Alting har en tid – også chefer

Selv om han formelt er fratrådt, har kommunikationschefen indvilliget i at stå øverst i kolofonen en sidste gang, hvis nogen får brug for at rase eller rose.

Tilfældighederne vil, at netop dette nummer, som udkommer dagen efter, at kommunikationschef Asbjørn Asmussen formelt er fratrådt, indeholder et tema om »sund karismatik «.

Det er nok ingen underdrivelse at kalde karismatik for aktuelt ømtåleligt, og det taler derfor også Asbjørn Asmussen til ære, at han har indvilliget i at have sit navn øverst i kolofonen dette nummer med, hvis nogen får brug for at rase eller rose.

Det tager måske kun fem minutter at bladre impuls igennem, selv om vi selvfølgelig gerne ser, at I bliver lidt længere. Vi havde også gerne set, at den nu forhenværende ansvarshavende redaktør var blevet hængende lidt endnu, selvom han er i al sin gode ret til i karrierens løvfald at kaste sig over et mildt sagt spændende indenlandsk missionsprojekt.

Og bevares, Indre Mission har alle dage kommunikeret. Kig blot på forsiden af impuls, som sladrer om, at vi aktuelt udgiver 173. årgang. Missionsbevægelsen har fortalt og forkyndt og forsøgt at få enhver levende sjæl til at forstå, at Jesus er herre.

Har taget sine tæsk

Asbjørn Asmussen har været med til at forme Indre Missions kommunikationsafdeling i det årti, afdelingen har eksisteret, og han har dermed også sat sit præg på formidlingen internt og eksternt. Og han har stået på mål for sagen. Hjertesagen – troens vel at mærke. Også når det har betydet endnu en tur i radioen eller på tv for at forklare, hvorfor Indre Mission ikke forstår det med regnbuer, som resten af samfundet gør.

En stor tak skal der lyde fra impuls til den ansvarlige redaktør og chef, der fra 1. november fuldblods kaster sig over den amerikanske Jesus-serie The Chosen og det danske projekt, det skal kaste af sig.

Imens vil redaktionen sprængfyldt af forventning afvente, hvem der vil og tør overtage kommunikationschefens til tider varme linje til omverdenen.

Rigtig god læselyst.

Læs impuls nr. 22


Seneste forord
Annoncer