Forårets formands- og kasserermøder i Indre Mission viste stor opbakning og engagement fra deltagerne. 400 lokale formænd og kasserere mødte op.
»Mange kom for at få vigtig og nødvendig information om økonomien,« fortæller generalsekretær Jens Medom Madsen.
»Der var kasserere, som kom med en forventning om, at omlægningen var større og mere besværlig, end den bliver i sidste ende. Da vi først fik snakket om, hvad det konkret betød, blev det mere spiseligt og enkelt. Som det blev understreget flere gange af økonomichefen, er det en omlægning, vi er sammen om, hvor økonomiafdelingen er behjælpelig med de udfordringer, der kan være.«
Det gode liv i bestyrelsen
Lederne kom ikke kun for økonomidelen, men også for at drøfte det gode liv i bestyrelsen.
»Det er vigtigt at tale om forventninger i bestyrelsen, både til rollerne og til kulturen i bestyrelsesarbejdet. Der blev delt erfaringer om, hvordan man bedst organiserer og opbevarer dokumenter, og ikke mindst, hvordan man rekrutterer nye bestyrelsesmedlemmer,« siger Jens Medom Madsen.
Han fremhæver, at formands- og kasserermøderne var med til at bygge bro.
»Der var en rigtig god samtale mellem de forskellige aldersgrupper og på tværs af de lokale fællesskaber. Jeg tror, at formands- og kasserermøderne er en god platform, hvor vi kan understøtte og udbygge denne dialog. Desuden har møderne bidraget til, at afstanden mellem det lokale IM-arbejde og administrationen på Indre Missions Hus er blevet mindre. Vi er kommet tættere på hinanden,« forklarer generalsekretæren.