På pressemødet den 11. marts, hvor statsminister Mette Frederiksen lukkede landet ned, gjorde hun det klart for alle, at der ville blive begået fejl. For ingen kendte omfanget eller varigheden af den forestående corona-krise. Også i Indre Mission har ledelsen siden marts måttet træffe ekstraordinære beslutninger på et begrænset vidensgrundlag. Generalsekretær Jens Medom Madsen vedgår gerne, at nogle af beslutningerne kunne have fået en anden nuance, end de fik. Men det er grundlæggende ikke en diskussion, han finder særlig interessant.
Vi skal passe på hinanden
»Ledelsens klare sigte er, at vi skal passe godt på hinanden og sikre en ansvarlig styring af IM’s økonomi, så vi også kan være i mission både under og efter denne krise. Undervejs har dele af baglandet beskyldt os for at være for dristige, mens andre mener, at vi har været alt for forsigtige og burde have åbnet langt mere op på et tidligere tidspunkt. Jeg kan sagtens se, at vi i nogle situationer kunne have valgt anderledes, end vi gjorde. Og jeg har stor forståelse for dem, der mener, at vi i nogle situationer valgte forkert. Alligevel står jeg ved de beslutninger, som blev truffet på et tidspunkt, hvor vi vidste langt mindre om sygdommen, end vi ved i dag. Og i langt de fleste tilfælde ville jeg have truffet de samme beslutninger i dag,« siger han. »Vi ved jo stadig ikke, om et af de arrangementer, som vi valgte at aflyse, kunne have dannet en smittekæde, hvis det var blevet gennemført. Omvendt kunne en mindre forsigtig tilgang have givet flere aktiviteter for børn og unge i sommerlandet. Det er alt sammen spekulationer, og jeg er egentlig mere optaget af, hvad vi indtil nu har lært i håndteringen af krisen, og hvilke erfaringer vi kan gøre brug af fremadrettet,« siger han.
Alvorligt slag til økonomien
Tidligt stod det klart, at corona-krisen ville blive en alvorlig udfordring for IM’s økonomi. Virksomheder som IM-genbrug og Hotel Hebron i København plejer at levere store millionoverskud til missionsarbejdet, men da krisen kom, måtte begge virksomheder lukke ned. Også Felix Rejser blev – og er stadig – hårdt ramt af, at Udenrigsministeriet fraråder turistrejser til det meste af verden.
Der skal være plads til kritik af beslutningerne – men der bør også være respekt for, at valgene er truffet med de bedste intentioner
»IM har generelt en god og sund økonomi, men når to af vores væsentlige indtægtskilder lukker ned, er det alvorligt. Ingen af os vidste jo, hvornår de kunne åbne igen,« siger Jens Medom Madsen.
»I løbet af krisen har vi fået god vejledning fra sundhedsmyndighederne i forhold til at holde afstand og spritte af, men i forhold til økonomien blev det en ledelsesbeslutning. Det var ikke let, men vi besluttede at gå med på den statslige lønkompensationsordning, hvor vi ved at sende en stor del af vores medarbejdere hjem kunne få kompensation for 75 procent af deres løn,« fortæller han.
Hjemsendelser var nødvendige
Den 25. marts blev 74 medarbejdere således sendt hjem med påbud om ikke at arbejde, og den 27. april fulgte yderligere 11 medarbejdere med. Enkelte blev siden kaldt tilbage på arbejde, men de fleste vendte først tilbage den 8. juli. Den samlede lønkompensation beløber sig til ca. 3,9 mio. kr.
»Vi vidste, at beslutningen ville få store konsekvenser for missionsarbejdet og særligt for vores medarbejdere. Både for dem, der blev sendt hjem og var frustrerede over ikke at kunne arbejde. Og for dem, der blev på arbejde, men måtte påtage sig nye og flere opgaver i en længere periode. Ikke desto mindre er jeg glad for, at vi gjorde det, og jeg ville have gjort det samme i dag. Ellers havde vi stået i en endnu sværere økonomisk situation. Ved at hjemsende flere end den minimumsramme, som myndighederne havde fastsat, gav det os fleksibilitet til at tilbagekalde medarbejdere til enkelte dage eller uger – og den brugte vi,« siger han og tilføjer: »Men jeg er også glad for, at vi valgte at trække alle medarbejdere tilbage på arbejde den 8. juli, selv om vi kunne have fortsat yderligere en periode med lønkompensation.«
Vi kunne have støttet mere lokalt
Generalsekretæren glæder sig også over, at missionsgløden er forblevet intakt hos de tilbageværende medarbejdere og mange af de frivillige, selv om de måtte navigere i en uvant situation.
»Når missionshuse og mødesteder lukker ned, bliver missionsmulighederne meget anderledes end normalt. Jeg oplever dog, at der er blevet arbejdet med de muligheder, der løbende har vist sig. Og vi har også trukket nogle af de hjemsendte medarbejdere tilbage på arbejde, efterhånden som samfundet lukkede op, og flere muligheder viste sig,« siger han.
»Til gengæld ved jeg, at mange lokale fællesskaber har haft det svært i den lange nedlukningsperiode. Hvis vi havde kendt længden på nedlukningsperioden, ville jeg gerne have iværksat mere støtte til og tværgående inspiration mellem de lokale fællesskaber.«
Med de bedste intentioner
Nogle af de vanskeligste beslutninger vedrørte sommerens mange bibelcampings, som plejer at trække langt over 10.000 deltagere.
