På kirkegården i Farsø sørger graverne for, at kirkegården er et indbydende sted.
»Kirkegården er jo det første billede, folk får af kirken,« siger Jette Jensen om stedet, som for mange er et åndehul, hvor sorgen og freden får lov at slå rod.
Det har Dorthe Fallesen Frimann oplevet. Kirkegården er for hende netop blevet et nyt begyndelsessted. Hun beskriver den som »Guds modtagelsesværelse, inden man rammer kirken. «
Efter at have mistet sine forældre fandt hun i kirken en fred, der forvandlede sorgen: »Jeg har ingen sorg mere. Den er afløst af fred,« siger hun.
Det største mirakel
Henrik Arendt Laursen møder ofte mennesker, der står på grænsen mellem liv og død. Her fortæller han ofte om røveren på korset, der i sidste øjeblik rækker ud efter Jesus.
»Jeg tror på, at Gud sidder klar og holder øje med den mindste flig af tro hos et menneske. Gud er ikke fedtet med det,« siger han.
Det er det største af alle mirakler: når et menneske tager imod den udrakte hånd fra Gud – ikke mindst dér, hvor der kun er kræfter til en svag og hjælpeløs bøn.
Jonathan Haahr Oehlenschläger minder os om, at Jesus’ mirakuløse helbredelser ikke handler så meget om selve helbredelsen, men peger hen på det større, at »Jesus findes og er kommet til verden. Og i ham er der liv. Uanset hvor meget i livet, der ellers kan modsige det.«
Byg broer
Dette er hovedsagen. Også når vi møder livets knaster. For eksempel når der skal bygges bro mellem generationerne og mellem forskellige kristne. De spørgsmål tager vi også livtag med i dette nummer.
På konferencen Sammen lød opfordringen fra Michael Bak Nygaard: »Initiativet bør komme fra den ældre, for det er mindre sårbart for den ældre at blive afvist end omvendt.«
Og når det handler om samarbejde med andre kirker, så understreger Jens Medom Madsen, at spørgsmålet ikke er så sort-hvidt, som vi fristes til at gøre det.
»Vælg forkyndere, der står for en sund evangelisk- luthersk forkyndelse. Og vælg nogle, der ikke splitter jer ad som fællesskab,« anbefaler han.
Mirakler sker, når Guds kærlighed får lov at røre ved os – i sorgen, i tilgivelsen, i relationerne og det praktiske hverdagsliv.
