Vi rejser fordi vi ikke kan lade være

Hvad får en familie på fire til at forlade et nyrenoveret hus, gode jobs og en tryg tilværelse i Danmark for at flytte 13.000 km og otte tidszoner om på den anden side af Jorden?

Det spørgsmål har Heidi og Steffen Engedal fra Kolding måttet svare på adskillige gange, siden de for et år siden sagde ja til at flytte til Papua Ny Guinea som udsendinge for den internationale tværkirkelige organisation Mission Aviation Fellowship (MAF). Afrejsetidspunktet er fastsat til starten af oktober, og parret har efterhånden fundet fred med beslutningen, men de har stadig svært ved at svare på, hvorfor de gør det.«

»Det enkle svar er, at vi ikke kan lade være,« siger Steffen.

»Vi har altid haft lyst til at bringe os selv i spil i forhold til at arbejde i udlandet. Før vi fik børn, arbejdede vi et år i Hong Kong, og siden har vi haft på fornemmelsen, at vi skulle afsted igen. Udfordringen har været at finde det helt rigtige for os som familie. Men vi har aldrig kunnet slå tanken ud af hovedet. Heller ikke da vi købte hus i Kolding og begyndte at sætte det i stand. Nogle af vores venner sagde, at så blev vi jo nok boende der de næste 30 år. Det ville sikkert være det rigtige for nogle, men for os var det en skræmmende tanke,« smiler han.

En anden plads

Og det skyldes ikke, at familien ikke trives under hjemlige himmelstrøg.

»Jeg tror, at vi alle udfylder en plads i livet og i Guds plan lige der, hvor vi er. Sådan en plads har vi udfyldt her i Kolding, og det kunne vi sikkert have gjort de næste mange år. Men samtidig har vi følt, at der også var en anden plads, som var vores, et eller andet sted i verden,« uddyber Steffen.

Det er ikke et sted, man rejser hen af ren eventyrlyst

Parret har løbende holdt øje med stillingsopslag fra forskellige missionsselskaber. Men det har været svært at finde noget, der passede til en familie på fire. »Ofte vil de jo helst have teologer, og det kan vi ikke tilbyde,« forklarer Steffen, som indtil videre har fået to års orlov fra sit lærerjob på den kristne friskole Lykkegårdskolen i Kolding.

Interessen blev derfor hurtigt vakt, da MAF for halvandet år siden søgte først en lærer og siden en skoleleder til Highland Christian Grammar School, som MAF driver i Papua Ny Guineas tredjestørste by Mount Hagen. Den stilling virkede som skræddersyet til Steffen, der tidligere har været viceforstander på Grejsdalens Efterskole og viceskoleleder på Haderslev Kristne Friskole. Alligevel har det krævet mange bønner og overvejelser at nå frem til beslutningen.

Et farligt rejsemål

»Det er ikke et sted, man rejser hen af ren eventyrlyst. Vi har rejst meget, også med børnene, men Papua Ny Guinea er noget helt andet, end vi har prøvet før. Der er masser af fattigdom, korruption og kriminalitet, og vi kommer til at bo i en indhegnet compound sammen med andre internationale udsendinge. Vi skal nok komme uden for murene, men man skal tænke sig om og vide, hvad man gør som hvid vesterlænding, « forklarer Heidi, der er uddannet i pædagogisk psykologi og blandt andet har undervist i psykologi på HF.

I løbet af sommeren skal parret på sikkerhedskursus og lære, hvordan de håndterer væbnet røveri, kidnapning, jordskælv og meget andet, og de skal på et udvidet førstehjælpskursus, så de langt hen ad vejen kan klare sig selv, hvis uheldet er ude. Sygehuset ligger ganske vist ikke mange timers kørsel derfra, men det kan være svært at komme derhen.

