Gensynsfest betyder lovsang skulder ved skulder - indremission.dk
Indre Missions Tidende

30.08.2021

Gensynsfest betyder lovsang skulder ved skulder

IMs generalsekretær har høje forventninger til gensynsfesten, hvor fællesskabet skal fejres og inspireres til tiden efter corona




I år runder Indre Mission 160 år, og det fejres i forbindelse med en stor gensynsfest på Mørkholt Strand Camping den 18. september. Om eftermiddagen fejres det med et stort kaffebord, og spændende er det, om der bliver 160 lækre kager, som gæsterne kan kaste sig over.

Gensynsfesten byder på inspiration til, hvordan livet i de kristne fællesskaber kan komme i gang igen efter coronatiden. Om aftenen står efterskoleforstander Tonny Dall Sørensen for forkyndelsen, og der bliver rig mulighed for at lovsynge og takke for, at det igen er muligt at samles fysisk og være sammen i det kristne fællesskab.

Generalsekretær Jens Medom Madsen er begyndt at hoppe af forventning til gensynsfesten.

»Jeg er så klar til at feste og mødes med vennerne i Indre Mission. Jeg glæder mig til at stå skulder ved skulder og være sammen om Jesus i lovsang og forkyndelse,« fortæller han.

Fællesskab har gennem 160 år været et kodeord i Indre Mission, men det har været udfordret siden foråret 2020 på grund af corona.

»Lovsang, forkyndelse og fællesskab bliver aldrig det samme, når det skal udfolde sig bag en skærm. Nu kan vi igen mødes, og det skal udnyttes. Det er super skønt,« forklarer Jens Medom Madsen.

»Nogle gange opdager man først værdien af noget, når man oplever fraværet af det. Det er ikke selvfølgeligt, at vi kan mødes. Det seneste halvandet år har vist os det. Men hos mange af os er der en sult efter igen at kunne mødes. Restriktionerne bliver færre og færre, og mulighederne for det fysiske møde bliver større og større. Til gensynsfesten vil vi give fuld gas på det gode, inspirerende kristne fællesskab.«


Læs bladet her:
.
Indre Mission
Korskærvej 25
7000 Fredericia
T: 75 92 61 00
E: post@indremission.dk

Persondatapolitik
Cookiepolitik
Følg vores aktiviteter