IM i Herning: Nutidige rammer gør det ikke alene

IM-fællesskabet i Herning kunne fejre missionshusets 125 års jubilæum med et nyrenoveret hus. De nye rammer giver anledning til at tænke i visioner for at nå flere med evangeliet. 

Missionshuset har fået et lyst og venligt look, som dannede en god ramme om 125-årsfesten.

Skiftende årtiers farver og designs har præget det 125 år gamle missionshus Bethania, der ligger i Herning bymidte. Det kom frem i løbet af den festlige jubilæumsfejring den 2. september. Men med inspiration fra tv-værten Søren Vester fremstår huset nu i et enkelt hvidt design efter en omfattende renovering, som akkurat nåede at blive færdig til fødselsdagsfesten.

Jubilæet blev fejret i det bedste solskinsvejr som et stort åbent hus, der begyndte med drop-in og rundvisning om formiddagen. Senere var der trylleri og pandekagebagning for store og små, og først på eftermiddagen var alle indbudt til fællessang. Bagefter kunne man sætte tænderne i en kagemand.

»Det er blevet rigtig flot, og så er der kommet en god akustik,« fortæller en yngre deltager.

Vil skrue på de rigtige knapper

Klokken 16 var selve jubilæumsmødet, og det hele sluttede med fællesspisning for 120 tilmeldte.

»Jeg glæder mig over alle de mennesker, der havde lyst til at kigge forbi. En del var nogle, som måske ikke kendte missionshuset så meget,« siger Marianne Kring, der er formand for Herning IM.

Flere af dem havde fortalt, at de kunne huske dengang, hvor der var en stor søndagsskole i missionshuset.

»Der er rigtig mange mennesker, som gennem søndagsskolen og på andre måder har mødt evangeliet her i huset.«

Hun er glad for, at IM-fællesskabet kan vinge det sidste års renovering af på listen over vigtige ting, som der skal arbejdes med.

»Vi har fået skabt nogle rigtig gode, nutidige rammer, men det gør det ikke alene, hvis vi skal nå mennesker med evangeliet. Vi kan ikke bare læne os tilbage og tænke, at vi gør, som vi gjorde for 50 år eller bare for ti år siden. Foran venter et visionsarbejde, hvor vi skal finde ud af at skrue på de rigtige knapper, så vi bedst muligt får mennesker i tale. Vi må finde ud af, hvilke behov de har og komme det i møde,« forklarer formanden.

Har styrket trivslen

I de sidste år har bestyrelsen arbejdet med, hvordan man kan styrke fællesskabet i missionshuset. Man har taget forskellige initiativer, blandt andet Fælles Fredag, der er for alle aldersgrupper. Nogle af de unge familier, der er en del af det, var også med til jubilæumsfesten. Og ikke mindst en god flok af de 40 IMU'ere, der kommer i IMU-gruppen.

»Der er en langt bedre trivsel i fællesskabet, efter Fælles Fredag er kommet. Derfor bakker vi op om det,« siger en storsmilende IMU'er, der var med til fødselsdagsfesten.

Marianne Kring fremhæver væksten i IMU og i junior- og teenarbejdet.

»Vi oplever en stor søgning til vores klubber, og det er vi glade for.«

Hold dig opdateret med vores aktiviteter og nyheder fra Indre Mission

Vi sender vores nyhedsmailen hver anden torsdag med nyheder fra landsarbejdet og inspiration fra de lokale fællesskaber. Du får også en oversigt over kommende begivenheder og smagsprøver på magasinet impuls.
.
Bygger Guds rige lige her
Hanna Pedersen brænder for at dele troen i et ikke-kirkeligt miljø.
Jesus kom til Emrah i en drøm
Emrah er flygtet fra Tyrkiet, fordi han er blevet kristen. Nu er han frivillig i den tyrkiske menighed i København og bruger tid på at evangelisere…
Alt er tilladt men ikke alt er morsomt
Standupkomikeren Jakob Svendsen har ikke mange hellige køer, men tror på en hellig Gud.

Annoncer