en efterskoleven. Derefter tilbragte han halvandet år på Mariager Højskole.

»Det gik egentlig fint, men på et tidspunkt begyndte jeg at mærke en skævhed i min tro. Jeg syntes, at det hele var båret for meget af følelser. Jeg savnede, at fundamentet for min tro kunne grundfæstes i noget udenfor mig selv,« siger Jes, der var begyndt at studere teologi i Aarhus, samtidig med at han kom i byens frikirkemiljø.

Længslen efter den evangelisk-lutherske tilgang til troen blev forstærket af nogle teologiske diskussioner, som han havde med en frikirkepræst. Til sidst blev det klart for ham, at han måtte forlade frikirkemiljøet.

Det fyldte hele kirkerummet på en sådan måde, at det ligesom blev mit livsrum. Måske var det der, hvor evangeliet ramte mig for fuld udblæsning

»Jeg kunne ikke acceptere, at troen på Jesus blev en bekendelseshandling, hvor jeg som individ flyttede ind i centrum fremfor Jesus,« understreger Jes, der efter et stykke tid begyndte at komme i Sct. Pauls Kirke. Her følte han sig hjemme i gudstjenesteformen og i udlægningen af Bibelen.

Han oplevede, at teologistudierne slog benene væk under ham og det, han havde lært om den kristne tro.

»Jeg havde det som et bibliotek, hvor alle bøgerne var væltet ned fra hylderne. Jeg måtte finde mig selv og begynde forfra,« siger Jes, der var med i en gruppe af universitetsstuderende med en konservativ tilgang til teologien. De fik et godt udbytte af at have deres gang på Menighedsfakultetet.

Med Jesus i ryggen

Jes blev færdig som teolog i 2018 og tiltrådte sit første embede i Ikast i 2019. To år senere blev han ansat som sognepræst i Kristkirken.

»Jeg følte et direkte kald til at søge stillingen,« understreger Jes.

»Jeg trives rigtig godt som præst i en menighed, hvor der kommer mange forskellige slags mennesker, og hvor vi forsøger at afspejle det liv og den glæde, det er at være kristen.«

Det er først inden for de seneste år lykkedes ham at finde sin plads i livet.

»Jeg tror, at jeg har skullet gå gennem en del omveje for at finde mig selv og min rolle som præst,« siger Jes, der ser Johannes Døber som sit store forbillede i sin præstetjeneste.

Jeg havde det som et bibliotek, hvor alle bøgerne var væltet ned fra hylderne

»Min opgave er at pege hen på Kristus som et håb for verden og for alle mennesker.«

Ved alteret i Kristkirken står en stor kopi af Thorvaldsens Kristusfigur, der har en åben og bred favn. Det er en god illustration af, hvordan præsten ser Jesus i sit liv.

»Jeg tror på, at Jesus altid tager imod mig, selvom der er ting i mit liv, som ikke er rosenrøde. Så føler jeg, at Jesus med sin hånd skubber mig fremad, fordi han vil noget med mig. Jesus vil i bund og grund hjælpe os til at leve livet på den måde, som Gud fra begyndelsen havde tænkt, det skulle leves. Han vil i bund og grund, at vi skal leve livet, som det skal leves. Og jeg ville ikke vide, hvordan jeg skulle gribe livet an, hvis jeg ikke havde ham i ryggen,« forklarer Jes.

Nadveren er højdepunktet

Det ligger ham stærkt på sinde at få italesat værdien af gudstjenesten og sakramenterne.

»Jeg vil gerne bidrage til at løfte vores sakramenter op, så de bliver forankret i den kristnes liv. Det er der, Gud møder den enkelte,« siger præsten og fremhæver især nadveren som gudstjenestens højdepunkt.

»Det er her, hvor himmelen møder jorden, hvor Jesus konkret forbinder sig med mig gennem brød og vin.«

Han påpeger vigtigheden af at fastholde Guds løfter, der er knyttet til sakramenterne.

»Vi skal holde fast i, at det ikke afhænger af, hvad jeg kan præstere, hvad jeg føler eller ikke føler, men af alt det, Gud har givet mig gennem sakramenterne,« forklarer han og konkretiserer det.

»Når jeg tvivler på, om Gud vil mig, eller om jeg er på vej ud ad en farlig sti, kan jeg altid falde tilbage på dåben, der siger, at jeg er Guds barn. Det har jeg fået et løfte om,« siger Jes.

»Min tro er ikke længere baseret på, hvad jeg føler, men er derimod en tillid til Guds løfter.«

Musikken er mit andagtsrum

Han berører et andet vigtigt element i gudstjenesten.

»Musikken er en kraftfuld formidler af evangeliet,« understreger præsten, som holder af salmer med dybt evangelisk indhold, såsom Brorsons og Kingos salmer. I løbet af studietiden tilbragte han en periode i Aarhus Domkirke, hvor han især nød de store korværker og den måde, de fyldte kirkerummet på.

Hvis vi holder fast ved Jesus, har vi intet at være bange for i forhold til fortabelsen

Musik fylder en betydelig del af hans fritid. Han kunne let sætte sig ved orglet i Kristkirken og spille til en gudstjeneste, hvis der skulle blive brug for det. Derudover har han et stort flygel derhjemme, hvor man ofte finder ham.

»Musikken er mit fristed og mit andagtsrum, hvor jeg zoomer ind på Gud,« fortæller han.

Et skulderklap på vej ud

Når Jes står på prædikestolen i Kristkirken, gør han alt for i sin forkyndelse at føre tilhørerne hen til Kristus.

»Det er vigtigt for mig at understrege, at hvis vi holder fast ved Jesus, har vi intet at være bange for i forhold til fortabelsen. Men det er klart, at hvis vi vender ryggen til Jesus, vender vi også ryggen til hans hjælp,« forklarer præsten, som er meget bevidst om, at kirkegængerne ikke kommer for at deltage i et litteraturforedrag.

»De ønsker noget med substans. De kommer for at høre et ord fra Gud.«

Jes har en stor vision for arbejdet i Kristkirken.

»Det er vigtigt, at dørtærsklen ind til kirken er så lav som mulig. Når mennesker træder ind i kirken, bør de ikke opleve fællesskabet som indspist, eller at der foregår en masse ting, som går hen over deres hoveder. Jeg ønsker, at de får et billede af kristendommen som glæde og fyldt med liv,« siger han.

»Derfor bør en gudstjeneste altid afsluttes i dur. Den bør afsluttes positivt, så den enkelte kirkegænger oplever at få et skulderklap til at gå ud i livet.«

Hold dig opdateret med vores aktiviteter og nyheder fra Indre Mission

Vi sender vores nyhedsmailen hver anden torsdag med nyheder fra landsarbejdet og inspiration fra de lokale fællesskaber. Du får også en oversigt over kommende begivenheder og smagsprøver på magasinet impuls.
.
Seneste artikler
Vi skal huske på at vi kan tage fejl
For Filip Bangura Fyhn, der er landsleder for IMU, er det vigtigt, at der er plads til forskelligheder og nuancer i de kristne fællesskaber, uden at…
Befriende og livsnær forkyndelse
Monika Andersson fra Odense var blandt de 430 deltagere på ECHO. Hun er ny i troen og sugede til sig. Hun fik tonsvis af inspiration med hjem. …
Jeg ville gerne vise at det ikke var farligt
Den tidligere håndboldspiller Anette Hoffmann blev et forbillede for mange, da hun offentligt fortalte om sin kristne tro. …

Annoncer