Et bedre tilbud end dit nytårsforsæt - indremission.dk
Et bedre tilbud end dit nytårsforsæt
Et bedre tilbud end dit nytårsforsæt

Foto: Chinnapong/iStock/Getty Images Plus
27.12.2020

Et bedre tilbud end dit nytårsforsæt

Der er ingen udløbsdato på tilbuddet fra Gud, der året rundt vil bære os




Vi står på tærsklen til et nyt år. En gammel tradition tilskriver, at man skal gøre sig nogle gode nytårsforsætter. Det handler gerne om en ny begyndelse i forhold til forsømmelser i det forløbne år. Noget, der skal gøres ende på eller lidt lapperier på den dårlige samvittighed.

Det er alt sammen meget godt og måske også fint nok, at vi en gang imellem tager visse forhold i tilværelsen op til revision. Men ofte så holder de gode intentioner ikke engang januar måned ud og ender derfor blot som endnu en sten i skoen.

Hver dag er en nådedag

Gud tilbyder noget, som er bedre end nytårsforsætter, og som ingen udløbsdato har. Gud tilbyder faktisk, at du må læne dig tilbage og både minde dig selv om og sådan set også nyde, at hver dag i det nye år er en nådedag. Det betyder først og fremmest, at Guds tilgivelse er ny hver dag. Dernæst betyder det, at du hver morgen må vide, du også denne dag er i Guds hånd. Vi synger:

Nu må du blot hænge armene langs siden.
Tro ikke, det er dig, der bærer mig!
Tror du, jeg må holdes oppe hele tiden?
Husk nu på, at det er mig, der bærer dig!
(Sange og Salmer 657, vers 2)

Det er ikke et nytårsforsæt, du skal indfri. Det er til gengæld et løfte, som gælder hver dag i året, og som Gud står inde for at indfri.

Til forskel fra nytårsforsætterne, så kræver det heller ikke nye kraftanstrengelser, du alligevel har svært ved at levere, eller skævheder, der skal rettes op på i hverdagen. Det handler i stedet om, at Gud allerede har taget ansvaret for den dag, som hver morgen vil ligge foran di

Guds barn hver dag

Vi må tage løftet i Esajas’ Bog 46,3-4 til os: »Lige fra fødslen blev I løftet op, I blev båret fra moders liv. Til I bliver gamle, er jeg den samme, til I bliver grå, bærer jeg på jer. Det har jeg gjort, og jeg vil stadig løfte jer, bære på jer og bringe jer i sikkerhed.«

Det er et løfte, som ikke udløber i løbet af januar måned, men som gælder det, vi kalder 24/7 og hele året. Hver dag får du lov at være Guds barn, for barn er ikke kun noget, man er hver anden dag.

Så træd da frimodigt ind i det nye år, for uanset hvad året måtte bringe, kommer der ikke en eneste dag i 2021, du skal gå i møde alene. Han, som bærer dig, er hos dig.


.
Indre Mission
Korskærvej 25
7000 Fredericia
T: 75 92 61 00
E: post@indremission.dk

Persondatapolitik
Cookiepolitik
Følg vores aktiviteter