I det seneste år har begrebet "åndelig oprustning" fyldt meget i den offentlige debat. Retorisk er det et stærkt begreb, fordi det vækker opmærksomhed og skaber debat. Samtidig er det uklart, hvad det egentlig dækker over, og hvad formålet præcist er. Derfor er åndelig oprustning også blevet brugt og fortolket på mange forskellige måder.
Debatten har dog åbnet for interessante perspektiver som åndelig forankring, beredskab og besindelse. Det er temaer, som på mange måder viser os tidens åndelige fattigdom i bred forstand. Men de kan også hjælpe os med at formulere strategiske svar på tidens åndelige længsler og behov.
Fokus på børn og unge
Sidst i januar var jeg sammen med Resam (Religion & Samfund) inviteret til møde med Folketingets Kirkeudvalg. Naturligt blev "åndelig oprustning" også nævnt, og der var fokus på, hvordan vi taler med børn og unge i en tid, hvor mange er utrygge, forvirrede, har mistet håb og føler sig overladt til frygt og ensomhed. Hvordan italesætter vi det ansvar og den opgave, som forældre og ledere har til at tale med børn og unge om dette?
Et stærkere fokus på børn og unge kan også handle om, hvad vi mener med "demokratisk sindelag" (positivt) og "værn mod ensretning" (negativt). For hvordan kan vi give det videre til næste generation i en tid, hvor det ikke er så selvfølgeligt?
Modvirke frygt og tavshed
Der er et behov for at være konkret og bevidst. Derfor vil jeg gerne slå et slag for, at vi lærer vores børn: (1) at det ikke er farligt at mene noget, (2) at det ikke er farligt at sige sin mening højt og (3) at det ikke er farligt at være uenige.
Vores frygt for polarisering ser ud til at have medført en frygt for at udtrykke holdninger og ytringer, når vi er i samme rum som andre (anderledes trives mudderkastning bedre online).
Vi vokser som mennesker, når vores synspunkter bliver modsagt. Vi modnes i modvind, og vi finder kun svagheder ved vores egne ståsteder, når vi møder modsigelse. Og vi går glip af vigtige indsigter, fordi der er et erkendelsespotentiale i uenigheden, som vi ikke har råd til at misse.
I familierne og i fællesskaberne, både IM, IMU og Danmarks Folkekirkelige Søndagsskoler, kan vi øve os sammen og hjælpe hinanden godt på vej.
