I løbet af vinteren mødtes otte af Indre Missions medarbejdere til tre undervisningsdage om frimodig forkyndelse. Kurset, der blev ledt af ungdomskonsulent Caroline Kaltoft og undervisningskonsulent Sprint Aagaard Korsholm, tilbød en blanding af oplæg og praktiske øvelser, der skulle udfordre og styrke deltagerne i at forkynde Guds ord på en relevant og engagerende måde.
Deltagerne kom med vidt forskellige tjenester og baggrunde, hvilket gjorde det til en udfordring at sikre, at alle fik udbytte af kurset hele vejen igennem.
»Vi varierede indholdet med oplæg og samtaler. På den måde lykkedes det at skabe en god læringsoplevelse for alle,« siger Sprint Aagaard Korsholm.
En særlig indsats blev lagt på at etablere og understøtte mentorordninger, hvor hver deltager havde eller fik en mentor til at støtte dem i deres tjeneste som forkyndere.
»Vi håber, at alle deltagerne er blevet endnu mere frimodige til at formidle Guds ord,« siger undervisningskonsulenten.
»Med en så mangfoldig gruppe af forkyndere tror vi på, at de vil kunne nå og berøre mange forskellige tilhørere i de kristne fællesskaber.«