»Hvis det bare var Steffen og jeg, der skulle afsted, tror jeg, vi havde taget det ret afslappet, men det er noget andet, når vi også har børnene med. Derfor turde vi heller ikke rejse, hvis ikke vi stolede på, at Gud er med os. Vi har længe ventet på og bedt om, at Gud ville fortælle os noget i en drøm eller sætte en brændende busk i vores have, så der ikke var noget at være i tvivl om. Det skete bare ikke, og til sidst blev det faktisk en anfægtelse for os,« fortæller Heidi.

Glem den brændende busk

Parret tog derfor en snak med deres lokale præst.

»Han fik afdramatiseret det med Guds kald. Han sagde, at hvis vi gik og ventede på en brændende busk, så måtte han skuffe os, for det kom nok ikke til at ske. Han forsikrede os om, at Gud vil være med os, uanset hvor i verden vi befinder os, og hvis vi virkelig havde lyst til at sige ja til opgaven, så kunne det sagtens være Gud, der kaldte på os. Efter den snak gik vi lettede hjem,« husker Heidi, som på en måde er godt tilfreds med, at de ikke har oplevet kaldet helt så konkret, som de har bedt om.

»Hvis Gud havde plantet en brændende busk foran os, havde det sikkert givet os ekstra vished om, at det var Guds plan for os, at vi netop skulle til Papua Ny Guinea. Men det havde også stillet os i en meget sårbar situation, hvis det viste sig, at vi slet ikke kunne trives med opgaven og som familie derude. Derfor har jeg det faktisk bedre med at tænke på Guds kald som noget, han rækker til alle kristne. Om at leve troen ud og fortælle mennesker om Jesus, hvor man er. I sådan et kald er der plads til at fejle og skifte kurs undervejs, føler jeg.«

Det er op til Gud

Heidi og Steffen har aftalt en udsendelse i minimum to år med mulighed for forlængelse. Om det bliver en succes, er helt op til Gud, mener de.

»Vi har virkelig brug for, at han lader det lykkes. Både i forhold til de konkrete opgaver og i forhold til vores trivsel som familie. Selv om der stadig er rigtig meget, der kan bekymre, så har vi faktisk en roligere fornemmelse i maven nu, end i alle de år, hvor vi gik og overvejede, hvor der mon var brug for os. Det giver en stor tryghed, at vi har Gud med, og det tager præstationspresset fra os. Vi har bevidst ikke oversolgt os selv i samtalerne med MAF, men som en sagde til os: ‘Gud arbejder med det, han har!’ Vi kan ikke gøre så meget andet end at stille os til rådighed og gøre vores bedste,« siger Heidi, hvis opgave i første omgang bliver at få familien etableret i de nye omgivelser. Derefter vil hun kunne engagere sig mere i skolen og andre MAF-aktiviteter i nærområdet.

Familien skal udsendes fra Kristkirken i Kolding ved en gudstjeneste den 24. september. Herefter vil de alle fire blive nævnt i kirkebønnen ved alle gudstjenester, og for Heidi og     Steffen er det udtryk for langt mere end en symbolsk opbakning.

»For mig kan det godt blive en from høflighedsfrase, at man lover at bede for nogen, der står over for noget nyt. Det er i hvert fald ikke altid, jeg husker at gøre det. Men nu, hvor det er os, der har brug for forbøn, betyder det bare rigtig meget, at der faktisk er en menighed, som vil bede, støtte og tage medansvar for den opgave, vi skal ud og løse. Det er som en varm dyne, man kan tage om sig på en kold dag,« siger Heidi.

Hold dig opdateret med vores aktiviteter og nyheder fra Indre Mission

Vi sender vores nyhedsmailen hver anden torsdag med nyheder fra landsarbejdet og inspiration fra de lokale fællesskaber. Du får også en oversigt over kommende begivenheder og smagsprøver på magasinet impuls.

Tilmeld mig

Tak for din tilmelding

Vi har sendt en mail og bedt dig bekræfte din mailadresse. Du er først tilmeldt, når adressen er bekræftet.