»Dér gik halvdelen af menigheden.«
Bemærkningen er flere gange faldet i kirken, hvor jeg kommer, når præsten skal tage hul på sin prædiken, mens poderne går til børnekirke.
For der er vitterligt tomt på rækkerne, og er man i tvivl om, hvor meget børnene fylder, skal man bare vente, til præsten har sagt »amen«, og støjniveauet stiger i takt med, at børnene vender tilbage til fællesskabet.
Børn fylder ofte meget i kirker og menigheder. Vi døber børn, taler højt om børnebørn, skaber tiltag efter tiltag målrettet de yngste, og det er alt sammen godt.
Klemt fra flere sider
Børn er dog ikke alle forundt, og for nogle gør det ondt ikke at kunne sætte småfolk i verden. ‘Er vi forkerte?’, eller ‘vil Gud ikke velsigne os?’ er nogle af tankerne, der bobler i hovederne på de ramte, som ikke føler, de kan leve op til hverken Bibelens eller kristenhedens børneidealer.
Og hvad stiller man lige op med Bibelens mange beretninger om barnløse, der ender med en velsignelse fra Gud i form af små størrelser, når man ikke selv oplever det samme. Hvor er Gud så?
Mindre klemt føler den barnløse sig måske heller ikke af samfundets udvidede tilbud om fertilitetsbehandling, for når det stadig ikke lykkes at få børn, er der endnu en side at skuffe.
Unikke som par
I dette nummer af impuls giver vi plads til historier fra to par, der på sin vis er i samme båd, men mens det ene par stadig kæmper for og beder om, at hun må blive gravid, så så det andet par for mange år siden hinanden i øjnene og accepterede, at Gud ikke gav dem biologiske børn.
Til gengæld har de fået så meget andet, fortæller de, herunder en stor flok ‘åndelige børn’, og deres budskab er ret klart; det er os to, Gud har smedet sammen med et bånd, der er unikt og velsignet, og det ændrer sig ikke, om der kommer børn eller ej.
Om der er trøst i det modne pars ord, kan den enkelte bedst selv mærke, men ellers må vi give håndslag på at passe på hinanden i de kristne fællesskaber, hvor barnløshed kan være svært at tale om.
