Det er da værd at fejre

Engang for længe siden, som kun et godt eventyr kan begynde, drog munken Ansgar til Danmark, og 1200 år senere har vi meget at takke Gud for.

»Ordet blev forkyndt i Danmark – og er blevet det siden uden afbrydelse.«

Citatet er lånt af professor i kirkehistorie Kurt E. Larsen, som tidligere i år i impuls beskrev munken Ansgars indsats for at kristne danerne.

En indsats, der ikke omgående bar stor frugt, men som alligevel er værd at mindes i 2026, hvor det er 1200 år siden, munken fra det nuværende Frankrig satte sine fødder her i landet.

Selv om der ikke var tale om masseomvendelse af de vilde vikinger, hæfter kirkehistorikeren sig ved den væsentlige detalje om ordets forkyndelse, som har hængt ved hos undertegnede.

Skrap vikingekost

I en tid med mere ufred i verden, end det synes menneskeligt at kunne rumme, bliver det stadig påske med Kristus’ opstandelse i centrum.

Det ved vi i Danmark, for benediktinermunken fik tilladelse til at bygge landets to første kirker, og dermed har der lige siden været basis for forkyndelse af evangeliet i Danmark.

Også selv om kristendommens budskab om Gud, der ydmyges gennem sin død ved korsfæstelse, alle dage har været skrap kost at fordøje – såvel for de stolte vikinger, Ansgar mødte for 1200 år siden, som for nutidens stolte landsmænd.

Også andres apostel

Men munken fandt vej til at begå sig blandt de vilde danere, herunder et stykke politisk balancekunst mellem konge og krigere, så forkyndelsen af Guds ord blev vævet så tæt ind i danskheden, at vi i 2026 fortsat kan læne os op ad evangeliets eviggyldige sandheder.

Et budskab, der trodser krig og fred, og som består, når riger forgår.

Og ja, den ene kirke, som Ansgar – med et moderne ord – plantede, lå i Hedeby, syd for den nuværende dansk-tyske grænse. Det gør dog ikke fortællingen mindre vigtig, for Ansgar var ikke blot danskernes missionær, men fik mulighed for at missionere blandt flere folkeslag.

Derfor kaldes han også Svenskernes apostel på en statue i Frankrig. I Danmark kender vi ham dog bedst som Nordens apostel, den frankiske munk, som Gud for mange menneskealdre siden brugte til at nå vores forfædre.

Tak, for så kan det endnu engang blive påske i vores land.

Læs impuls nr.  6


Seneste forord
Annoncer