Gud taler både med og uden ord

Både naturen, Bibelen og Helligånden minder os om Guds nærvær og storhed. Men det er i Guds ord, at vi lærer Guds hemmeligheder at kende.

Gud taler. Og det gør han ikke kun gennem sit ord og de prædikener, vi lytter til, men også gennem skaberværket og naturens stille vidnesbyrd.

I denne udgave af impuls bliver vi mindet om, at Guds stemme både kan høres gennem naturens forunderlige verden og gennem Bibelens klare tale. Godt hjulpet af Helligånden.

Det handler om liv og død

Rebekka Gummesen fortæller, hvordan naturens lyde og dufte aldrig overstimulerer hende, men heler og bringer ro.

»Hvordan kan man ikke tro på, at der er en skaber, der har gjort det her?« udbryder hun. Gennem naturen minder Gud hende om sin storhed og nærhed – uden ord.

Men Gud har også talt med ord. Og især gennem Kristus, som er Guds hemmelighed åbenbaret.

Hans-Ole Bækgaard beskriver, hvordan vi er betroet denne offentlige hemmelighed, som vi skal tale højt om. Og når vi forkynder og forklarer Kristus, handler det ikke bare om ubetydelige nuancer i forståelsen, men det handler om liv og død: Hvis han ikke er både sand Gud og sandt menneske, har vi ingen frelser.

Derfor er det afgørende, at vi holder fast i de gamle trosbekendelser – som den, der blev vedtaget på kirkemødet i Nikæa for 1700 år siden. Her fastslog man, at Jesus er ikke skabt, men han er helt og fuldt Gud. De oldkirkelige trosbekendelser er stadig i dag en afgørende hjælp til at forstå og fastholde, hvad Bibelen siger om Jesus.

Vær åndeligt nysgerrige

Men hvordan bliver denne virkelighed levende for os? Svaret er Helligånden. Henrik Nymann Eriksen minder os om, at Ånden flytter ind i os og gør vores hjerte til Guds bolig. Helligånden skaber troen i os og minder os om Jesus, når vi glemmer ham.

Det betyder ikke, at alle spørgsmål er besvaret. Som Nikodemus gjorde det en sen nat, må vi også komme med vores spørgsmål. Vi må aldrig holde op med at være åndeligt nysgerrige. Lad os fortsætte med at undre os over evangeliet. Ligesom en vandring i naturen åbner for nye tanker og refleksioner, sådan åbner en vandring i Guds ord også op for evangeliet og åbenbarer for os det mysterium, som frelsens budskab er.

God søndag og glædelig pinse.

Læs impuls nr. 11


Seneste forord
Annoncer