IMs økonomi går en vanskelig fremtid i møde - indremission.dk
IMs økonomi går en vanskelig fremtid i møde
IMs økonomi går en vanskelig fremtid i møde

18.11.2021

IMs økonomi går en vanskelig fremtid i møde

Det er nødvendigt med flere gaver til Indre Missions arbejde, hvis aktivitetsniveauet skal fastholdes vurderer økonomichef Bjarne Christensen.




Corona-pandemien har gjort det mere end vanskeligt at få enderne til at nå sammen i IM’s økonomi. Regnskabet for 2020 endte med et underskud på 15,1 mio. kroner, og trods statslige hjælpepakker forventes der også i 2021 et stort underskud, som foreløbig er estimeret til 8,4 mio. kr.

»Det er fortsat virksomhederne, der er hårdt ramt, ikke mindst Hotel Hebron i København og Felix Rejser, hvis indtjeningsmuligheder står og falder med, om man kan rejse. Det har nu i snart to år været vanskeligt,« forklarer økonomichef Bjarne Christensen.

»Lige nu er det umuligt at svare på, hvordan pandemien vil påvirke vores virksomheder i 2022, men selv hvis vi tager de optimistiske briller på og forventer, at virksomhederne i 2022 kan levere overskud i næsten samme størrelsesorden som før coronaen, så er det ikke nok til at bringe økonomien i balance.«

Derfor budgetterer IM også i 2022 med et underskud på 1,2 millioner kroner, og underskuddet kan altså blive væsentlig større, hvis coronaen fortsætter med at spænde ben for indtjeningsmulighederne, vurderer Bjarne Christensen.

»Det håndtag, vi kan forsøge at skrue på, er gaverne til IM’s arbejde. Vi har i rigtig mange år ligget omkring 15 mio. kroner om året i gaveindtægter, mens udgifterne følger inflationen og den almindelige lønudvikling i samfundet. Derfor har vi ikke bare brug for en god slutspurt inden nytår. Vi har også på længere sigt brug for, at gaverne bliver justeret, så de følger med prisstigningerne i samfundet. Så hvis man gav 1000 kroner sidste år, skal man måske overveje at give 1015 kroner i år,« siger han.

»Takket være nogle gode år har vi kunnet navigere gennem corona-krisen uden at ændre på normeringen og aktivitetsniveauet, men vi har ikke råd til at have underskud år efter år, hvis vi skal fastholde det aktivitetsniveau, vi har nu,« fastslår han.


.
Indre Mission
Korskærvej 25
7000 Fredericia
T: 75 92 61 00
E: post@indremission.dk

Persondatapolitik
Cookiepolitik
Følg vores aktiviteter