Læren om alles frelse er ikke ny

Vi kommer ikke uden om, at Jesus også taler om Guds vrede og om evig straf.

»Hvis vi som kristne virkelig skal kunne glæde os over dommedag, må dommedag ende godt for alle mennesker – også for de mennesker, som i dette liv ikke har haft den »rette« kristne tro.«  Sådan skrev Lars Sandbeck, teolog og studielektor ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter, i en artikel i Kristeligt Dagblad i august.

Læren om alles frelse er ikke ny. Allerede i den tidlige oldkirke mente nogle teologer, at troen på alles frelse kan begrundes i den bibelske åbenbaring af Gud som betingelsesløs kærlighed og Kristus som hele verdens frelser. En lære, som i høj grad er baseret på Guds erklærede vilje og ønske om, at alle mennesker skal frelses.

Dog er denne lære om alles frelse blevet afvist ved de store kirkemøder, i oldkirkens trosbekendelser og igen ved reformationen. Og det er med god grund, for teologien i læren handler ikke bare om en mulig udlægning, men om at alles frelse ikke er i overensstemmelse med Bibelens budskab.

Stadig i modstrid med Bibelen

Det er altså ikke nyt, at der er teologer og præster, som er fortalere for alles frelse – heller ikke i vores tid. Heller ikke, at læren vinder indpas i kirkens forkyndelse og teologi. Men denne kristendomsforståelse er stadig et konsekvent opgør med vores evangelisk-lutherske trosbekendelse.

Når Lars Sandbecks bog Når kærligheden dømmer. Den kristne tro på alles frelse udkommer til oktober, vil det være endnu et led i opgøret med kirkens klassiske lære om dommens dobbelte udgang til enten frelse eller fortabelse. Desværre vil den nok få en positiv omtale af mange og blive anset som bibelsk funderet. Det vil blot være endnu en indikation på, hvor meget medvind læren har for tiden.

Vi må lære af Jesus

Vi kommer ikke uden om den alvor, at Jesus også taler om »Guds vrede« og »evig straf« – og at der kun er frelse ved troen på ham. Smerten ved at tænke på, at nogen går fortabt, må ikke lede os til et opgør med Guds ord, men i stedet tilskynde os til at fastholde den kristnes kirkes svar, som er forbøn og mission. For sådan lærte Jesus sine apostle det, sådan har de givet det videre, og sådan vil vi fortsat forkynde det.

Lad os hjælpe hinanden til at fordybe os i, hvad Bibelen lærer om dom, frelse og fortabelse, så vi bevarer en sund, åndelig dømmekraft.

Kom tættere på arbejdet i Indre Mission

Hver anden uge sender vi nyt om arbejdet, menneskerne og det, der rører sig i Indre Mission. Du får også en smagsprøve på magasinet Impuls og en oversigt over kommende arrangementer.

.
Seneste blogindlæg
Ledere med hjerte for opgaven
Syv byer har i år lagt lokaler til vores formands- og kasserermøder. Her mødtes ledere fra udvalg og bestyrelser i IM, IMU og Danmarks Folkekirkelige…
Hjertet er vigtigere end den pæne facade
Glem den uofficielle tjekliste for, hvad der kendetegner en »rigtig IM’er«. Relationen til Gud bygger på hans barmhjertighed. …
Forældre – sænk skuldrene
Slip de høje krav til forældrerollen. Det er ikke en kompetence, der skal læres, men en praksis, der skal leves - helst i et støttende og rummeligt…