Sandheden og friheden forpligter

Allerede fra verdens skabelse havde Gud en klar plan for, hvordan han ville frelse verden, og han holder sig til planen.

Gennem hele Guds historie ser vi hans målrettede plan for alle menneskers frelse. Den gamle pagt peger frem mod den nye, og den nye opfylder den gamle, forklarer Jørgen Hedager Nielsen.

Helle Noer beskriver det som »en detaljeret frelsesplan, som Gud har holdt sig til ned til mindste detalje.« En plan og et løfte om trøst, håb og evigt liv.

Åndelig opmærksomhed

Vi lever midt i denne historie – i en tid, hvor vi kender sandheden om Jesus, men stadig længes efter, at den får lov at folde sig helt ud. Den kalder os til åndelig opmærksomhed og til tro på, at Gud holder sine løfter.

Troen er samtidig en praktisk kraft i livet. For Finn Najbjerg er den kristne hverdag en vandring, hvor vi både ser tilbage på Guds trofasthed og frem mod hans løfter. Finn har selv oplevet, hvordan et liv i tjeneste for Gud har skabt dyb mening og glæde, selv når han har tvivlet: Verset »Trofast er han, som kalder jer; han vil også gøre det« er hans faste holdepunkt.

Det store og det lille håb

Men troens frihed er også et kald til at handle. Jens Ole Christensen beskriver, hvordan den sandhed, som Bibelen viser os, skal formidles med klarhed og troværdighed i en verden, der på den ene side spørger efter sandhed og retfærdighed, men på den anden side også ofte mangler modet til at tilgive.

»Vi skal prædike det store håb om syndernes forladelse og kødets opstandelse, og vi skal praktisere de små håb i diakoni, i relationer og i samfundsengagement,« får han sagt.

Frihed giver ansvar. Det minder også Henrik Vejlgaard Kristensen os om. Ligesom Johannes Døberen skal vi bane vej for Jesus i vores liv og omgivelser – ikke anmassende, men ved at være åbne og tillidsvækkende vidner om troen og evangeliet, når lejligheden byder sig.

»Ved troen bliver Jesus mit nye liv,« skriver Thorkil Lundberg. Jesus har sat os ind i et nyt fællesskab omkring hans kærlighed og nåde, og ind i en frelsesplan, som stadig er under udfoldelse. Vi er selv en del af den. Den giver os håb og holder os fast, både når vi står frem i frimodighed, og når vi holder os tilbage i tvivl.

Sandheden forvandler os indefra og sender os ud som lys i en verden, der har så desperat brug for det.

 


Seneste forord
Annoncer