Der findes ikke forkerte drenge og piger

Vi kan utilsigtet komme til at presse børn og unge til at tænke, at de er forkerte, når vi stereotypt taler om rigtige drenge og rigtige piger.

I forlængelse af debatten om kønsskifte for børn helt ned til 0 år, som blandt andet regeringen har fremsat lovforslag om, er det befriende at se, hvordan forskere og medier nu træder forsigtigt på bremsen.

Kristeligt Dagblad refererer den 8. april til en hollandsk undersøgelse, som siger, at de fleste børn og unge vokser fra deres kønsusikkerhed. En konklusion som bakkes op af danske forskere.

Meget få transpersoner

Ifølge psykiatriske fagfolk er det meget, meget få, der reelt er transpersoner. Men der er en del børn og unge, der er usikre på deres kønsidentitet.

De, der har alvorlige problemer med deres kønsidentitet, skal hjælpes, men de børn og unge, der er usikre på deres køn, og disses forældre skal ikke presses til at overveje kønsskifte. Derfor er det godt, at loven indtil videre ikke kan finde flertal i Folketinget.

Vidnesbyrd fra voksne, der som børn inderligt ønskede at være det modsatte køn, tilsiger, at vi alle skal være bedre til at give plads til at være henholdsvis dreng og pige på forskellig måde. Vi kan utilsigtet komme til at presse børn og unge til at tænke, at de er forkerte, når vi taler om rigtige drenge og piger, eller når vi taler stereotypt om, hvad piger og drenge kan og gør.

Drenge og piger på forskellige måder

Bemærkningen »Du er en rigtig dreng« til knægten, der elsker biler, maskiner og fodbold, kan få den stille og måske sårbare dreng, der kan lide at lege med dukker, sætte hår eller at klæde sig flot, til at føle sig forkert. Det næste kan være en overvejelse, om jeg er forkert og i virkeligheden ikke er dreng, men pige. Født i den forkerte krop.

Der er ingen piger, der er forkerte, fordi de elsker traktorer, og ingen drenge, der er forkerte, fordi de kan lide lyserød.

Med det pres, der er på børn og unge i dag til at finde deres identitet, er det vigtigt, at vi giver dem ro til at være henholdsvis piger og drenge på den måde og med de ting, de kan se sig selv i.

I vores tale og handling skal vi give plads til at være pige og dreng på forskellige måder. Så kan vi måske være med til at skærme dem imod at overveje kønsskifte, og dermed være med til at hindre en personlig katastrofe for nogle.

Få inspiration og seneste nyt fra Indre Mission

Hver anden uge sender vi en mail med gode historier fra vores arbejde og inspiration til foreningsarbejdet. Du får også en smagsprøve på magsinet impuls og en oversigt over kommende arrangementer.

.
Seneste blogindlæg
Forældre – sænk skuldrene
Slip de høje krav til forældrerollen. Det er ikke en kompetence, der skal læres, men en praksis, der skal leves - helst i et støttende og rummeligt…
Påskens budskab er også for muslimer
Dialogen med muslimer bør have til formål at bygge bro mellem mennesker uden at blande religiøse ritualer sammen.
Når længslen efter vækkelse gør os blinde
Hvis længslen efter vækkelse bliver så altoverskyggende, at vi ukritisk sluger alt, hvad der dufter af nyt liv og åndelig vækkelse, så kommer vi let…