I de næste par måneder er jeg midlertidig redaktør for impuls, mens Asbjørn Asmussen har orlov. Jeg oplever det som en vigtig opgave, for det er vigtigt, at vi har et blad som impuls, hvor aktuelle problemstillinger kan tages op, samtidig med at der er plads til prædikener og forkyndende artikler, som peger på Bibelens budskab om frelsen i Jesus Kristus. Det er mit håb, at impuls kan give ny frimodighed og vejledning til troens folk.
Der er mange både større og mindre spørgsmål at tage stilling til. Et af disse handler om organdonation, som tages op på temasiderne.
Etiske overvejelser kommer ingen udenom, men det kan være svært at gennemskue dem. I en af artiklerne på temasiderne fortæller Birthe og Keld Schrøder-Thomsen om den dag, deres verden væltede, og om de overvejelser, som de blev kastet ind i, da de mistede deres søn. På intensivafdelingen blev de spurgt, om de havde taget stilling til, om deres søn skulle være organdonor. »Det var meget barsk, for der gik det virkelig op for mig, at de mente det, når de sagde, at han skulle dø. Ellers ville de jo ikke spørge om sådan noget,« siger Birthe Schrøder-Thomsen.
Meningsfulde opgaver giver glæde
Dette nummer peger også på, at der er meget at glædes over. Det minder Niels Jørn Fogh om i en artikel.
»Måske har du oplevet, at én spurgte dig om hjælp til en opgave? Du føler dig privilegeret, fordi et andet menneske har brug for din hjælp. Det er godt at være udvalgt til noget. At have meningsfulde opgaver i livet kan give glæde,« skriver han.
Der var også meget at glæde sig over på ECHO i Fredericia, som dette impuls bringer en reportage fra. Forhåbentlig har ECHO givet deltagerne mod på fortsat at række evangeliet videre.
Det kan vi gøre med frimodighed, for Guds ord er levende. Det skriver Børge Haahr Andersen om i sin prædiken: »Noget faldt i god jord. Det må vi klynge os til. Guds ord kan skabe og kan genskabe liv af døde, selv i de frafaldstider, vi lever i i dag. Guds ord kan spire og gro og skabe en overvældende frugtbar afgrøde. Selv en ørken kan blomstre, når Gud griber ind gennem sit ord,« minder han os om.
God læselyst!