Hvordan kan vi støtte hinanden, når livet tager uventede drejninger? Det er et spørgsmål, som er værd at tænke over, og som flere af artiklerne i dette impuls peger på.
Dette blads temasider fortæller om, hvordan det er at være demensramt. Når demens rammer, påvirker det ikke kun individet, men både ægteskabet og fællesskabet i kirken, hvor tro og omsorg bliver en styrke i en ny virkelighed.
»Nogle gange kan jeg stå overfor en beboer, som jeg slet ikke kan få øjenkontakt med, og som slet ikke viser tegn på deltagelse. Men når vi så synger en bestemt salme, kan personen live helt op, eller der kan trille en tåre fra øjenkrogen. Det bekræfter for mig, at det nytter, og at vi selvfølgelig skal være her som kirke,« fortæller Carsten Haugaard Nielsen, som jævnligt holder gudstjeneste for demensramte.
En hjælpende hånd
En anden uventet drejning er det, når en kvinde bliver uønsket gravid. Også her er der brug for hjælp og støtte. Retten til Liv står bag Abortlinien, og en af Abortliniens rådgivere fortæller om, hvordan de forsøger at hjælpe dem, der ringer ind for at få anonym rådgivning.
»Jeg lytter rigtig meget, så de får sat ord på det, der fylder. En gang imellem prøver jeg måske at sige: Har du set det fra den side?« fortæller rådgiveren.
Brug for refleksion
Etiske valg kalder på det ansvar, vi har, og så kalder de på refleksion – ikke kun for andre, men også for os selv. Her er fastetiden en god tid til at reflektere over, hvordan vi kan være til hjælp for andre, hvordan vi kan give mennesker omkring os en hjælpende hånd.
Vi kan også reflektere over, hvordan vi bruger vores penge. I en artikel om, hvad Bibelen siger om penge og rigdom, peger Nils Andersen på, at penge også har med vores forhold til Gud at gøre: »Vi må altså ikke isolere vores penge fra vores forhold til Gud. Gud er den retmæssige herre i vores liv, også over vores pengeforbrug.«
Jo, der er brug for både refleksion og en hjælpende hånd.
God søndag.
