Telefonandagten fylder 50 i år og har gennemsnitligt 300 lyttere hver dag
Det er missionær Finn Najbjerg, som i dag er daglig leder af telefonandagten. Han sørger for alle aftaler med andagtsholdere, laver PR, planer og oversigter og sørger for, at netandagten.dk altid er opdateret med dagens andagt.
»Jeg får mange positive tilbagemeldinger fra folk, som bruger telefonandagten,« fortæller Finn Najbjerg. »Og det er ikke kun de ældre, der lytter.«
Finn Najbjerg oplever, at telefonandagten har fået en renæssance.
»I dag er telefonandagten ikke længere væk end mobilen i lommen, og den kan lyttes i en pause på arbejdet, i skolen eller på vej i bussen. Det betyder, at vi i dag har adgang til mange flere lyttere end tidligere, « forklarer Finn Najbjerg. Han fortæller også, at telefonandagten bruges som afslutning på et møde, hvor den kobles til højttalerne, og at den unge mor bruger telefonandagten, når børnene er lagt i seng.
»Jeg ønsker, at telefonandagten må være det daglige åndehul for både unge og ældre,« siger Finn Najbjerg, der glæder sig over, at der fortsat er brug for at lytte til de korte bibelske refleksioner.