»Det kristne fremtidshåb er for nedadgående i både salmer og liturgi i folkekirken. Mange prædikener munder ud i en moralsk appel til skuffelse for dem, der kom i kirke for at blive trøstet.« I en interessant kronik i Kristeligt Dagblad sidst i februar havde tidligere biskop over Fyens Stift Kresten Drejergaard et kritisk fokus på forkyndelsen i folkekirken.
Om nyere salmer vurderer han, at forekomsten af de trøsterige pointer – opstandelsen, håbet om et evigt liv hjemme hos Gud osv. – er drastisk reduceret og ellers kun udtrykt i meget spagfærdige vendinger.
Mange prædikener lider under det samme, peger Drejergaard på, så forkyndelsen bliver dennesidig og kommer til at handle meget om pligt og moral. Også kærligheden kan blive gjort til en pligt og en dyd, som vi kan være mere eller mindre dygtige til. For når Kristi kærlighed ikke forkyndes som et skænket livsvilkår, men mest som et forbillede til efterlevelse, ender mange prædikener ikke overraskende som moralsk appel.
Opmærksom på tendenser
Langt på vej genkender jeg denne »analyse «. Vender vi blikket indad i Indre Mission, vil kritikken så også ramme os?
Til dels, tror jeg. Men der vil også være andre blinde vinkler i forkyndelsen og tendenser, vi bør være opmærksomme på. Min fornemmelse er, at evighedshåbet ikke lyder så klart, som det kunne. Fokus kan let handle mere om menneskets værdi, muligheder og ansvar på bekostning af, hvad Kristus har gjort for mig. Troen kan mere blive et spørgsmål om, hvad jeg gør, end hvad Jesus er. Nedtones Guds vrede og dom og syndens alvor, svækker det en sund forkyndelse. Mister vejledningen til et helligt liv og den åndelige vækst i kristenlivet sin forankring i sakramenterne (dåb og nadver), bliver forkyndelsen let uevangelisk.
Indhold er afgørende
Vi skal hjælpe hinanden på vej og være åbne for konstruktiv kritik af forkyndelsen. Det må ske, så forkyndere ikke mister modet, og tilhørere mister tillid. Sagen er vigtig, for det er livsafgørende, hvad der bliver forkyndt. Vi må være bevidste om udvikling og tendenser i forkyndelsen – ikke mindst hos os, der selv har ansvar som forkyndere.
En nutidig, forståelig og vedkommende forkyndelse, der ikke giver køb på Bibelens uforanderlige budskab, har altid været kirkens opgave. Sådan er det stadig!
