Verden er svær at forstå men impuls gør sit bedste

Impuls skal gerne have indhold, der matcher læserne, og det stiller høje krav, når læserskaren er nogenlunde lige så bred, som missionsbevægelsen er spraglet.

Læser I ikke artiklerne, inden I trykker dem? spurgte en læser, som ringede og gjorde redaktøren opmærksom på et par uforståelige sider i magasinet om USA’s præsident og kristnes støtte til ham.

Og jo, det gør vi da. Både to, tre og ofte flere gange. Både de sider, redaktionen selv forfatter, og det indhold, som et hav af skribenter frivilligt leverer til glæde for læserne.

Spørgsmålet om kvaliteten af den pågældende kronik er siden fulgt op af en lignende henvendelse, og det er naturligvis tankevækkende, eftersom formålet rent faktisk var at forsøge at belyse, hvordan kristne brødre og søstre kan bakke op om en præsident, der for ikke mange dage siden talte om at udslette en hel civilisation i Mellemøsten.

Det må gerne være svært

Jeg skal gerne vedstå, at kronikken, som impuls havde bedt en kompetent skribent om at forfatte, er kompakt læsning. Kritikken er dog en fin anledning til at forklare lidt om, hvordan indholdet til impuls prioriteres.

Ligesom Indre Mission alle dage har været en bevægelse med mange slags græsrødder, har impuls også læsere i snart sagt alle udgaver. Derfor forsøger vi at levere et bredt udvalg af artikler og øvrigt indhold, så der over tid er noget til alle. Målet er ikke, at alt indhold er til alle, men at der i hver udgave er noget for alle.

Lige netop kronikker må gerne være til den koncentrerede side. I dette nummer bringer vi en kronik af Indre Missions formand, der redegør for betydningen af en 1800-talsbiskops dåbssyn. Den stiller også højere krav til læserne end nyhederne på magasinets første sider.

Det I taler om

Når det er sagt, skal impuls naturligvis være til at fordøje. Udover fra først til sidst at pege på Jesus, det er altid magasinets fornemste opgave og hensigt, tror jeg, at impuls er bedst, når vi med et sundt blik på sagen skriver om det, der bliver diskuteret over karbonaderne, i kantinen og over kaffen i missionshuset.

For eksempel forsøger vi i dette impuls at forklare, hvad teenagere egentlig foretager sig på deres telefoner flere timer om dagen. Det er ikke nødvendigvis relevant for alle. Men jeg er overbevist om, at det for ganske mange er værd at bruge et par håndfulde sider på.

Læs impuls nr. 8


Seneste forord
Annoncer