Vi står foran en sommer med mange tilbud om lejre af forskellig art. Også i Indre Mission og Danmarks Folkekirkelige Søndagsskoler fylder lejrtilbuddene meget, og lejrene for børn, unge, pensionister eller indvandrere har meget stor betydning. Mange af os har haft nogle af de vigtigste oplevelser på lejre. Nogle kommer til tro, og andre bliver styrkede eller grundfæstede i troen.
Derfor gør det indtryk, når vi har svært ved at finde de ledere, der er brug for. Det gør ondt, når lejre med forventningsfulde børn må aflyses, fordi der ikke er ledere eller køkkenfolk til at gennemføre dem.
Hviler på frivillig indsats
Alt kristent arbejde hviler på en frivillig indsats fra rigtig mange, som påtager sig ansvar og bærer med på de mange forskellige opgaver. Det handler om både tid og penge, men det er samtidig en glæde og berigelse at få lov til at bære med.
Der er forskel på, hvor mange ressourcer hver enkelt har. Men vi skal alle øve os i at finde balancen mellem at sige ja og nej i forhold til vores ressourcer, livssituation og nådegaver. Der er ingen – eller meget få – der altid skal sige nej, og der er ingen, der kan holde til altid at sige ja.
Finder vi ikke en sund balance, kommer nogle i en situation, hvor de for ofte siger ja, og derfor kommer til at tage mere på sig, end de kan holde til. Det kan ende med, at de brænder helt ud eller går i stykker.
Andre kommer måske i en situation, hvor de for ofte siger nej, og de går derfor glip af den velsignelse, det er at være med til at bære arbejdet. Hvis for mange for ofte siger nej, kan det blive svært at finde bestyrelsesmedlemmer, køkkenfolk, lejrledere, kasserere, folk til at holde huset eller grunden, besøgsvenner, klubledere, teknikere osv.
Både et ja og et nej smitter
Den, der siger ja, gør det nemmere for andre at sige ja. Den, der siger nej, gør det også lettere for andre at sige nej – og sværere at sige ja.
En anden problemstilling er, at de, der har sagt ja til en opgave, kan have svært ved at trække sig fra opgaven igen, hvis der ikke er nogen til at overtage.
Lad os hjælpe hinanden med at finde balancen. Det gør vi nok bedst ved at tale åbent om, hvordan vi hver især har det med at sige ja og nej til de kald, der lyder.
