»Et godt spørgsmål,« kaldte hovedbestyrelsesmedlem Rasmus Kiilerich Breindahl et spørgsmål ved Indre Missions Årsmødefestival. Tilhøreren ville vide, hvordan man sikrer plads i fællesskaberne til familier med diagnosebørn.
Spørgsmålet fulgte i halen på et lignende om at kunne rumme psykisk sårbare mennesker. Alt sammen affødt af en opfordring fra Indre Missions formand Hans-Ole Bækgaard, som i sin formandsberetning i et sommervarmt telt opfordrede til opgør med kultur, adfærd og fællesskabsformer.
Ikke for opgørets skyld, men for netop at kunne rumme mennesker, der søger fællesskab om Jesus Kristus.
Hunden med på vejen
Formanden kunne berette om et tilfælde, hvor han skulle tale i et missionshus, og en deltager havde taget sin hund med. Netop hunden var det, der gjorde det psykisk sårbare menneske i stand til at være med i fællesskabet.
Det er ikke den eneste hund, der har indfundet sig i IM-regi, for undertegnede har selv glædet sig over at se en lille taskehund titte frem i missionshuset i Horsens, og lignende historier dukker hurtigt op fra nær og fjern.
Hensyn kræver rummelighed
For nogle – og måske i virkeligheden flere, end vi tror – er det bare hunden eller måske muligheden for at ankomme sidst og gå først, der skal til for at kunne være med.
Når formanden for Indre Mission bruger fællesskabets tid på at italesætte behovet for opgør med kultur og adfærd, skal sagen forfølges.
Det kræver hensyn at rumme alle, men det kan vi nok også finde ud af, så intentionerne ikke bare bliver varm luft.
