At tro på Gud og leve med ham handler i høj grad om at opgive sig selv. Det er det, der sker, både når vi beder til Gud, når vi vælger at tilgive et andet menneske, og når vi rækker ud til hinanden i kærlighed. Ingen af delene lader sig rigtig gøre, hvis jeg ikke først giver slip på mig selv. Dette er i en sum, hvad denne udgave af impuls handler om.
Tilgivelse er at give sig selv til den anden på trods af det, der er sket, siger Flemming Bak Poulsen. Vi kan grundlæggende ikke leve sammen uden tilgivelse, fastslår han og tilføjer, at den, der krampagtigt holder fast i sin ret og selvrespekt, også er den, der har sværest ved at tilgive.
Guds-tilliden på prøve
Når vi beder til Gud, enten for os selv eller for andre, så er det den samme »uret«, som er på spil. I bønnen må jeg nemlig også give slip på min egen ret og selvkontrol og i stedet overgive mig til Guds nåde.
Det er vist nok alle troende kristnes erfaring, at bønnen sætter vores tålmodighed og vores Guds-tillid på prøve. Brian Hestbech Tidemand har oplevet at blive helbredt for svære smerter. Han er selv med i et forbeder-team og tror fuldt og fast på, at Gud svarer vores bønner. Alligevel er det hans erfaring, at vi ikke altid får det, vi beder om, eller at Gud svarer helt anderledes, end vi havde regnet med.
Kærligheden rækker ud
Det samme kan vi lære af fortællingen om Jesus, der kom for sent til at helbrede Lazarus. »Herre, havde du været her, var min bror ikke død. Men selv nu ved jeg, at hvad du beder Gud om, vil Gud give dig,« udbryder den sørgende søster fuld af tillid til Jesus.
At sætte sig selv til side er også kærlighedens forudsætning. Ikke mindst den kærlighed, som rækker ud med budskabet om Jesus og med de gode gerninger, som Helligånden kalder os ind i. Denne sammenhæng mellem tro og tjeneste er afgørende for IM’s kommende vicegeneralsekretær Frede Ruby Østergård. Uden en aktiv kærlighedsindstilling dør både missionen og fællesskabet, understreger han.
Læs impuls nr. 18 / 2024
