Der bor over 700.000 mennesker med udenlandske rødder i Danmark. De bor alle vegne, i hver eneste kommune. Nogle er flygtninge, andre er udenlandske studerende, og andre igen er østeuropæere, som typisk arbejder som håndværkere eller i landbruget.
»Derfor er tværkulturel mission heller ikke kun et tema for de IM-fællesskaber, som tilfældigvis holder til i nærheden af et asylcenter. Det er et tema for alle,« siger Krista Rosenlund Bellows, der er landsleder for Indre Missions Tværkulturelle Arbejde.
»Jeg bor selv i Ringkøbing-Skjern Kommune i Vestjylland. Her har vi ingen ghettoer, men vi er over 30 forskellige nationaliteter, og vi har sogne, hvor 10 procent af befolkningen kommer fra Østeuropa. Det er en kæmpe udfordring, men også en stor mulighed, som vi er nødt til at overveje, når vi tilrettelægger vores missionsarbejde.«
Bak op om de frivillige
Hun efterlyser et langt større fokus på tværkulturel mission og et andet syn for dem, der engagerer sig.
»Mange er allerede engageret i tværkulturelt arbejde, men ikke nødvendigvis i IM-regi. Det er rigtig godt! Men vi har brug for, at dette engagement bliver synligt i IM-fællesskabet. At det bliver båret frem som forbønsemne, og at de, der er engagerede, får lov til at fortælle om arbejdet. På den måde får resten af fællesskabet mulighed for at bakke op om indsatsen, og den lokale bestyrelse får mulighed for at støtte og passe på deres ildsjæle, så de ikke brænder ud,« siger hun.
Krista håber, at øget kendskab vil få flere til at engagere sig i arbejdet.
»Mange tænker, at de ikke kan bruges, fordi de ikke taler samme sprog som udlændingene. Og selvfølgelig er sprogbarrieren en udfordring, men den oplever en udlænding i Danmark jo hele tiden. Derfor er det vigtigt, at vi tør anbringe os selv i den samme utilpashed og se, om vi ikke kan få noget ud af det alligevel. Det er ikke farligt, men det kræver, at vi bevæger os ud af vores komfortzone. Det er svært for nogle, mens andre synes, at det er enormt spændende. Heldigvis kan vi ofte alliere os med nogen, så vi ikke behøver at stå alene med det,« siger hun.
Samarbejde er vejen frem
Krista ser samarbejde med andre som vejen frem i mange situationer.
»Et IM-fællesskab, hvor de fleste er fyldt 60, er nok ikke det rigtige for en mand på 20, der trænger til at møde nogle jævnaldrende. Men måske kan man hjælpe ham med at få kontakt til IMU i nabobyen eller sørge for, at han bliver inviteret med på en lejr,« siger hun.
»Vi skal ikke være bange for at samarbejde eller henvise til andet kirkeligt arbejde. Inviter sognekirken, Luthersk Mission, Y’s Mens-klubben, og hvad man ellers har, til en fælles snak. Hvem bor i vores by, og hvad kan vi hver især byde ind med i forhold til de personer? Husk også at invitere genbrugsbutikkerne, for de har som regel kontakterne. Både flygtninge, østeuropæere og udenlandske studerende handler i stor stil i genbrugsbutikker,« siger Krista, som gerne medvirker ved sådanne møder.
»Man kan også invitere nogle fra et nabo-fællesskab, som har gjort sig erfaringer. Alene i IM har vi over 30 års erfaringer med tværkulturelt arbejde, så det skulle være mærkeligt, hvis der opstod en situation, som ingen har stået i før.«
Spredt for alle vinde
En stor udfordring er, at mange af de udlændinge, som har mødt kristne og hørt om kristendommen på asylcentrene, nu er blevet spredt for alle vinde.
»Mange af dem har vi desværre ikke kontakt med længere, og mange har været svære at overdrage til nye fællesskaber. Nogle, fordi de pludselig har fået travlt. Andre, fordi det har været svært at finde et fællesskab, som kunne og ville påtage sig opgaven,« fortæller Krista.
»For mange er det svært at tage imod nogen, der taler et andet sprog og måske samtidig er nye i troen. Men jeg synes, vi er nødt til at prøve, når vi står med mennesker, som har brug for at komme til at leve i den tro, de netop har fået. Det er de tvunget til at gøre i et land, som er splinternyt for dem, på et sprog, som de ikke kan endnu, og i en kultur, som er enormt forskellig fra deres egen. Det er en kæmpe udfordring for dem, og det kræver virkelig meget hjerterum, overbærenhed og kærlighed at være der for dem. Og netop derfor er vi nødt til at påtage os den opgave som fællesskab eller i det mindste hjælpe dem hen til nogen, der kan,« siger hun.
Målet er langsigtet
Målet for tværkulturel mission er langsigtet og svært at gøre konkret.
»Det store mål er, at Guds rige bliver endnu mere mangfoldigt, fordi også IM i Danmark formåede at løfte den opgave,« fastslår Krista.
»Vi er nødt til at tænke i langsigtede mål. Måske er det første mål at få børnene med i børneklubben og senere i junior- og teenklubber. Måske kan forældrene også få en god oplevelse, hvis vi inviterer dem med på bibelcamping eller Årsmødefestival. Og så må vi bevare kontakten og se, hvad der sker derefter.«
