Alle landets sogne får en hilsen fra IM - indremission.dk
Indre Missions Tidende

Søren Fibiger Olesen ser frem til at præsentere IM som en ressource for sognene.

17.11.2022

Alle landets sogne får en hilsen fra IM

Indre Missions tilbud og kompetencer præsenteres for kirkeansatte og menighedsrådsmedlemmer i et nyt lille hæfte.




I disse dage er hæftet Kirkens liv og vækst på vej ud til 15.500 lokale præster, kirkeansatte og menighedsrådsmedlemmer. Det lille 16-siders hæfte fortæller om de ressourcer og tilbud, som IM gerne vil byde ind med i det lokale sognearbejde.

Bag udsendelsen står Søren Fibiger Olesen, som begyndte som fritidsansat ressource-koordinator i august 2021. Han har siden arbejdet med at udvikle projektet, som har fået navnet Kirkens liv og vækst. Hæftet med samme navn er et vigtigt skridt i opgaven med at række ud til landets sogne og menigheder.

Vi vil det samme

»Vi vil gerne vise, at IM har rigtig mange gode tilbud og kompetencer, som vi tror, både folkekirken og valg- og frimenighederne også kan have glæde af,« forklarer Søren Fibiger Olesen.

»Uanset om vi lægger kræfterne i menighedsrådet og sognet, eller vi er mest aktive i missionshuset, så har vi samme mål: at forkynde Jesus Kristus som verdens frelser.«

Den pointe understreger også formanden for Landsforeningen af menighedsråd, Søren Abildgaard, som i hæftet skriver, at mission er kirkens væsen, og »menighedsrådene bør derfor altid stille sig selv spørgsmålet, om og hvordan enhver prioritering, ethvert valg eller enhver aktivitet fremmer evangeliets forkyndelse.«

Hæftet beskriver nogle konkrete tilbud, og en række kirkefolk fortæller om, hvordan de bruger tilbud fra IM.

Fokus på kirkens kerneopgave

Hæftet præsenterer også det inspirationsteam, som står til rådighed med hjælp og vejledning til menighedsrådene. Desuden rummer hæftet et oplæg til, hvordan menighedsrådet sætter fokus på sin kerneopgave.

Søren Fibiger Olesen opfordrer til, at alle med interesse for kirkens mission og det lokale sognearbejde tilmelder sig nyhedsbrevet for Kirkens liv og vækst. Fire-fem gange om året vil man så modtage inspiration til sognets arbejde og information om ressourcer og tilbud fra IM og søndagsskolerne.

Se mere og tilmeld dig til nyhedsbrevet på indremission.dk/mr


Læs bladet her:
.
Indre Mission
Korskærvej 25
7000 Fredericia
T: 75 92 61 00
E: post@indremission.dk

Persondatapolitik
Cookiepolitik
Whistleblowerordning
Følg vores aktiviteter