Indre Missions venner har gennem hele bevægelsens historie udvist en imponerende opfindsomhed. Den har manifesteret sig i nye måder at forkynde Kristus på, tilpasset tidens behov, så mange forskellige mennesker kunne møde evangeliet. Initiativer som »svajermission« i København, mission i fiskerihavne, på herregårde og med telte viser et engagement og en begejstring for Jesus, som man ikke ønskede at holde inden for en snæver kreds. Flere skulle lære ham at kende som deres frelser.
I dag ser jeg noget af den samme ildhu, når unge engagerer sig i Gadetro, inviterer til kristendomskurser, arrangerer mandeaftener eller afholder volleyballstævner med kristent fællesskab og forkyndelse. Ligeledes sker det, når der uddeles forkyndende magasiner og foldere i byen, når der tales om tro på digitale platforme, eller man finder på andre måder at nå mennesker på.
Opfindsomheden fortsætter
Drivkraften bag alt dette er mødet med Guds kærlighed. Det samme gælder, når missionshuse udvides, renoveres eller der bygges nye. Mange timer og ressourcer bliver investeret i disse tiltag med det formål, at livet med Jesus skal have gode vilkår, og at flere skal ledes til ham. Opfindsomheden lever og fortsætter.
Det er sundt for udviklingen af vores arbejde, at vi forbliver nysgerrige på tidens muligheder. Det gælder både aktiviteter og måder, vi mødes på.
Lad os være åbne for, hvad tiden tilbyder af nye veje til at forkynde evangeliet der, hvor vi bor. En sund nysgerrighed kan åbne døren for nye initiativer og samværsformer, som opleves relevante for mennesker, vi møder. Dette gælder ikke kun i udadrettet missionsarbejde, men også for dem, der allerede er en del af vores fællesskaber, og hvor nogle måske føler sig udfordret af de traditionelle mødeformer.
Fokus på formålet
Tradition og nytænkning – eller sagt på en anden måde, stabilitet og udvikling – skal gå hånd i hånd. Hvis ikke det sker, risikerer vi at miste fokus på Indre Missions formål – at mennesker finder ind i og bliver fastholdt i troen på Jesus.
Evangeliet er lige så relevant for mennesker i dag, som det var i 1861. Derfor bør vi også løbende vurdere, om vores samværsformer og aktiviteter stadig er relevante og tidssvarende.
