Mange mennesker kommer til tro på Jesus gennem venskab med en troende. Det er det almindelige. Det har jeg hørt mange vidnesbyrd bekræfte. Derfor er det naturligvis en missionshindring, hvis vi, der kender Jesus, ikke har tid eller ressourcer til flere venner.
For nylig gjorde en kollega mig opmærksom på, at det kan være en af de store hindringer for vækkelse i dag. På Indre Missions Årsmøde i Vejen blev jeg igen mindet om samme sag, da én fra scenen fortalte om en pige, der kom i IMU en gang imellem, og som spurgte: Hvordan kan det være, at I kun inviterer mig til møde og ikke inviterer mig til fødselsdag?
Har vi venner nok?
Det fik mig igen til at tænke og spørge mig selv – og nu jer, der læser dette: Har vi missionsfolk venner nok? Er der ikke rigtig tid og ressourcer til flere? Og hvad vil vi i så fald gøre ved det?
Hvor mange venskaber, man kan rumme, er forskelligt. Og venskab kan defineres forskelligt. Men uanset hvordan man definerer venskab, så indebærer det, at man investerer tid i samvær og samtale med et andet menneske. Og den tid kan ikke bruges på andet. Derfor kommer jeg til at give afkald på noget, hvis jeg vil bruge mere tid og flere ressourcer på venskab med søgende mennesker.
Vi må anerkende, at vi er begrænsede. Nogle har flere ressourcer end andre.
Gøre noget sammen
En konstruktiv måde at gøre plads til flere venskaber i sit liv er at gøre noget naturligt sammen med andre, som man ellers umiddelbart ville gøre selv.
Hvis jeg planlægger at tage til grænsen og se sort sol, kan jeg f.eks. dele den oplevelse med en nabo eller en fodboldkammerat. Det samme gælder, hvis jeg planlægger en tur til grænsen for at handle til jul eller til Parken for at se en landskamp. Eller jeg kan overveje at udvide kredsen af mennesker, jeg inviterer til private fester og andre anledninger.
Vennemæthed er et nyt ord for mig. Det udfordrer mig. Jeg er overbevist om, at mission som hovedregel forudsætter en god relation mellem en troende og en søgende, og at gode relationer har brug for tid.
