Kristen mission og kristent vidnesbyrd begynder ikke med, at vi taler – men med, at vi lytter, engagerer os og tør være nærværende dér, hvor mennesker er. Det kan du læse en del om i denne udgave af impuls, der minder os om, at vi ikke er kaldet til at trække os tilbage i kristne tryghedszoner, men til at træde ud og møde verden omkring os – møde både enkeltpersoner, holdninger og miljøer med frimodighed og nysgerrighed.
»Vi må ikke isolere os,« siger Jens Medom Madsen og peger på, at der er brug for missionsfolk, som engagerer sig i skolebestyrelser, menighedsråd, idrætsforeninger og lokalpolitik.
Det er i samtalen og nærværet, at troen får jordforbindelse, og vidnesbyrdet får vægt. Uanset om det er i chatrummet på jesusnet.dk, eller det er på Folkemødet på Bornholm.
Tag hensyn til forskelligheden
Det er også nærværet og nysgerrigheden, der skal i spil, når vi vil møde mennesker, der er udfordrede, eller som ikke passer ind i vores sædvanlige kasser. Det gælder ikke mindst i de kristne fællesskaber.
Stephan Alex Jensen fortæller om, hvordan hans ADHD-diagnose både rummer fordybelse og skaber udmattelse – og hvordan han kan opleve sig udfordret i missionshuset eller menigheden.
Det kristne fællesskab bliver mere tilgængeligt for flere, når der tages aktivt hensyn til vores forskellighed. Det er ikke alle, der trives med den traditionelle mødekultur, der kræver, at man skal sidde og lytte koncentreret til en taler eller skal dele personlige erfaringer i grupper. Charlotte Falch Marquardt foreslår, at man prøver andre typer aktiviteter af.
Et kærligt spark
Nogle vil mene, at gamle Grundtvig nok også havde en diagnose eller to. Under alle omstændigheder var og er han svær at putte i en bestemt kasse. Til gengæld satte Grundtvig sig nogle spor, som stadig præger både kirken og det danske samfund her 200 år efter hans mageløse opdagelse.
Troen på Jesus driver os til handling. Ikke nødvendigvis noget stort, men noget ægte. Som Guds tjenere er vi kaldet til at ligne ham, som har gjort alt for os. Sommetider kræver det et kærligt spark bagi. Sådan udlægger Henrik Arendt Laursen en række formaninger fra Jesus.
Læs impuls nr. 13