»Jeg har stor forståelse for dem, som ønskede mere bibelcamping, end det blev til, og derfor har kritiseret de valg, der blev truffet. Det er mit klare indtryk, at missionshjertet banker stærkt hos både dem, der mener, at IM eller lokale udvalg var for langsomme, og dem, der mener, at de tiltag, der blev gennemført, var for dristige. Derfor skal der være plads til kritik af beslutningerne – men der bør også være respekt for, at valgene er truffet med de bedste intentioner,« understreger generalsekretæren.
Vi skal øve os i at tænke fleksibilitet ind i vores arrangementer, så vi med få ændringer og på kort tid kan tilpasse os en ny situation
»I dag ved vi, at smittetrykket var meget lavt hen over sommeren, og at forsamlingsloftet blev hævet, så man godt kunne have gennemført mere, end man gjorde. Dog var der jo en annonceret lempelse af forsamlingsreglerne, som ikke blev gennemført, så også hen over sommeren var det usikkert, hvad der reelt kunne lade sig gøre. Det kræver flere måneders forarbejde af både ansatte og frivillige at planlægge en bibelcamping, og da beslutningerne skulle træffes i foråret, var det umuligt at forudse, hvilken vej det ville gå. Derfor er udvalgene også nået frem til forskellige konklusioner, hvor nogle bibelcampings er blevet gennemført, andre er blevet aflyst, og andre har valgt en online-løsning.«
Muligheder på Mørkholt
Mørkholt Strand Camping plejer at danne ramme om en del af sommerens bibelcampings, og campingpladsen ved Vejle Fjord har på intet tidspunkt været lukket under corona-krisen. Derfor valgte flere af de sædvanlige bibelcampister også at tage på Mørkholt i sommerferien, og en del af dem var skuffet over, at det sædvanlige bibelcampingprogram ikke blev gennemført, når nu rammerne var til stede, og forsamlingsloftet tillod det.
»Der viste sig muligheder på blandt andet Mørkholt, og mange af mulighederne blev grebet i fællesskab af forældre, unge ledere og lønnede medarbejdere, som sprang til med kort varsel og ydede en stor indsats. Derfor blev det muligt at afvikle Bibelsommer, Tour-de-Teen, UNO Camp, børnearrangementer og meget mere,« siger Jens Medom Madsen.
»Men jeg har også brug for at sige, at jeg har respekt for de udvalg, som på baggrund af myndighedernes begrænsninger eller i vurdering af sundhedsrisikoen på et specifikt sted eller tidspunkt måtte træffe den tunge beslutning, at de ikke kunne gennemføre det, som de havde tænkt, drømt om og forberedt sig på,« siger han.
Et vigtigt supplement
En af flere nyskabelser under corona-krisen var de ugentlige online-møder, som fra marts og indtil sommerferien blev transmitteret på Facebook og YouTube.
»Møderne var med til at skabe en fælles historie og samhørighed på tværs af landet. Vi har fået en del henvendelser fra folk, som var glade for at kunne deltage på den måde. Også fra folk, som af forskellige årsager har svært ved at være en del af et fysisk fællesskab, eller som bor i IM-øde egne af landet. Det er meget positivt, og det skal bestemt overvejes, om online-møder også fremover kan været et supplement til de lokale møder. Måske kan de også være med til at bygge bro mellem de lokale fællesskaber og IM’s landsbevægelse, « siger generalsekretæren.
»Jeg tror dog aldrig, online-møder kommer til at erstatte de fysiske møder. Det så vi også i foråret, hvor mange hurtigt fandt ud af at mødes i naturen eller udenfor omkring havebordene til bøn, bibellæsning og socialt samvær. Vi har brug for at mødes og være sammen,« siger han.
Fleksibilitet i planlægningen
»Når man vælger at gå en vej, kunne man også have valgt en anden, og det kunne vi også i forhold til mange af de beslutninger, som blev truffet hen over sommeren,« siger Jens Medom Madsen.
Samlet set er han dog glad for, at der både lokalt og på landsplan er blevet handlet på en sådan måde, at der ikke er opstået smittekæder i forbindelse med IM’s arbejde.
»Lige nu ser vi, at smittetallene stiger over det meste af landet, og det må minde os om, at vi langt fra er ude på den anden side af krisen. Derfor skal vi stadig i alle arbejdsgrene arbejde på at minimere risikoen for smitte, samtidig med at vi bruger de missionsmuligheder, der er,« siger han.
»Alt tyder på, at vi også i den kommende tid skal planlægge efter, at vores aktiviteter skal passes ind i en coronavirkelighed med forsamlingsbegrænsninger og omskiftelige tiltag i forhold til sundhedsrisikoen. Derfor skal vi øve os i at tænke en fleksibilitet ind i vores arrangementer, så vi med få ændringer og på kort tid kan tilpasse os en ny situation. Jeg tror ikke, at alle arrangementer kan forberedes på den måde, men mange kan. Mange af sommerens tiltag indeholdt denne fleksibilitet, og det skal vi lære af og udbygge.«
