Gule blomster regnede ned over os, da vi i november ankom til børnehjemmet i Gudipadu i Indien. Børn og medarbejdere dannede espalier og hilste smilende på os med et »nice to see you«. Der var mange kendte ansigter fra mine besøg i 2015 og 2018, så det var lidt som at komme hjem.
Glemt var trætheden efter at have været undervejs halvanden dag. Rejsen begyndte med mange timer i fly til den indiske millionby Hyderabad. Derefter ventede seks timers varm køretur i en gammel bil, hvor lyden af bilhorn var den konstante ledsager. Mange store gedeflokke og buffaloflokke med deres hyrder sinkede turen. Det samme kan siges om hullerne i vejen, som blev større og større, jo længere vi kom ud på landet.
Vi var et rejseselskab på seks personer, hvor fire sidder i Indienudvalget, som er nedsat af Indre Mission og Danmarks Folkekirkelige Søndagsskoler (DFS), der samarbejder med Christu Suda Communications & Ministries (CSCM) om driften af børnehjemmet med 30 børn og mange søndagsskoler.
Rejsen var en arbejdstur. Formålet var at se, hvordan børnene havde det, tilse forholdene på børnehjemmet og i søndagsskolerne og føre samtaler med CSCM’s ledelse om forholdene i kirken og for de kristne i Indien.
Skolebesøg og slangedrab
Firben som sovekammerat. Strøm og vand, der kom og gik. Indisk kaffe og stærkt krydrede varianter af ris, kylling og ged blev hurtigt hverdag. Og især samværet med børnene, som stortrives på trods af deres tragiske livshistorier. De var med på det hele, som da DFS-konsulent Michael Nørgaard lærte dem kristne sange med fagter.
De blev rigtig glade, da vi en dag besøgte dem i skolen. Det er en stor glæde, at de ligger i top i deres klasser. En del er gået videre i gymnasiet, når de forlader børnehjemmet i en alder af 15 år.
Børnene ville gerne vise deres soverum, som er blevet malet. Og to juniordrenge var ikke til at skyde igennem, da de en morgen fremviste en giftig slange, som de havde dræbt.
De plejer at lave lektier om aftenen på rad og række i børnehjemmets atriumgård, men den sidste aften måtte de rykke ind i børnehjemmets fællesrum. Det var blevet for koldt. Lige nu er det vinter i Indien med nattemperaturer på godt 20 grader og dagtemperaturer på godt 30 grader.
Festlig indvielse af legeplads
Nogle af de projekter, som IM og DFS har støttet siden 2018, er udvendig og indvendig maling af børnehjemmet og en renovering af køkkenfaciliteterne. Det nyeste projekt er en legeplads for børnene på børnehjemmet og deres venner fra byen. Den ligger lige ved siden af børnehjemmet og blev indviet med pomp og pragt.
Skolens elever var inviteret, og det var skønt at se børn med både kristen, hinduistisk og muslimsk baggrund nyde legeredskaberne.
DFS betaler lønnen for en konsulent på fuld tid og en lærer på halv tid til søndagsskolearbejdet. Det har betydet en vækst i søndagsskolerne, så der i dag er 120. En dag besøgte vi den eneste, der ikke holder til i en kirke. I et område, der er præget af indbyggere, som dyrker slanger og sten som guder, samles 40-50 børn til søndagsskole.
»Jeg var overrasket over mødet med denne søndagsskole, men det var dejligt at se børnene smile og være glade. Det er det indtryk, jeg tager med hjem fra mødet med alle børnene. Det er slående, hvor glade de er, selv om de lever under helt andre forhold, end vi er vant til,« fortæller Michael Nørgaard, der havde en længere samtale med sin indiske kollega.
»Der var faktisk flere ting, vi gør på samme måde.«
Samtaler med CSCM
På mødet med CSCM’s ledelse blev der orienteret om, hvad de gør for at bidrage til at fremtidssikre børnehjemmet økonomisk. Blandt andet nævnte CSCM bomulds- og chiliproduktion, som børnehjemmets marker vidnede om. Derudover påtænker de forskellige typer af dyrehold.
Lige nu dækkes driften af Indre Mission gennem 30 fadderskaber til børnene og andre indsamlede midler.
Én af den evangelisk-lutherske kirkes seks biskopper i delstaten Andhra Pradesh fortalte den sidste dag, vi var i Indien, om arbejdet i kirken og om den stigende forfølgelse af kristne i Indien. For eksempel bliver alle kirkegængere i biskoppens kirke, der ligger i en stor by, registreret. Der er opsat kameraer i hans kirke, så myndighederne kan se, hvem der kommer.
Det betød blandt andet, at biskoppen ikke turde vise os kirken, da vi besøgte ham. Sådan var det ikke, da vi deltog i en festlig gudstjeneste i kirken i Gudipadu. Men det er et spørgsmål om tid.
Gruppen af danskere i Indien bestod af fire fra Indienudvalget: Jes Peter Hansen, Peter Christensen, Michael Nørgaard og Anette Ingemansen. Derudover deltog Gitte Nielsen og Helle Hansen.