Den 13. september er en mærkedag. Ganske vist er det en lidt skæv en af slagsen, når Indre Mission fylder 165 år, men ikke desto mindre er det en anledning til at stoppe op og huske, hvor vi kommer fra.
I dette nummer af impuls kigger vi både bagud og indad. Blandt andet kan I læse om den nye podcast Vækkelsens Spor, hvor to omvandrende historiebøger og i Indre Mission kendte skikkelser tager os med tilbage til Indre Missions rødder.
Mens bevægelsen altså runder et halvskarpt hjørne, er det i september også 125 år siden, at Indre Missions medstifter og mest navnkundige formand Vilhelm Beck gik bort. Derfor kan I læse et bud på, hvad han ville have sagt til os, hvis han kunne prædike til os på Indre Missions fødselsdag.
Beck, der med præst og højskolemand Morten Pontoppidans ord brugte »trompeten« som sit larmende instrument med få simple toner til i overført betydning at vække folk åndeligt.
Indre Mission må stå fast
Fødselsdage er fine, og Indre Missions skæve fødselsdag er værd at fejre, men 165 år må bare ikke blive til ren nostalgi.
Selv om en og anden sikkert spøgefuldt vil mene, at det i dag er Indre Mission, der trænger til at vågne, har vækkelsesbevægelsens berettigelse aldrig været – og bliver aldrig – evnen til blot at overleve som organisation eller at bevare gamle missionshuse.
Nej, Indre Mission sover ikke, og i et samfund og en kirkelig virkelighed, der på 165 år mildt sagt har forandret sig markant, står Indre Mission fast på at fortælle mennesker, at de har brug for at lære Jesus at kende.
Hvad Jesus vil dig i dag
Beck »truttede« i trompeten for at vække folk fra den åndelige slummer, og der er stadig brug for at blæse danskerne et stykke. Ikke for at udskamme eller moralsk at pege fingre, men for med klar røst at stille det insisterende spørgsmål, som Vilhelm Beck ofte lod hænge i luften: Ved du, hvad Jesus vil dig?
Evangeliet er ikke en museumsgenstand, vi skal vise frem på en fødselsdag. Det er en levende, sagte susen, der vil os noget lige nu. 165 år er et flot tal, men i sig selv intet værd, hvis ikke vi fortsat tør række den gave videre, vi selv har modtaget.
Tillykke med dagen til os alle, og rigtig god læselyst!





























































